Tirsdag den 11. November 2014, Afgang til Galapagos Øerne

Skrevet af Karen & Mogens

I dag er det Hennys fødselsdag, og hun får den den længste fødselsdag nogensinde ...25 timer,og det er ikke så ringe endda !!

Morgenmad kl 6 og afgang kl 7 præcis. Morgentrafikken var ret intens, gråvejr og lidt småregn,men alt andet lige, så virkede morgensangen.

Et par timers kørsel til lufthavnen og undervejs underholdt Lone med Galapagosøernes histore og Charles Darwin, blev nævnt adskillige gange. Galapagos betyder faktisk saddel. Darwin kom til Galapagos med skibet Beagle i 1835,som 26 årig. Lone fortalt om de forskellige øer, men det kan de senere dagsbogsskribenter berette om !!

  

Undervejs så vi en masse politifolk, da præsidenten fra Haiti skulle til lufthavnen, efter endt besøg.

Lone fortalte at vi ville komme til at høre ordet Endemich mange gange, og Darwin instituttet bestemmer alt om øernes turisme og intet er tilfældigt. Vi fik mange facts om de 19 Galapagos øer, hvor vi skal besøge 5 og bo på 3.

I lufthavnen måtte vi desværre sige farvel til Mauro, og alle er enige om, at han er intet mindre end fantastisk.

Flyveturen gik smertefrit, og dagbogsskribenterne havde forventet at sidde forrest, enten på 1. Klasse, eller i cockpittet, men SNYDT !!!

Der blev serveret VARM mad, så Lone kunne ikke organisere hverken kaffe eller drinks.

Pludselig blev bagagelugerne åbnet og vi tænkte hvad sker der nu . Det viste sig at vores håndbagage blev desinficeret med et eller andet.

Modtaget af Tim og vores to guider Pablo og Peppo ,og vi blev kørt til Tims center, hvor der blev serveret lækre snacks.(På vej derned passerede vi de to eneste trafiklys på øerne, og ingen vidste hvorfor de var etableret.) Indkvarteret på to hoteller Blue Marlin og Miconia, og Ole viste vej til Blue Marlin, troede han. UPS!!

  

Efter indkvartering blev de to grupper The Sealions og The Blue Bubbies, kørt op i højlandet , hvor Pablo meget passioneret berettede om øens unikke flora og fauna, og allerede her fik vi set forskellen på finkearterne - 13 ialt.

Der var kørt mountainbikes op i 400 m højde og turen gik lystigt nedad. Vi gjorde holdt ved Peppos mors træhus. Videre nedad og vi endte ved stranden, hvor vi så en fantastisk solnedgang. San Christobal er søløvernes ø, og det så vi i vid udstrækning. Pablo fortalt om søløvernes livscyklus og Lone om aldrig at spærre vandvejen for en søløve. Mørkt var det blevet og med to tidligere betjente på holdet, var det betænkeligt "med kolde cykellygter ", men vi slap for tiltale!!

  

Alle kom sikkert hjem og alle gennemførte turen på 20 km. Godt gået!

Aftensmad kl 20 i en charmerende baggård- alt godt fra havet fra grillede rejer, over fisk til megastore hummere. Hertil en flot kage i anledning af Hennys fødselsdag og da hun skulle puste lys ud, dyppede hun næsen i flødeskummet, godt hjulpet af Tim !!

På hjemvejen gik vi på havnen og der var enormt mange søløver, på bænke, fortove og kørebanen.

Tak for endnu en fantastisk dag, hvor alt fungerer perfekt !!

Således opfattet af skribenterne og er det ikke korrekt, så er det bare ærgerligt !!

11-11-14 San Christobal Vis diasshow Hent alt

Mandag den 10. November 2014, Quito

Skrevet af Henny og Holger den 10. november 2014

Vi er nu nået til Quito, en by på 2,2 mio. indbyggere.

Byen ligger mellem to bjergkæder i en højde af 2850 m. Byen er 49 km lang og 7 km bred på det bredeste sted. Byen ligger op ad bjergsiderne og der er en meget fin udsigt fra vores hotel.

Vejret her i byen er meget omskifteligt. Da vi stod op, var det meget tåget, en time senere blev det det fineste solskinsvejr med en temperatur på omkring 22- 23 grader. Senere på dagen styrtede det ned. Så man skal være forberedt på enhver situation.

Vi kørte fra hotellet ved nitiden med retning mod Pululahua, en landsby som ligger i et vulkankrater.

Trafikken var som i enhver storby meget tæt og vi flyttede os kun langsomt. Pludselig råber Egon, "er det ikke en statue af Winston Churchill, som stå der over". Vi får forklaringen, at man her i Quito har opkaldt områder efter kendte personer, så det er ganske rigtig.

På turen derud får vi en orientering om Inkariget, hvordan man fik samlet et så stort rige uden egenlige krige og senere fik delt det igen i Peru og Ecuador, samt om befolkningen.

Endvidere blev der fortalt en del om hotspotområder. Yderligere oplysninger kan findes på www.vulkaneksperten.dk

Lidt optræden i kryds oplevede vi også, men det er ikke unormalt hernede, at der bliver jungleret med bolde eller ildstave foran biler, når de holder ved et lyssignal. Så tjenes der nogle håndører.

Vi nåede frem til Pululahua, hvor vi stod på toppen og så ned over et frodigt landbrugsområde med huse og dyrkede marker. Krateret er ca. 6 km i diameter og der bor 300 menesker i området. Krateret ligger i en højde af 2850 m og omgivet af bjerge. I perioder ligger der ofte tæt tåge over området i krateret.

  

Al dyrkning foregår med stude og håndkraft, der findes ingen maskinhjælp til dyrkningen. Der dyrkes grønsager, majs og trætomater, som bæres op ad skråningen på hesteryg eller som folkene selv bærer op på ryggen. Det er ikke muligt at køre noget op. Det tager ca. 3 kvarter at gå op og en halv time at gå ned. Vi så også et oksespand som var ved at forberede jorden til dyrkning.

Ved indgangen til krateret så vi folk på tvangsarbejde. Det er normalt, at der udskrives folk fra et område til at udføre et bestemt stykke arbejde. Det ligner slavearbejde.

Herfra gik turen til ækvatorlinjen.

Ækvatorlinjen blev første gang påvist i1936, men er senere blevet flyttet nogle gange efter at der er udviklet mere nøjagtig opmålingsværktøj, og man derfor har kunnet placere linien mere nøjagtig.

Vi kørte forbi den gamle placering, hvor man i dag er i gang med at lave et stort anlæg for stadig at få turister til at besøge stedet.

  

Den nye ækvatorlinje ligger nogle km fra den gamle. Ved den nye ækvatorlinje er der etableret forskellige aktiviteter bl.a information om indianerstammer.

I området ind mod Columbia lever der indianerstammer, som ikke vil i kontakt med den øvrige befolkning. Man mener, at der findes ca. 20000 indianere, som mere eller mindre er skjult i junglen og lever fuldstændig isoleret. De fleste af disse stammer vil ikke i kontakt med den øvrige befolkning, og der er stort set ingen,der får lov til at opsøge disse stammer.

Nogle af disse stammer brugte tidligere skrumpehoveder som trofæer. For nogle af dem er det fremtrædende stammefolk, som på denne måde bevares. Hovederne fremstilles ved, at kraniet fjernes og skindet fra hovedet udfyldes med en sten og munden syes til, hvorefter hovedet koges.

Vi så et hoved af en 12 årig dreng, som var 150 år gammelt.

Inden vi forlod denne udstilling kom guiden med et tildækket hoved af en gammel dame som formentlig var op mod to hundrede år. Hovedet var på størrelse med en knytnæve, og man kunne tydelig se alle rynker. Hovedet måtte ikke fotograferes for ikke at ødelægge det.

Der er igennem tiden fremstillet en del hoveder, som er solgt til forskellige museer i hele verden. Disse er gennem de sidste år blevet kaldt tilbage til Ecuador.

Vi så også en udstilling med et par meget store slanger, krokodiller, fugleederkopper og en kandadu "penisfisk". Fisken lever i floderne og går i urinvejene hos både mænd og kvinder. Dette er farligt for de guldgravere vi tidligere har set i floden.

En af stammerne i junglen hedder Wuaorani. Stammen lever på grænsen mellem Columbia og Ecuador. Stammen ønsker ikke kontakt med den øvrige del af befolkningen, men har dog indvilliget i at komme til ækvatorlinien for at vise noget om deres leveform i junglen. De havde bygget en hytte på ca. 10 gange 10 m svarende til den de normalt lever i . Der bor ca. 10 personer i en sådan hytte.

Der var udstillet en blowgon "pusterør"og et spyd. I pusterøret bruges giftpile og spydet havde to funktioner, således at det både kunne dræbe og bedøve.

Vi så en gravplads, hvor liget var begravet i en krukke med andre offergaver. Når høvdingen døde, befalede han de øvrige at drikke en bestemt drink, som bedøvede folkene eller i nogle tilfælde dræbte dem.

  

Vi fortsatte til ækvatorlinjen. Her blev fortalt om, hvordan man havde lavet en kalender med årstiderne og hvordan stjernerne stod. Indianerne brugte denne kalender til at bestemme, hvornår de skulle forberede jorden til såning, så og høste.

Der var vist en globus og vi fik en forklaring om polernes påvirkning og hvordan strømningerne i atmosfæren og vandet er. Herefter blev det demonstreret, at vand, som hældes ud af en vaske midt over ækvator, ikke roterer, når det løber ud. Derimod roterer det i forskellige retninger afhængig af, om man rykker få m mod nord eller syd. Dette blev demonstreret ved at flytte en vaske med vand henholdsvis 2 m nord og syd for ækvator. Det viste sig, at vand, som løber fra en vask på den nordlige halvkugle, roterer mod uret, hvorimod vand, som løber fra en vask på den sydlige halvkugle, roterer med uret.

Efter en god frokost på restaurant Jayac kørte. vi ind for at se La Compania De Jeses Church. Bygningen af kirken blev påbegyndt i 1587 af jesuiterne og var først færdig i 1634.

  

Jesuiterne blev udvist af Ecuador i 1589, to år efter kirken var færdig.

Dette er en af de rigeste kirker i Sydamerika. En kirke jeg aldrig har set magen til.Der er lavet udsmykninger over alt. I bunden af udskæringerne er der malet med en blodrød farve, som symboliserer Jesu blod.Toppen af udskæringerne er belagt med 23 karat bladguld. Der skulle til kirkens udsmykning være anvendt 7000 kg 23 karat bladguld. Den flotte kirke kan ikke beskrives, men bør ses.

Der var i mellemtiden begyndt at regne kraftigt, så i stedet for at gå ud at kikke på byens flotte bygninger fra kolonitiden, var der nogle som fandt et sted, hvor der kunne nydes en god kop kaffe eller en stor øl. (0,66 l flaskeøl)

Dagen sluttede med en god middag, hvorefter der skulle pakkes for at rejse videre til Galapagos næste morgen med afgang fra hotellet kl. 7.00

10-11-14 Quito Vis diasshow Hent alt

Søndag den 9. November 2014, Vulkanernes Boulevard

Skrevet af Lise og Hans.

Dagen starter med dejligt solskin. Vi har været tidligt oppe og har en lang køretur foran os.
Starten går kl. 8, og som sædvanligt er vi alle på pletten til tiden.

Lige udenfor byen på nogle skråninger ser vi steder med sten og lava fra vulkanen Tungurahua, som var i udbrud i 2010, der var også et mindre udbrud i 2012, hvor der ikke rigtig skete noget. Der er etableret flugtveje i tilfælde af nye udbrud. Vulkanen er stadig aktiv, og i dag ser vi røg fra den.

Vi kører igennem byer, som hver især kan noget særligt, - et sted står der flotte avokadotræer og her er mad dygtige til at dyrke grønsager, et andet sted laver de comboybukser og et tredie sted is.

Morgensangen foregår i bussen, nu kan vi alle snart sangen udenad.

Turen går ad vulkanernes boulevard, og snart kan vi se den 5875 meter høje vulkan Cotopaxi , som er vores mål i dag. Cotopaxi er verdens højeste aktive vulkan og har sne og is på toppen. Området omkring er meget brugt af klatrere fra hele verden. I 4800 meters højde er der bygget et refugium.

  

I visirtorcenter ser vi blandt andet på plancher, der viser, hvordan klimaforandringer har ændret området, her er også en flot planche , som viser vulkanernes boulevard.

På cafeen får vi et glas Coca te, og Grethe giver chokoladefrøer, da hun har haft fødselsdag.

Vi kører lidt længere op til Cotopaxi Nationalpark, hvor vi skal ud at trave en tur omkring lagunen. Det er en fin tur,selv om det tordner og truer med regn. Vi kommer alle tørskoede tilbage til bussen , og pludselig plaskregner det.

  

Da vi kører ned til vores frokoststed kan vi se, at der er faldet sne på toppen og der ligger sne i vejsiderne. På grund af vejret er cafeen fyldt op af mennesker,som har søgt ly for regnen, så vi spiser i bussen. Vi får lækre sandwich, som vores "kagedame" Vibeke i Banos har lavet.

Turen gå nu mod Quito, hvor vi skal bo i 2 nætter. Vi kører igen på Pan American Highway, men det var der nok ikke så mange, der opdagede, da de fleste i bussen blev ramt af en "morfar".

Vel ankommen til Quito og vores hotel blev vi indlogeret i fine værelser.

Nu har vi fået en dejlig middag, og kan glæde os til nye oplevelser i morgen.

09-11-14 Cotopaxi Vis diasshow Hent alt

Lørdag den 8. November 2014, Vandfaldenes Avenue

Skrevet af Maja &Oluf

Dagen i dag står på fuld aktivitet, så depoterne bliver fyldt op ved morgenbordet.

Vi skal ud og køre på mountainbikes og ud og vandre. Efter at have fået udleveret cykler og cykelhjelm samt en lille instruktion i gearskift osv., så starter turen. Vi skal køre ca. 15 km., heldigvis mest ned ad bakke. Området kaldes meget passende for vandfaldenes Avenue. Vi cykler i 2000 m højde i et meget smukt og bjergrigt område.

  

På bjergskråningerne dyrkes der masser af afgrøder og alle steder ses der også mange drivhuse. Utroligt at man kan så , høste og arbejde i jorden som ligger på en bjergskråning med en hældning på 45 til 50 gr. Efter høst skal alle varerne transporteres ned fra bjerget og til marked. Sikke et arbejde.

Cykelturen går derudaf med hold 2 med Lone i front. Undervejs gør vi holdt nogle gange for at kigge på. nogen af de mange ekstrem aktiviteter, der foregår i området. Der er bungyjump, rapelling, riverraftning osv. Der var også alternative måder at tage med svævebane på. Sikkerhed var der ikke meget af.

  

Kløften var temmelig bred og flere hundrede meter dyb. Vi så nogle som bare holdt i et reb med den ene arm og nogle med hovedet ned ad og så lod sig fire over kløften hængende i et tandhjul. På et tidspunkt kom vi til en svævebane som Lone sagde god for, så den var vi oppe i. Vi var 5-6 personer i en kurv hvor vi svævede over på den anden side. Midtvejs stoppede den og vi kiggede ned i den svimlende afgrund og med højt vandfald ved siden af. Alle kom godt ned, både hold 1 sammen med Ole og hold 2 sammen med Lone.

Et par kæder sprang af undervejs, men vores følgeguide, Paul klarede skærene. Vi afleverer cyklerne og fortsætter over mod et større vandfald vi skal se. Gåturen i Rio Verde er meget smuk med både masser af blomster og brusende flod med en undersøisk vulkan sø. Vi fortsætter turen over en hængebro hvor Vagns hat fløj af hovedet på ham og havnede i toppen af et træ. Farvel til den.

  

Nedstigningen til det store vandfald er en helt fantastisk flot tur ned af smalle stentrapper, to hængebroer og vandkaskader undervejs, for så at ende i et flot højt vandfald med flotte udsigter og regnbue nede i vandet. Superflot. Vel tilbage igen fra vandfaldet har vi god appetit til en dejlig frokost. Frokoststedet lå i en smuk have som førte ned til en brusende flod. Man kunne også overnatte der.

Vi fortsætter i bus op gennem terrænet og op til toppen i ca. 2.500 m højde. Der er masser af Bourgonvilla i lilla og røde farver på vejen op. Vi bliver sat af bussen og skal nu vandre ned af en vandresti som ender nede i Banos hvor vi bor. Heroppefra er der en formidabel udsigt ned over byen. Inden vi starter vandreturen nedad, skal vi lige have sunget vores morgensang, så det gør vi oppe på bjerget med den smukke udsigt. Så går vi af sted og det tager os ca. en halv time at gå nedad. Det var en temmelig stejl tur ned ad, men alle kom godt ned.

 

Efter et lille hvil er det tid til middagsmad. Vi skal spise ude i byen i aften. Lone synes vi skulle have lidt andet at spise i dag, så der blev serveret mange forskellige pizza hvor vi fik smagt de forskellige. Musik til maden var der også arrangeret. Supergodt. Nu skal vi lige forbi og have en drink på vejen hjem. Lone havde en lille twist med vores hotel fra dagen før, så vi var lovet een gratis drink allesammen. Vi fik faktisk to og aftenen blev sluttet hyggeligt af med dans og levende musik. Endnu en skøn dag. I morgen går det mod Quito.

08-11-14 Vandfaldenes Avenue Vis diasshow Hent alt

Fredag den 7. November 2014, På vej til Banos

Skrevet af Gunhild og Johannes

Vi vågnede ved at regnen trommede ned, sammen med alle de andre junglelyde, floden, fuglene, insekter og det varme vejr, det var en dejlig morgen og Grethe havde fødselsdag. Det blev fejret med sang, lagkage og en fin "tronstol" pyntet med alt godt fra haven/junglen.

  

Vi havde pakket kuffert da det var flyttedag, vi skulle forlade stedet midt i junglen - El Jardin Aleman. Men først fotografering af papegøjerne, de stillede pænt op inden vi forlod morgenbordet. Vore guider kom kørende med kufferter opad bakke - et slæb - men med smil og et hej. Vi sagde farvel til alle på lodgen med sang hip hurra, vi gav drikkepenge til "staffgruppen" og tak for alt det vi havde nydt.

Så blev det bustur til Banos, hvor både natur og kultur var meget varieret.

  

Små huse, fattige huse, hvad de indeholdt ved vi ikke. Vasketøj alle steder og i alle mulige kulører, mennesker i gaden og ved vejsiden. Nøgenbeklædte bjerge, floder, utrolig grønt. Levestandarden steg, kunne vi se, jo længere vi kom fra Amazon bassinet.

Lone fortalte i bussen, facts blev sat på plads.

• 50% af alle vulkaner er udslukte og kaldes keglevulkaner.
• 55 vulkaner er aktive i Ecuador.
• Den almindelig offentlige løn er 320 USD pr. måned - mindsteløn for 60 procent af befolkning.
• Den offentlige pension er 80 USD pr. måned.
• Bedre løn er 500 USD pr. måned - få mennesker får det.
• Offentlig pension 200 USD pr. måned.
• Man betaler 1% i gebyr for at betale med kreditkort.
• Ejendomsværdiskat er 150 USD pr. år for 150 m2.
• I junglen mindre ejendomsværdiskat - ca 50 USD pr. år.
• Mange bor til leje. ca. 90 m2 koster ca. 200 USD pr. måned. (nogle for subsidier)
• 2 børn pr. familie i byområder er almindeligt, flere på landet 8-12 børn i landområder 85% har ikke husforsikring - har ej råd eller prioriterer ikke dette.
• Sygehuset, læge er fri - men man skal bestille tidvis internet og hvem har det - prøv bare at tænk i junglen, men besværligt, så mange kommer ikke til læge.

Vores sommerfulgletur fik vi ikke da alle sommerfuglefarme i Ecuador var blevet lukket indenfor kort tid af politiske grunde af præsidenten

Vi ankom til Banos, hvor der stod massage på program.

Massage vi fik
fra top til tå
på lige og skrå
Massage til baller og lår
se hvor flot vi går.
Fødderne op på en disk
og det hele gik i fisk.

Om aftenen fejrede vi fødselsdag igen. Det var hos en dansk pige Vibeke, der har boet i Banos i 13 år og har en cafe. Hvor vi fik super kaffe og hendes livshistorie om. hvordan hun var havnet her - Fin aften ......

 

07-11-14 Amazonas Vis diasshow Hent alt

Torsdag den 6. November 2014, Napo River

Skrevet af Ellen Cortnum

I byen Tena klatrede vi ombord i to store, overdækkede kanoer med  erfarent mandskab til at tage sig af os, og det var nu helt godt, for indimellem måtte kanoerne sno sig mellem grusbanker og strømhirvler. Afsted det gik på flod, der udspringer i det nordøstlige Ecuador og fortsætter ind i Peru, hvor den løber ud i Amazonas River. Napo River er 1.075 km. lang og meget bred.

  

Første stop var i en indianer landsby, hvor beboerne optrådte for os med traditionel dans og sang samt viste os, hvordan de bryggede den lokale øl ”Chicha”. De medbragte smågaver vakte stor glæde hos børnene i den lille skole - ikke mindst ballonerne, som desværre har den fejl, at de alt for hurtigt går i stykker. Et hus var fyldt med lokalt fremstillet turist ”klim-blim”, og da det var det første, men bestemt ikke eneste, sted, hvor vi kunne købe sådan noget, blev der handlet flittigt. Stedet var meget interessant – og meget præget af at være en turistattraktion. Måske var vi også attraktioner i vores store, klodsede gummistøvler, som vi bøvlede med hele dagen til stor fornøjelse for beboerne de steder, vi besøgte. De var unødvendige denne dag, fordi det ikke havde regnet, men har sikkert været udmærkede andre dage.

  

Dernæst lagde vi til land ved en kaffe/kakaofarm, der var ejet og drevet af en amerikansk kvinde Elisabeth. Vi fik rundvisning og fin forklaring på, hvordan det gik for sig, og hver især plantede vi en kakaobønne i en urtepotte, som så skulle blive til en plante, og der blev ristet og malet kakaobønner samt smagt på den færdige kakaodrik.

Efter endnu en skøn sejlads gik vi i land på en flodbred, og en-to-tre blev der fremtryllet lækker frokost, som var medbragt i kanoerne. Superhyggeligt, og pyt med den lille regnbyge, der kom, ingen har skade af at blive våde i det varme og fugtige klima i Amazonas Basin. Mens vi spiste, kom der en afdeling soldater svømmende forbi med oppakning og et par vinkelbesatte personer i medfølgende både. Det er da en træning, der vil noget! Kaptajnen på kanoen fortalte, at der skam var slanger i floden, så  godt, vi ikke havnede i vandet! I øvrigt så vi en kvindebåd i en vig i nærheden af vores rasteplads, måske havde de været ude at fange fisk til aftensmaden.

  

Så gik turen tilbage til Tena, og en erfaren sejler som mig kunne kun nyde sejladsen og den skønne natur. Undervejs så vi flere steder guldvaskere og fik at vide, at mange familier måtte leve af den indkomst, det kunne give.

Var det mon den dag, hvor en af de frække og charmerende aber i Tena snuppede en pose chips ud af Vibekes hånd? Sikket et gilde, aberne holdt med tyvekosterne, og det var sjovt at se, hvordan hierarkiet fungerede.

Lidt småtrætte og i højt humør kom vi tilbage til El Jardin Aleman lodgen, hvor vi senere fik en dejlig middag under halvtaget omgivet af frodig jungle, et par papegøjer og nogle venlige og dygtige ansatte, der sørgede godt for os på alle måder.

06-11-14 Napo River Vis diasshow Hent alt