onsdag den 23. september 2015

Onsdag den 23. September 2015, På vej til Yosemite

Skrevet af Mona

Turen ud af San Fransisco gik bl.a. ned gennem finanskvarteret. Ruten ud af byen kørtes efter kort og ikke GPS da den forlængede turen ca. 3 gange. Vi kørte over Bay Bridge - på underste etage. Vi så den gamle bro, som er ved at blive taget ned. Det arbejde kan tage op til flere år. Den blev ødelagt ved jordskælvet i 1989.

I 1906 var der et stort jordskælv, der blev målt til 8,3 på Richterskalaen. 826 mennesker mistede livet og 300.000 blev hjemløse, de boede i teltlejr ved det der i dag er Golden Gate området. Der var dårlige sanitære forhold, og der var fyldt med rotter.

Hjælp kom fra hele verden, der blev givet 8 mil. dollars til oprydning og genopbygning.

The Palace of fine Arts, blev bygget i 1915 og det står stadig, og det havde man ikke troet.

En del af strømmen til San Fransisco kommer fra Hoover Dam, og en del kommer også fra vindmøller. Hoover Dam producerer 4 mia. MW om året.

Der var stærk morgentrafik ind til San Fransisco. Det fortsatte i lang tid.

1-dag12 3-dag12 4-dag12

Vejret i dag så ud til at skulle blive endnu en varm dag. Det var dog ikke så klart som forleden dag, da vi skulle gå over The Golden Gate Bridge, som for øvrigt var en formidabel oplevelse for mig. Vejret den dag var faktisk den første varme dag i San Fransisco i lang tid, så vi var meget heldige.

På vores vej til Yosemite Nationalpark kører vi gennem et meget goldt og bakket område med mange vindmøller. Senere kom vi til et område med frugt og oliventræer ved Manteca og Escalon, der ligger ved vej 120, som fører os lige ind til Yosemite. Tidligere kunne nogle af disse områder blive oversvømmet ved forårstid, når sneen smelter i bjergene og floderne fyldes med vand og går over sine bredder. Vi er ca. 20-25 m. o. h.

Nu ved Tuolumne Meadows skifter landskabet, og der er nu kvægfarme. Farmerne får støtte til fodring af dyrene pga. den efterhånden 5 år lange tørke. Vi er nu ca. 300 m. o. h. Vi spiste frokost ved Mary Laveroni Community Park, Groveland CA. Her er vi i 815 meters højde. Stedet kaldes: Indgangsportalen til Yosemite. Nationalparken er på UNESCO's Verdens Kulturarvsliste. Yosemite Nationalparken har 125 års jubilæum i år.

9-dag12 20-dag12 21-dag12

Indgangen til selve nationalparken er i ca. 1600 meters højde. Parken er på 308,000 ha.

Yosemite dalen er 13 km lang, 1 1/2 km bred og 3028 ha.

Den består af 1287 km vandreruter, 240 fuglearter, 80 pattedyrarter, 1400 blomster og plantearterarter, 37 træerarter, 3,5 mill. besøgende om året.Det koster 20 dollars pr. bil for at komme ind i parken, hvilket giver adgang til parken i en uge.

Man kan se, at der er en hel del skov, der er brændt. Skovbrande opstår tit og ofte pga. menneskers uforsigtighed, men også ved lynnedslag. Skovbrande, der er kontrollerede er for at skoven kan forny sig selv. Frøene kræver varme for at kunne spire. Det er i USA, det foregår sådan. I august 2013 opstod der en stor brand, som bredte sig ind i Yosemite Nationalpark og var årsag til at 4200 ha skov brændte og tillige mange boliger i parken. 2000 brandmænd arbejdede med at slukke branden.

Da vi var kommet ind i parken, kørte vi ad Southside Drive langs med Merced River, og på et tidspunkt drejer vi ind på Glacier Point Road. Vi havde fået at vide, at vi kunne køre op til Glacier Point, men det viste sig, at det kunne vi ikke, så derfor gik vi i stedet op til Sentinel Dome i 2476 meters højde. Vi gik 241 højdemeter op, ca. 4 km. Efter at vi havde nydt udsigten og fået pusten igen og en energibar gik vi tilbage. Trætte og i godt humør kunne vi så sætte os i bussen og slappe af på vejen til El Portal, hvor vi bor på Yosemite View Lodge. Vi spiste til aften på hotellet. Vi fik ørred med grøntsager og ris dertil. Det smagte godt. Vi kunne så se tilbage på endnu en dejlig dag med masser af gode oplevelser og flotte naturscenerier.

tirsdag den 22. september 2015

Tirsdag den 22. September 2015, Alcatraz

Skrevet af Jens Ude, Bente og Jens Peter.

I dag skulle vi besøge Alcatraz, som vi havde glædet os meget til.  Alcatraz er èn af San Franciscos største turistattraktioner i dag. Afgang fra hotellet kl. 8:30. Vejret var blevet koldere, så vi måtte have en bluse på, men det er måske mere "San Francisco- vejr". Vi gik til peer nr. 33 - en frisk lille morgentur. Godt vi havde billetter, for den første ledige tur var den 28. september eller 04. oktober.

Afgang fra peer 33 kl. 09:35 med Alcatraz - line. På fordækket af skibet snakkede vi om, at det var godt at vi besøgte Golden Gate broen i går i solskin. Gråvejr og blæst passede måske bedre til den lidt dystre stemning på Alcatraz. Vi blev sejlet over samme sted som fangerne og gik i land samme sted.
Vi blev budt velkommen af en mandlig ranger og så derefter en film om Alcatraz`s historie fra starten som et militært anlæg med soldater og kanoner til at forsvare indsejlingen til bugten. Senere blev bygningerne anvendt til militærfængsel og fra 1934 - 63 blev øen anvendt til anbringelse af USA`s mest berygtede forbrydere, som man ikke kunne "have" i andre fængsler.  Alcatraz var på samme tid meget langt væk fra dagligdagen i San Francisco og alligevel tæt på, da de indsatte kunne høre larmen fra byen og havnemiljøet, særlig slemt var nytårsaften, hvis vinden var i den rigtige retning.

2-dag11 3-dag11 4-dag11

Rundvisningen startede i et stort rum, hvor fangerne i sin tid skulle afklæde sig, for derefter at blive afluset med brusebad m.m. Tankerne gik i retning af 2. verdenskrigs koncentrationslejre. De indsattes rettigheder var: mad, beklædning, husly og tilsyn af en læge. Hvad der kom derudover, var noget man skulle gøre sig fortjent til. Vi kom med på Lones hold, hvor hendes fortælling sammenholdt med lydoplevelser via de udleverede hovedtelefoner gav et fantastisk godt indblik i livet i fængslet - lige fra dagligdagen til flugtforsøget 11.06.1962, hvor 3 fanger flygtede via en skakt, som de havde gravet adgang til med hjælp af skeer. Det havde taget dem et år at grave sig adgang til skakten. Hvor der er vilje, er det vej. De flygtede via taget, og man mener, de er flygtet i en båd lavet af regnjakker. Man ved ikke, om de er omkommet eller lever et eller andet sted.

8-dag11 9-dag11 12-dag11 14-dag11

Der arbejdede 90 personer på Alcatraz - 8 timer ad gangen, men derudover boede der også familier derovre, og vi hørte bl.a., hvordan børnene blev sejlet til San Francisco for at gå i skole.
Alcatraz har i alt huset 1.545 fanger, og der har i tiden været 14 flugtforsøg. Blandt de indsatte har der været Al "Scarface" Capone, "Robert Stroud, the "Birdman of Alcatraz" and George "Machine Gun" Kelly.

I 1963 indså man, at fængslet var for nedslidt til at kunne fungere som fængsel. I den tidligere spisesal, var der en inskription, der sagde: "Alcatraz was never no good for nobody".
I 1969 blev øen besat af indianerne. De havde mange forhandlinger med regeringen om at købe det, men det endte med, at indianerne til sidst blev fjernet med magt i 1971.

Efter rundvisningen kom vi til shoppen, hvor en tidligere indsat William G. Baker signerede en bog om ham selv og livet i fængslet. Vi købte en og fik også taget et foto af ham. Han så fredelig ud i dag, men det var han vist ikke dengang.

Kl. 13.00 sejlede vi tilbage til fastlandet, og eftermiddagen var til egen disposition, der blev brugt til shopping, afslapning m.m.

mandag den 21. september 2015

Mandag den 21. September 2015, San Francisco

Skrevet af: Leif og Esther

Efter Elsebeths uheld i går var vores første tanke at finde ud af, hvordan hun havde det. Synnøve og Lone var der allerede og de have skaffet en kørestol, så Elsebeth havde mulighed for at deltage i dagens program.

Dagen bød på sightseeing i San Francisco. Vores lokale guide, Bea, fortalte bl.a. om San Franciscos voldsomme jordskælv i 1906 og igen i 1989, hvor mange blev dræbt og mange bygninger blev ødelagt. En del af San Franciscos 121 km2 er opdæmmet land og der er ca. 840.000 indbyggere.

San Francisco er bl.a. kendt for sine stejle bakker, hvilket vi fik at føle fra morgenstunden. Konditionen kom på prøve, da første stop var Lombard Street, der er kendt for en strækning på ca. 400 m med 8 hårnålesving, hvorfor den har fået betegnelsen "den mest snoede gade i verden". Lone fortalte, at der er 249 trin op og 251 trin ned ad gaden, hvilket fik pulsen op og gav sved på panden hos de fleste. Gaden var smuk med de ca. 2.000 Hortensia, der er plantet i området.

2-dag10 3-dag10 4-dag10

Inden vi kørte til Golden Gate Bridge, stoppede vi ved Palace of Fine Arts, der blev bygget til Panama-Pacific Expostion i 1915 med det formål at udstille finere kunst. Der står kun nogle få, men meget smukke bygninger/monumenter tilbage efter jordskælvet i 1989. Bygningerne står tomme og området anvendes idag i forbindelse med bryllupper og events.

Dagens højdepunkt for mange var traveturen over verdens vel nok bedst kendte hængebro, Golden Gate Bridge. Broen åbnede for trafik den 28. maj 1937. Den er 2,7 km lang og vejer knap 805.000 ton. Vejret var perfekt - fuld sol, 33 gr. og klart vejr, så det blev en rigtig fin tur for os. Da vi nåede Vista Point fik alle en badge med "I crossed the Golden Gate Bridge" og en brochure om broen, der var stemplet SEP 21 2015.

8-dag10 10-dag10 18-dag10

Vi kørte igennem det hyggelige Sausalito, der er et meget populært område med store yachts og fine husbåde. Frokosten blev indtaget på In n' Out Burger - burgere, der er tilberedt på den "sunde" måde - dog stadig inkluderet "hoftecreme".

Vi kørte tilbage over Golden Gate Bridge og indledte vores rundtur i byen, hvor vi så Bay Bridge, der har kørebaner i to dæk, (det nederste ud af byen og det øverste ind til byen), området Californien, China Town, Union Square, Castro District og udsigtspunktet Twin Peaks. Vi fik et "two million dollar view" over San Francisco. En tur med en af de kabeltrukne sporvogne blev en fin afslutning på dagens program. Vi sluttede dagen af med laks og Tiramisu på Cioppinos.

søndag den 20. september 2015

Lørdag den 20. September 2015, Napa Valley

Skrevet af Søs og Frede

Afgang fra hotel Holiday Inn kl. 8.00 ad hovedvej 101 mod Napa Valley.

På første del af turen var der marker med grøntsager. På en af markerne blev der sprøjtet fra en helikopter. Det var jo søndag, så var der jo ingen, der arbejdede. Senere blev det mere bjergområde med skovbevoksning.

Lone tildeler sig selv taletid om søndagen, og den benyttede hun til at fortælle om valget af vores morgensang og uddybe indholdet/teksten i sangen. Sangen er skrevet af en dame i Esbjerg i forbindelse med, at hendes mand var uhelbredelig syg.

På vej til Napa Valley passerede vi Silicon Valley og San José, som er et kraftcenter for IT-nørder. Nappa Valley (48 km. lang og 8 km. bred) står kun for en lille del af Californiens vinproduktion, men dalens 240 vingårde satser på kvalitet frem for kvantitet og Napa leverer USA's dyreste vin.

0-dag9 1-dag9 6-dag9

Vores besøg gjalt vingården V. Sattui, der er beliggende i bunden af dalen. Vingården har været i familien Sattui's eje siden 1885 og er de sidste 5 år kåret som bedste vingård i Napa Valley. På vores vej til V. Sattui passerede vi Robert Mondavi Winery, en vingård på 200 ha., hvor kronprins Frederik har stået i lære. Straks efter ankomsten til V. Sattui gik Lone på indkøb, og i løbet af en halv time var alt klar til en lækker frokost med masser af delikatesser og god vin.

Ved oprydningen var Elsebeth så uheldig at falde og kom til skade med knæet. Så var der vinsmagning. Vi fik præsenteret og smagt på 2 hvide og 3 røde vine og til slut en 130 år gammel madeira. Efter vinsmagningen fik vi en kort rundvisning.

Så var der afgang til San Francisco, men vi skulle lige forbi et område, der hedder Muir Woods beliggende i Golden Gate National Park, hvor der vokser Redwood træer.

10-dag9 16-dag9 21-dag9

Redwood træerne vokser 4-5 stk sammen i familieringe. De kan blive op til 115 m høje. I det område vi gik, var træerne mellem 500 og 800 år gamle og omkring 75 m høje. Vi så en skive af en træstamme, hvor der var markeret, at det var "født" i 909. Det var med møje og besvær, vi nåede til området. Det sidste stykke vej var ene serpentinersving på en smal vej uden autoværn og med slugter ved siden af. Joe, vores chauffør, klarede udfordringen på glimrende vis.

Bagefter gik turen så til San Francisco med tur over Golden Gate i aftenbelysning.

Vi nåede frem til vores hotel, Holiday Inn, kl. 20.00 og ikke som programsat kl. 17.30. Kufferterne blev hurtigt placeret på værelserne, hvorefter turen gik til Pompeis Grotte i Fishermann Wharf, hvor vi fik en dejlig middag.

Tak for en rigtig god, men lang dag, hvor temperaturen nåede over 30 grader.

lørdag den 19. september 2015

Lørdag den 19. September 2015, Monterey Bay

Skrevet af Annie og Kent

Kl. 08.35 var der afgang fra hotellet - der var sol fra en skyfri himmel. Vi styrede mod Monterey Bay.

Undervejs kom vi forbi en plads hvor der hver lørdag - viste det sig - er træf for gamle og spændende biler. Lone tog en hurtig beslutning og dirigerede vores chauffør Joe ind på pladsen, så vi lige kunne nyde "udstillingen" - vi fik 15 min.

Vi kørte herefter ad Cannery Row - et tidligere arbejderkvarter, men som nu var et dyrt og attraktivt sted - priser fra 2 mio. US Dollars og opefter. Vi blev sat af henholdsvis 4 km. og enkelte 2 km. fra Monterey Bay Aquarium, hvor vi så kunne gå langs havet hele vejen - en dejlig gåtur. Her mødte vi en "hundelufter" med en lille hund med hat og solbriller - nåede dog ikke at tage foto.

Langs stranden var der placeret en del bænke - bænke som var doneret af private, som havde en eller anden anledning - f.eks. til minde om ...... I Monterey Bay Aquarium gav Lone og Synnøve en guidet rundtur - et spændende akvarium - en god tur.

16-dag8 17-dag8 18-dag8

Akvariebygningerne var oprindelig en sardin fabrik, men p.g.a. overfiskning forsvandt sardinbestanden i slutningen af 40'erne, og der var ikke længere brug for en fabrik til forarbejdning af sardiner. Fabrikken blev omdannet til akvarie med bl.a penge fra David and Lucile Packard fonden. Vi sluttede besøget med en frokost, som bl.a bestod af en fiskesuppe serveret i et specielt brød, formet som en skål.

Herefter gik turen ad 17-Mile Drive langs kysten mod Pebble Beach - en rigtig smuk tur med flere fotostop undervejs. På 17-Mile Drive er en del mondæne/dyre villaer med tilhørende 3 golfbaner. Bl. a. lavede vi stop ved Spyglass Hill Golf Course - en spændende bane lige ved stranden - med det fineste sand.

20-dag8 22-dag8 23-dag8

Langs ruten groede en del Lone Cypresser - ca. 250 år gamle. De kan blive op til 300 år.

I Carmel by the Sea gjorde vi holdt ved et center, hvor der var mulighed for at se sig omkring - bl.a. var der chance for at se hunde med forskellig påklædning - Carmel by the Sea er berømt for at gøre meget for hundene - f. eks. har flere restauranter også et menukort for hunde.

Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor vi ankom kl. 17.45.

Aftensmad på El Torito - en mexicansk restaurant.

fredag den 18. september 2015

Fredag den 18. September 2015, Padjara Mittle School

skrevet af Ove og Marianne Lau

Det er bestemt ikke en hvileferie. Vi stod igen dejlig tidligt op og rutsjede nordpå ud af Highway one kl. 8.15 mod Wattsonwille i en stille morgendis. Der er klitter på venstre side mod vandet, så vi føler os næsten hjemme!

Lone er i vigør, så vi bliver fra morgenstunden belært om markarbejde. Vi er havnet i Californiens frugtbowle. De tidligere golde marker er erstattet af grønne, fyldt med salat. jordbær, artiskokker og des lige. Vi er lovet jordbær en af dagene, så der er noget at se frem til. Markarbejderne er alle mexicanere. De arbejder fra tidlig morgen, i dag med jordbær der skal høstes. Vi ser hvordan hundredvis af mennesker går i den stegende hede og knokler. Lønnen udbetales på check, sjovt for et så moderne land.

6-dag7 8-dag7 10-dag7

Vi ankommer tidligt på formiddagen til Padjara Mittle School, hvor en gruppe mexikanske børn venter på at komme til at spille fodbold med et dansk mesterhold. Børnenes ene lærer var vores lokale guide Margie. Hold da op, hvor hun har styr på børnene. 1,2,3: så var der ro. Børnene hørte lidt om Danmark, kongehuset og vejret. De fik at vide at Danmark er et lille koldt land med en meget velklædt dronning.

Efter dansk fødselsdagssang og en hurtig omklædning gik fodboldkampene igang. To stk. afbrudt af en lille pause. Trods opmuntrende tilråb, Dannebrog og bannere tabte vi begge kampe. Vist nok 3-1 og 4-1. Børnene var ellevilde, vi mere afdæmpede. Men en super oplevelse.

Kl. 11 kørte vi videre mod Moss Landing og Elkhon Slough, som er en National Park. Fantastisk område. På Fish Market fik vi en dejlig frokost med kammuslinger, fish and chips. Gruppen blev delt i to som på skift sejlede i det sumpede område for at se på vandlivet. Og der var nok at se på. Vi så: 34 forskellige fuglearter, 31 havoddere, 215 sæler og 365 søløver. Vi var ret optaget af havodderenes driverliv. De svømmer på ryggen og spiser muslinger i en uendelighed. Og pelikaner var der mange af. De spiser 25% af deres kropsvægt hver dag. Der blev skudt mange billeder på den tur. Nu ved vi alle at søløverne har ydre ører. Det har sælerne ikke. Søløverne lå rigtig og nød det på bådebroerne, så de var lige ved at synke. Sejlturen gik over i en en lille spadseretur i området, bla. var vi nede og gå ved Stillehavet, som ikke er så stille endda. Vi så enkelte hvalpust, men grundet høje bølger var det ikke muligt at se hvalerne.

14-dag7 22-dag7 25-dag7

Dagen sluttede i Santa Cruz. Det er hippiernes tilholdsted og her hænger man ud - sådan helt uformelt. Vi fastholdt det mexikanske tema og fik mad på en mexikansk restaurant. Det så ganske lovende ud, men helt vellykket var middagen ikke. Lone måtte tale med store bogstaver for at vi kunne få varm og ikke lunken mad. Det lykkedes!

En træt busfuld danskere vendte derefter næsen mod Seaside, hotel Holiday Inn. Godt mætte af og tilfredse med dagens indtryk.

torsdag den 17. september 2015

Torsdag den 17. September 2015, Hearst Castle

Skrevet af: Leif og Esther

Klokken 08.00 var bussen pakket og alle klar til afgang. "Mange tak - kom igen" stod der på skiltet, da vi forlod dejlige Solvang efter at have mødt nogle fantastiske mennesker med danske rødder, der alle havde været med til at give os nogle minderige oplevelser fra Solvang og omegn.

Kursen blev sat mod Hearst Castle. Området, vi kørte igennem, var meget tørt og det er nødvendigt at supplere med foder til kreaturerne, da der ikke er nok foder på markerne. Flere steder er markerne omlagt til vinmarker - bl.a. Santa Rita vinområdet.

Lone fortalte om Californiens historie og vi lyttede til "Happy trails", "On the road again" og "California girls", mens vi fortsatte turen mod Hearst Castle.

2-dag6 5-dag6 7-dag6

Lone gav en info om Hearst Castle, inden vi nåede frem: "Aviskongen William Randolph Hearst var en livsnyder med mange penge. I 1919 begyndte byggeriet af Hearst' drømmebolig og det varede 28 år, inden byggeriet var færdigt. Hearst inviterede skuespillere, filmstjerner , politikere og andre kendte til Hearst Castle for at få nyheder til sin avis. I 50 år brugte han ca. 1 mio. om året på slottet, (han indsamlede bl.a. antikviteter fra hele verden - dog hovedsagelig fra Spanien og Italien). Han døde i 1951, 88 år gammel".

Da vi nåede til Hearst Castle centret, blev vi transporteret i en af centrets egne busser til toppen af bjerget, hvor slottet lå. Vi blev vist rundt af en guide og så pejsestuen, spisestuen, billard stuen, samtalestuen og sluttede af med en lille stumfilm i biografen. Det mest bemærkelsesværdige ved rundvisningen var, at der var Heinz ketchup + sennep på spisebordet sammen med papirservietter - Hearst kunne lide det lidt simple og enkle. Guiden oplyste, at der havde været over 40,5 mill. besøgende efter familiens donation af stedet til staten i 1958. Huset indeholder 111 rum, hvor de 38 er soveværelser. Der var yderligere 3 huse på området, der blev brugt som gæsteboliger. De omkringliggende omgivelser var mindst lige så imponerende som selve slottet. Vi sluttede besøget af med at se den indendørs pool, der består af ikke mindre end 1 mio. Murano glasklinker og mange er belagt med bladguld. Et helt igennem imponerende og ubeskriveligt besøg.

14-dag6 22-dag6 28-dag6

De rød- og hvidternede duge kom på bordet ved "The William Randolph Hearst Memorial State Beach", hvor frokosten blev nydt med udsigt over havet.

Turen gik videre til Visat Point, (Piedras Blancas), hvor vi så masser af søelefanter. De ældste og største hanner slappede af i sandet, mens de unge hanner prøvede kræfter mod hinanden og ind imellem tog en dukkert i havet for at blive kølet af, (se evt. www.elephantseal.org, hvor der er mulighed for at følge livet på stranden).

Vi nærmede os Salinas og kørte gennem et stort område, hvor der dyrkes artiskokker, broccoli, blomkål, spinat og salat. Området producerer over halvdelen af USA's samlede produktion af disse grønsager. Arbejdskraften er hovedsagelig Mexicanere.

Forfatteren og Nobelprismodtageren John Steinbeck, der bl.a. har skrevet "Vredens Druer" og "Et mægtigt gilde", voksede op i Salinas.

Vi nåede frem til vores hotel, Holiday Inn Express i Seaside Monterey og sluttede dagen af med en super lækker middag på restaurant Chili.