Skrevet af Per
Nu var weekenden overstået, men vi kunne stadig slappe af til klokken 7.30, hvor er igen var en god morgenmad. En time senere gik vi op i bussen. Inden vi kørte kunne Fridrik lige nævne, at alle de små bakker ned til søen var dannet af et stenskred. Dagen startede med lidt huller i skyerne, men det store indtryk var nok, at det var en grå dag.
Det varede ikke længe, før vi så et skilt mod Husavik, men den lange køretur slap vi for, da vi havde klaret hvalsafarien i går. Lidt senere kørte vi forbi Godafoss, som vi ville slutte af ved på tilbagevenden.
Derefter var det tid til at finde morgensangen frem. Det kunne jo være, at det kunne skubbe skyerne væk, men i dag havde det den modsatte effekt. Det var et smukt landskab, som vi kørte gennem med grønne græsmarker.
Længere fremme kom vi til en torskehovedfabrik, hvor de malede torskehoveder og ben. Det blev herefter solgt til lande i Afrika og Sydeuropa, hvor det blev brugt til at lave suppe. På denne videre færd kunne Fridrik fortælle om en komponist i området, som havde komponeret Islands første tango og den ville han lige synge for os.
Hele vejen til første seværdighed var der vand omkring os og det var blandt andet Laxa elven! som på et tidspunkt blev til et stort vådområde! da den delte sig op i flere grene. .vi kom også forbi Mågedøen, hvor der aldrig havde været måger og der var heller ingen fiskere, så der var nok ikke mange fisk i søen.
Lige før vi kom til Myvatn (myggesøen), var der mange bløde bakker, men det ændrede sig snart til et lavalandskab med en masse sorte klipper. Det var kun en tosporet vej, så der var ingen mulighed for et fotostop, inden vi kom til en parkeringsplads ved en lille sø. Både foran og bagved var der klipper og der var et par øer nede i søen.
Vi havde lige en kort pause ved Dimmuborgir, som var slutmålet for formiddagens vandring for de seje. Frem til starten af vandreturen nedenfor Hverfell var der kun 10 minutters kørsel. Vi stod af i ca. 200 meters højde og dem der gik hele vejen nåede op i 425 meters højde.
Netop som vi kom ud af bilen, kom dagens to dråber regn. Inden vi skulle starte, skulle alle deltagerne på den lange tur have indstillet en vandrestav eller to. Vi blev delt op i 2 grupper og os i supergruppen (bagtroppen) fulgtes med Fridrik. Det tog en lille halv time at komme op på toppen for de sidste. Vi blev samlet på toppen for en stund og kunne kigge ned i et krater, som var 1 kilometer i diameter og godt 3 kilometer i omkreds.
Efter at have nydt synet, deltes vores veje og vi var 8, som gik tilbage til bussen.
Det sejes hold oplevelser er referer her af Christian og Lene: Vel ankommet sørger Synnøve for, at alle er godt påklædt til turen op af det 425 meter høje Hverfell. Vi bliver forsynet med vandrestav og bliver instrueret i den rette anvendelse.
Foran os ligger en sort vulkansk kegle, hvor toppen synes at være blæst væk. Den består udelukkende af sten og grus. I bunden ses en skildpaddelignende forhøjning. Oprindelsen er uvis, men skyldes formentlig en form for eksplosion nedefra.
De fleste går den lange vej og langs kanten af den 1 kilometer brede kegle. Nogle vælger at gå tilbage og sammen med Fridrik køre til vores frokoststed.
På den lange gåtur venter en strabadserende nedtur, hvor stave og hæle kommer til stor nytte. Nedenfor følger en 1,5 kilometer lang tur gennem Dimmuborgir, et særpræget vulkansk landskab, hvor udbruddet synes pludseligt at være gået i stå og har skabt forunderlige former, der sætter fantasien i sving. Selv en triumfbue findes. Her mødtes alle til et gruppebillede.
Da vi andre var kommet ned, fortsatte vi til Reykjahlid, hvor der skulle brændstof på bussen. Her blev Per efterladt og gik ned til bredden for at se efter fugle i 1,5 time. Resten fulgte ned Fridrik tilbage til Dimmuborgir og gik en tur derfra ind i lavalandskabet.
Lige ved siden af lå en restaurant, hvor vi alle mødtes omkring klokken 13.00 for at spise frokost. Bagefter skulle vi besøge Sigurgeis fuglemuseum ved bredden af Myvatn. Sigurgeis Stefansson havde samlet en masse udstoppede fugle og han havde et ønske om at bygge et hus, hvor han kunne udstille dem. Han fik aldrig gennemført drømmen, da han døde som 37 årig ved en drukneulykke på søen.
Venner og bekendte fik efterfølgende etableret museet.
Fremme blev vi inddelt i 2 hold og det ene fulgte Fridrik ind i et hus, hvor der var en motorbåd Sleipner fra 1930. Der var også nogle net, blandt andet et, som kunne bruges under isen.
Det andet hold var inde i fuglemuseum og efter et kvarter byttede vi plads og vi kom ind i museet med ca. 300 fugle og en reol ned nogle æg.
Da vi var tilbage i bussen syntes Fridrik, at vi skulle køre en lille omvej og først kørte vi op mod Husavik og ca. halvvejs ved Laxarvirkjun kørte vi ind på en jordvej. Her kom vi gennem en sandørken, som så lidt barsk ud. De havde prøvet at sprede frø ud over landskabet for at få planter til at holde på sandet, så de undgik sandstorm. Flere steder så vi store grønne pletter, blandt andet ned lupiner.
Under køreturen i området tillod Fridrik sig at holde 5 minutters pause for sine foredrag og historier.
Den sidste seværdighed for dagen havde vi set tidligere og det var Godafoss. Gudernes fald fik sit navn, da Island gik fra hedenskab til kristendommen. Her blev mange gudebilleder og figurer smidt i vandfaldet. Det havde et fald på 12 meter og fortsatte i Skjalfandafljot floden til et mindre vandfald. Vi startede turen fra vejen og kom først til det lille vandfald.
Godafoss kunne ses fra flere pladser og den ene plads var smukkere end den anden.
Herfra var der kun er kvarters kørsel til hotellet og vi var lidt skuffet over, at vi kørte direkte, da vi ikke havde besøgt en kirke i dag.
Vi var fremme klokken 17.00 og derved blev der tid et besøg i swimmingpoolen eller en vandretur ned til søen.
Klokken 19.30 mødtes vi i restauranten, hvor Fridrik lige fik det sidste ord. Han fortalte lidt om risikoen for vulkanudbrud under Vatnajøkull, da der var rigtig mange jordskælv daglig og de blev kraftigere.
