lørdag den 7. februar 2015

Lørdag den 7. Februar 2015, Mt. Cook

Skrevet af Hanne & Thorkild

Endelig,endelig. Efter en uge på New Zealand hovedsagenslig med regn og blæst,vågnede vi op til en klar blå himmel og vindstille vejr.Perfekt til en udflugt til Mt.Cook national park,som var programsat til idag.Selvbruneren blev pakket langt vægt og solkrem med faktor 30 fundet frem.

Vi forlod MacKenzie Country Hotel i byen Twizel,hvor vi boede og kørte mod nationalparken. Undervejs fik vi lidt historie fortalt af Lone bl.a.om Edmund Hillary,der før han besteg Mount Everest i 1953,havde trænet netop på Mt.Cook. Turen tog os langs Lake Pukaki,som er en opdæmmet sø. Første stop ved Peters lockout,hvor vi havde det første blik ind mod Mt.Cook og den omkring liggende bjergkæde. Solen strålede ,ingen skyer,pragtfuld udsigt og højt humør.

New Zealand 2015 563  N Z 2015 567

Bussen nåede frem til "Base Camp",hvor vi skulle fortsætte vores tur til fods gennem Hooker Valley.Her var det meningen,vi skulle have sunget morgensang. Det glemte dog alle. (Måske var det derfor vejret blev så godt).

Vi blev delt op i 3 grupper alt efter hvor hurtigt og langt man ønskede at gå, og hver gruppe fik en lokalguide med. Turen var ca.5 km. hver vej. Vores vicetourleder Ole, havde advaret om, at det kunne være koldt i skygge og blæst og havde anbefalet lange underbukser, mamelukker og regntøj yderst. Det viste sig dog, at han havde undervurderet den New Zealandske sol, og snart kogte hele gruppen ,og det blev nødvendigt at afføre sig det meste. Det gav dog ingen skår i glæden, da turen blev smukkere og smukkere og solen skinnende fra en skyfri himmel. Efter ca.1:20 nåede den første grupper ud til gletchersøen. Et ufatteligt smukt område.Vi havde svært ved at løsrive os fra området, men da gruppe 2 nåede frem en lille time senere, begyndte vi tilbageturen.

New Zealand 2015 561 New Zealand 2015 570 New Zealand 2015 575

Da alle var nået helskindet tilbage til "Base Camp", var det blevet tid til frokost,og Ewan kørte os op til Charlies Cafe'. Charlie var en af de lokalguider, vi benyttede.Efter frokosten var det meningen,vi skulle have besøgt en malkestation, men Charlie berettede, at en anden gletcher Tasmanian, havde kælvet med et isbjerg og han syntes, det var en lille omvej værd for at se det. Som sagt så gjort. Denne gang skulle vi kun gå 15 minutter for at nå gletchersøen, men til gengæld gik det stejlt opad og blæsebælgen gik for fuld damp, da vi nåede søen. Atter en gang ufatteligt smukt, selvom det nyfødte isbjerg nok var mindre, end vi havde forestillet os. Så gik det ned ad bjerget igen for at komme til bussen, som kørte os til den føromtalte malkestation.

New Zealand 2015 578 New Zealand 2015 579 New Zealand 2015 582

Gården,som vi besøgte,havde 3 af disse malkestationer,som hver betjente 2100 malkekøer. Køerne blev gennet ind i en roterende station med plads til ca.80 køer, fik noget foder og blev malket på de ca.5 minutter, det tog at køre en omgang. Så bakkede de ud af boksen og gik tilbage til den mark, de var kommet fra. Der skulle 4 mand til at betjene de 2100 køer. 2 til at malke og 2 til at drive køerne ind og sørge for markerne.Køerne ydede ca. 45000 liter mælk om dagen.

Det giver ca.5500 liter pr.ko pr.år. Det er ca.halvdelen af det en dansk ko yder.

Sidste punkt på dagsprogrammet var et besøg på en laksefarm,som lå lige uden for byen Twizel, som vi boede i. Laksene blev opdrættet i store bassiner i ferskvand fra floderne. Det var store fisk, der svømmede rundt, og det var også muligt at købe laksesider og hele fisk.

Efter en dag med store indtryk og fysiske udfoldelser gik det tilbage til hotellet og aftensmaden.

Efter aftensmaden blev der lejlighed til lidt fællessang ,hvor vores sublime klaverboksere Yrsa og Keld holdt sangerstemmerne i snor.

fredag den 6. februar 2015

Fredag den 6. Februar 2015, New Zealands Nationaldag

Skrevet af Ingelise og Poul-Erik

Morgenmaden blev indtaget fra klokken 07.30 for de fleste, men blev afbrudt af brandalarmen på hotellet, hvorefter vi alle måtte udenfor, det var koldt, og ikke alle der var klædt på til at stå udenfor indtil brandvæsenet  havde været og meldt klar.

Det viste sig at være et brændt ristet brød.

Efter morgenmaden kørte vi til Botanisk have i Dunedin, der er New Zealand ældste have, 120 år gammel. Vi blev opfordret til at se rosenhaven, men der var meget andet end roser, flot gammel væksthus med mange forskellige planter. Imens var Lone og Ewan på indkøb, så vi ikke gik sukkerkolde i bussen.

New Zealand 2015 491 NZ-2015-0908 0231

Derefter gik turen langs kysten til Moeraki Boulders. En pæn tur med meget landbrugsjord, Lone fortalte om Palmerston hvor der er fundet en guldmine i nyere tid, ved Moraki Boulders gik vi ned på stranden, hvor vi så de store og små Boulders, der kunne veje op til 4 tons.

Efter tur på stranden og ad en sti tilbage til Blue cod, hvor vi fik en lækker frokost (hvor nogle købte ginger beer non alkohol) det var så slemt at Erik måtte have en øl til at tage den grimme smag af sodavand.

06-02_a 06-02_b 06-02_c

Derefter gik turen gennem endnu flere landbrugsområder hvorefter vi kom til en kalkstensformation, der for en enkelt lignede en stor elefant. Videre til et kanal og søområde, med flere kraftværker der yder ca. 30% af al elekticitet. Her indtog vi vores medbragte kaffe og småkager i flot vejr. Vi ender ved vores hotel der ligger i Twizel, hvor vi har fået nogle flotte værelser, med god plads. Vi skal være her i 2 nætter. Klokken 17.15 var alle indkvarteret.

Alt i alt i en dejlig dag med sol og godt vejr.

torsdag den 5. februar 2015

Torsdag den 5. Februar 2015, Dunedin & Otago Halvøen

Skrevet af Anne-Grethe & Allan

Morgenmad 07.30 og start på Byrundtur 0845

Vi starter med at køre til Signal Hill, hvorfra der er en udsigt over hele byen, her har vi morgensang, med én tilskuer, en løber der beholdte sine øretelefoner på. Efter at Lone havde fortalt hvad vi kunne se der oppe fra, kørte vi ned mod byen igen, hvor vi skulle trave op ad verdens stejleste vej. Hvor de fleste nåede op med Anne-Grethe som rosinen i pølseenden. Det var noget af en strabadstur, der vel svarer til en sort løjpe i Norge. Flere måtte gå i zigzag ned for ikke at få for meget fart på. Nogle var inde for at købe et bevis på at man havde gennemført turen, men der var nu ikke en seriøs kontrol med om man virkelig havde gennemført strabadser.

0190  IMG_1272

Vi kørte derefter ind til universitetsbyen der hedder Otago hvor der for tiden går ca. 22000 studerende pr semester, jeg tror vi mødte de 20, der så ud til at studere. Det koster ca. 12000 dollars pr. semester at studere, der var ca. 30 danskere for tiden der studerede her.

Efter besøget her blev vi kørt til banegården, hvor vi var inde og se den gamle bygning, og hvorfra toget gik på en 2 timers tur. Det var en flot gammel bygning med mosaik gulve og stuk, på 1. sal var der kunstudstilling og souvenir bod, hvor der bla. Stod en ældre herre og lavede billeder.

Derefter havde vi fri en times tid, hvor vi skulle gå op gennem byen og derefter mødes ved Sct. Pouls kirke. Vi benyttede tiden til en kop cappuccino der blev indtaget i en cafe, hvor næsten alt var sort, selv lamperne i loftet var sorte, men kaffen var ganske udmærket, når der kom lidt rørsukker i.

N Z 2015 373  New Zealand 2015 409

Så er vi oppe i kirken, hvor Lone holdt et lille foredrag om kirken og dens nye tilbygning, og hvordan familier donerer penge ved at købe f.eks. en bænkerække ligesom man i Ikast kan købe en plads i sportshallen, men den gælder kun for 1. år.

Vi er nu hjemme på hotellet, hvor vi fik varm mad, men hvor Erik ikke gad hente en øl, men Kjeld forbarmede sig over ham og tilbød at hente en øl til ham, hvorefter Erik var hurtig til at høre om han så ikke ville drikke hans vand, som han havde hældt op..

Vi fik udleveret vores madpakke, som er så stor, at der knap er plads til den i rygsækken, men vi skal først forvente at komme hjem ved 22.00 tiden.

Eftermiddag:

Vi blev hentet af 2 minibusser med vores guider, hvor vi fik Jane & John med vores bus. Vi kørte først mod Otago halvøen, hvor vi startede besøget med en tur op i Albatros reservatet, hvor vi så mange albatrosser der lå på rede med unger,  flyvefærdige teenager der øvede start og landinger, hvilket var et fantastisk skue, vi så en film om albatrosser inden vi gik ud i observationstårnet. Efter at vi havde set os mætte gik vi igennem souvenirkiosken og ud i vores biler, hvor vi nu skulle ned og se på pingviner, dette foregik via en lang travetur ned til stranden, op ad trapper, ned ad trapper op ad bakker, ned ad bakker, så der er nogle med ømme muskler i morgen.

Men vi fik set pingviner, pingvinunger, sæler i det område.

 05-02_a 05-02_b 05-02_c

Tilbage til bilerne, hvor vi så skulle gå over en mark til en anden side af kysten, hvor vi skulle se sæler med mange unger, der boltrede sig i små børnehaver. Undervejs fik vi spist vores medbragte madpakke. Alt i alt en hård tur med fysiske udfordringer, og mange spændende oplevelser.

Hjemme på hotellet kl.: 21.45.

onsdag den 4. februar 2015

Onsdag den 4. februar 2015, Purakaunui & Nugget Point

skrevet af Kirsten og Peter

Forlod Invercargill ad Southern Scenic Route mod Catlins med en stiv kuling som følgesvend Det første stykke vej gennem fladt farmer-land med køer, får og hjorte.

Ole rapporterede fra den finansielle verden (indlånsrenten i Nationalbanken er nu negativ!) og fortalte om andre nyheder i spredt fægtning.

Kørte ind i kuperet terræn på snoede veje i The Catlins Coastal Rainforest Park, - en del af kørslen foregik på grusveje.

Stoppede ved Curio Bay som er opholdssted for søfugle, sæler og pingviner, og hvor hvaler også lejlighedvis skulle dukke op.. Det blæste en halv pelikan og Keld mistede hurtigt sin kasket, som blæste ud over klinten.Dermed lykkedes for Keld at miste sin 2. kasket på få dage. Solen var fremme, men indimellem kom der heftige byger.

N Z 2015 338 New Zealand 2015 367 

2 kulderesistente damer svømmede med Hector delfiner i bugten.

Pingvin- og fossilwatching: På grund af vejret var det ikke muligt at komme ud til fosssilområdet, men Poul fik øje på et par guløjede pingviner inde i tæt bevoksning.

Kort stop ved Florence Hill Lookout med god udsigt ned mod brede sandstrande.

Gjorde holdt ved Purakaunui Falls. Vandrede ad sti gennem regnskoven med rislende småbække og alsidig, fugtig, tæt bevoksning med mos, bregner, træer og buske. Smagte på blade fra et pebertræ og så bl. a. små ”pletter- i -luften” buske. Stoppede nogle hundrede meter inde i skoven ved det idylliske vandfald.

N Z 2015 313 N Z 2015 314 0181

På grund af det heftige, lunefulde vejr blev den påtænkte picnic-frokost erstattet af sandwich-frokost på Peggydale Cafe nær Balclutha. Der var også efterfølgende mulighed for indkøb af souvenirs, lækre strikvarer af merino/possum-garn, m.m.m. i butikken som lå i tilknytning til cafeen.

Vi satte kursen mod Nugget Point, - de sidste ca. 5 km ad grusvej helt ude ved kysten, Vi spadserede i regnbyger og stærk blæst mod fyrtårnet, og så undervejs kolonier af skestorke og pelssæler med unger. Nogle af os mente vi så nogle pingviner, men iflg pålidelige kilde så vi IKKE pingviner men shearwater-fugle.

Fra udsigtsplatformen ved fyrtårnet var der kig mod de små ”guldklump/nugget”-klippeøer.

Kørte de sidste ca. 100 km mod Dunedin gennem såkaldt rolling country, d.v.s. blødt kuperet, åbent land som kan minde om Skotlands natur, - i øvrigt var det på disse kanter at chauffør Ewan voksede op.

Dagens tur sluttede kl. 18 ved Hotel Cargill i den ”skotske” by Dunedin.

tirsdag den 3. februar 2015

Tirsdag den 3. Februar 2015, Sound of Silence

skrevet af Rita og Holger

Dagen starter tidligt, kl. 5.30 er der flere, der lister rundt på gangen. Kl. 6.00 går snakken lystigt og kl. 6.30 starter skibets motorer, og næsten alle er gået op på dækket for at nyde morgenstemningen og det blanke vand. Ingen delfiner pt., sover nok fortsat. Præcis kl. 7.00 er der det store morgen ta selv bord, som er mindst ligeså flot som på hotellerne.

Skibet sejler ganske langsomt og vejrguderne har også i dag bestemt, at vi skal have en blanding af sol og regn. Kl. 8.45 bliver alle bedt om at gå op på øverste dæk.

Vi er sejlet ind i bunden af en lille arm til Fjorden og skibet slukkede motoren. Vi var i forvejen adviseret om, at vi i 8 minutter ikke måtte sige noget.

0178 IMG_6689

Sound of silence

I 8 minutter står alle stille og nyder stilheden, lugten af regnskoven, den fantastiske fjord og får slettet hvad der har hobet sig op på harddisken. Samtidig er solen brudt igennem og lyser i striber ned over regnskoven og fjorden, hvor den grønne vegation spejler sig i vandet.

Da tiden er gået starter motoren igen og skibet vender for at sejle tilbage til vores udgangspunkt. Samtidig fortæller Lone, at i 1851 var regnskov og fjord et inferno af fuglestemmer, mens der i dag kun er ganske få fugle tilbage pga., at Staut og Possum stjæler fugleægene.

Kl. 10 er vi i havn og båden forlades, men vi når dog først lige at synge vores morgensang akkompagneret af Kjeld. De øvrige passagerer så ud til at nyde sangen.

På vejen tilbage gennem regnskoven er der sket et skred hvor træer og mos er faldet ned. Vi kan dog godt komme forbi.

Turen over Manapouri søen går stille og roligt og der er denne gang ikke nogen savnede personer. Vi får en god frokost på Manapouri Lakeview Motor Inn og fortsætter derefter med retning mod Invercargill på en smuk Marguriette rute. Vi ser store fåre og hjortefarme og et sted kører vi efter en lille lastbil, hvor 2 fårehunde står bundet på ladet. De står rolige og har sikkert prøvet det mange gange før. En anden ting, som vi ikke har set tidligere andre steder er, at man donerer halmballer til Støt Brysterne. Normalt er halmballerne pakket ind i grøn plastic, men de donerede er pakket ind i lyserød plastic. Det kan vi tage med hjem, som værende en god ide.

New Zealand 2015 322 DSC00710 NZ-2015-0698

Efter et lille stop kommer vi til Invercargill, som er en skotskpræget by med 60.000 indbyggere

Her har vores buschauffør med familie inviteret os hjem, så vi kan få et indblik i hvordan en alm. New Zealandsk familie bor. Kaffe med gulerodskage indtages i garagen.

Herefter kører vi til hotellet hvor vi kun skal tilbringe en enkelt nat. Pænt hotel hvor swimmingpool, spa, sauna mm kunne benyttes. De fleste nåede det vist ikke pga. træthed og et langt program d. 4.2. Efter aftensmaden forsvandt de fleste hurtigt til værelserne for at bliver klar til en ny og spændende dag.

mandag den 2. februar 2015

Mandag den 2. Februar 2015, Doubtful Sound

Skrevet af Birthe og Hans

Efter 3 dejlige overnatninger i Queenstown, går turen i dag sydpå gennem et stort tyndtbefolket landbrugsområde med produktion af får, kvæg og enkelte korn- og sukkerroemarker. Vi kører mod Manapouri søen og Fjordland Nationalpark, som er 1,2 mio ha.

Den lækre frokost, som Lone, Ole og Ewan havde medbragt, spises indendørs, da vi desværre rammes af en af de 250 årlige regnvejrsdage i dette område. Derefter sejler vi over Manapourisøen - undervejs meldes mand over bord, og vi vender straks rundt, men mens vi leder, dukker han intetanende frem  - og det hidser lige konen lidt op.

New Zealand 2015 280 New Zealand 2015 283 N Z 2015 224

Vi sejler videre forbi et stort hydroelectricitetsværk, hvoraf 85 % bruges til aluminiumsproduktion. For ikke at hæve vandstanden 11 m i søen, har man valgt, at lade vandet falde 170 m ned gennem udgravede kanaler. Affaldet fra denne udgravning blev brugt til at lave vejen mellem denne sø og Doubtfull Sound - en 22 km lang vej uden anden tilgang end via søerne, og som kostede 2 $ pr cm. Det blev en fantastisk køretur gennem tæt og frodig regnskov bestående af bl.a. 500 forsk. mosarter, bregner, og en art bøgetræer med små blade. Pga den store fugtighed er træerne overgroet med mos. Her findes  også margueritter og røde juletræer.

Vi så et par fugle - wekaer - vandre over vejen. De oprindelige fuglearter har det rigtigt svært på New Zealand, da de lægger æg på jorden. For desværre medbragte indvandrerne bl.a andet possum og stout, som spiser æggene. I denne nationalpark sætter man derfor fælder op for at bringe dyrelivet tilbage til tiden, før indvandrerne kom. New Zealand har heldigvis ingen slanger.

0154 0160 0161

Endelig kom vi hen til Doubtfull Sound og steg ombord. Vi blev fordelt i 4-mands kahytter med forhæng som dør, og bad og toilet på gangen. Godt indrettet med et fælles areal, hvor vi senere kunne tørre tøj efter kajak- eller motorbådsturen.

Så begyndte sejlturen i regnvejr gennem et fantastisk bjerglandskab med meget stejle klippevægge, hvoraf nogle gik op til 1800 m højde - fuldstændig overgroet med vegetation. Her så vi også eksempler på smalle striber, hvor al vegetation var rutchet ned som løsrevne borrebånd. Det tager så 70-100 år inden naturen reetablerer sig.

Efter at vi havde set en stor flok delfiner springe, skulle nogle ud at sejle i kajak og andre i motorbåd. Dejlig tur i den fantastiske natur. Vel tilbage til skibet, tog enkelte en svømmetur i det noget kolde vand, og så fik vi serveret dejlig varm suppe. Sejlturen gik nu ud til Det tasmanske Hav, hvor vi så en masse sæler med unger, der lå og nød regnen på klipperne. Der falder ca 9000 mm regn om året i dette område!! Nogle så også en enkelt albatros komme flyvende.

Aftensmaden bestod af en lækker buffet, og vi hyggede os rigtig meget rundt ved bordene. Dagen sluttede dejligt med fællessang og Keld ved klaveret.

søndag den 1. februar 2015

Søndag den 1. Februar 2015, Skippers Canyon

skrevet af Esther & Leif

Direkte citat, Erik Madsen: "Det er bedre at skrive lidt og godt i stedet for meget lort", så det vil vi forsøge at efterkomme:

Dagens tur gik til Skippers Canyon, hvor den danske guldgraver Peter Anholm tilbragte nogle år i perioden 1858 - 1864. Lone læste flere afsnit af Peter Anholms erindringer og det var spændende at høre om de hårde forhold , som guldgraverne havde levet under og mange uden den store fortjeneste.

0126 0130 0140 

Vejen til Skippers Canyon var lidt af en udfordring, men vi havde heldigvis erfarne buschauffører, der førte os sikkert frem af de meget smalle veje, (chaufføren i vores bus blev kaldt Frodo og lignede faktisk Frodo fra Ringenes Herre). Området var brugt af flere selskaber til optagelse af reklamefilm, (Budweiser, Toyota, mv).

Vi besøgte det lille museum, som Wenky og hendes mand havde etableret på stedet, (effekter fra guldgravertiden). Vi forsøgte os herefter som guldgravere - der var 2, der var heldige at finde guld - den ene var Ole, der beskrev sit fund, som en guldklump.....det var nu nærmere på størrelse med et sandkorn, (et MEGET fint sandkorn).

 IMG_1256 0145

Der var 17 deltagere i jetboat turen på floden mellem klipperne og med en max. fart på 85 km/t - en fed oplevelse!

Lækker frokost med grillet lammekød og pølser af hjortekød og salater, (mad er en vigtig ting!).

Alle blev gjort klar til river rafting og blev klædt på efter alle kunstens regler. Det var en fantastisk oplevelse, som trods hårdt arbejde og lidt strabadser også gav tid til at nyde naturen.

Efter kaffe gik turen tilbage til Hotel Aspen, hvor der var annonceret grillaften. Kokken havde valgt, at lave maden og placere os indendørs, da det så ud til regn. Vi nød udsigten over søen og endnu engang dejlig mad.

Slut på endnu en dejlig dag fyldt med masser af historie fra guldgravertiden, fantastisk natur, fart og spænding.