Mandag den 23. November 2015, Sightseeing i Quito

Skrevet af Janne

Afgang fra hotellet kl 08.30. Bussen er lidt forsinket pga. trafik - vi er kommet til storbyen. I dag skal vi se lidt af Quito, Ecuadors hovedstad med ca. 3 mio indbyggere.

Undervejs til 1. stop hører vi om byen, som er 5 km bred og ca. 42 km lang, altså ca. samme størrelse som Langeland. Formen er betinget af bjergene omkring byen, som ligger i 2800 meter højde, og er verdens højest beliggende hovedstad.

1. stop er ved vulkankrateret Pululahua 2900 m over havet. Vi går op til et flot udsigtspunkt, hvor man ser ud over kraterbunden, der er befolket af ca. 100 familier, der lever af landbrug. Flot syn ud over bunden. Al transport af afgrøder og varer foregik tidligere (og til dels stadig) til fods op og ned ad den stejle kraterside.

Næste stop er Intinan museet ved ækvatorlinjen. Her deles vi i to grupper til rundvisning. Et spændende museum, hvor vi ser regnskovens dyr og hvordan indianerne levede (og til dels stadig lever) dybt inde i junglen. Vi ser bla. et 150 år gammelt skrumpehoved, og hører hvordan de blev lavet. I dag laver stammen kun skrumpehoveder af dyr - for at holde teknikken ved lige! Dernæst ser vi ækvatorlinjen og de fænomener, der er på linjen, samt effekten af jordens forskellige rotation på de to halvkugler. Til sidst ser vi en udstilling om kakao produktion, som arkæologiske fund har vist, går mindst 5000 år tilbage. Til vores overraskelse står her sørme udstillet en dansk bog af Claus Meyer om chokolade!

Tilbage i bussen indtager vi vores madpakker til frokost, mens vi kører tilbage til byen.

Først kører vi højt op på en bakke med forrygende udsigt over byen. Her står en 70 m høj statue af byens skytsengel. Dernæst kører vi til den charmerende gamle bydel, hvor vi bliver sat af på Uafhængighedspladsen med monumentet for frihedskæmperne i 1809, omkranset af flotte gamle bygninger: præsidentpaladset, rådhuset, en stor kirke og biskoppens residens. Den klassiske spanske måde at bygge byens centrale plads op.

Lige i nærheden ser vi jesuitterkirken La Compania, hvor der er brugt 7.000 kg guld til dekorationer, et imponerende syn. 

Herefter tid på egen hånd inden vi samles ved bussen på en anden flot plads og kører tilbage til hotellet.

Nu er det tid til at pakke til Galapagos, for det er i morgen vi rejser videre. Som altid er der virkelig tænkt over alle detaljer med service i top, så vi alle kan få den bedste oplevelse uden praktiske bekymringer. Alle får en rejsetaske til Galapagos, der pakkes med de maksimum 15 kg, vi må medbringe. Taskerne er nummereret, så vi hver især nemt kan finde vores, og kufferterne med resten af bagagen bliver i depot på hotellet. Dem ser vi først igen når vi mellemlander i Ecuador på hjemturen. En ekstra bonus er, at vi må beholde den ekstra taske og have to stk. bagage med på hjemrejsen. Så er der plads til alle vores indkøb. Det er da genialt udtænkt og fantastisk service! 

I dag er der dog sket en lille misforståelse - taskerne befinder sig et forkert sted. De ankommer derfor lidt sent til hotellet. Det gør nu ikke så meget, for restauranten på hotellet hvor vi spiser, havde glemt desserten, og taskerne ankommer lige, som vi har fået den forsinkede dessert.

Så er det i seng, vi skal være nede til morgenmad med færdig pakket bagage i morgen kl. 05.30.

Tak til Adventureholidays for endnu en dejlig dag - med oplevelser for livet.

Søndag den 22. November 2015, American Highway

Skrevet af Inge og Poul

Efter endnu en god gang morgenmad, forlader vi Banos med kurs mod Quito.

Nu er det jo Adventure, vi rejser med, så vi kører naturligvis ikke direkte til Quito. Der skal opleves noget.

På vej væk fra Banos ser vi eftervirkningerne fra det store vulkanudbrud i 1999. Store kløfter, hvor lavaen er løbet igennem.

Efter en halv times kørsel stopper bussen, og vi betragter på afstand et lille udbrud fra en vulkan. Der var mange skyer, men vi kunne dog se røgen fra udbruddet.

I Pellileo standsede bussen, og Fausto hentede byens specialitet en slags pandekage med rørsukker, alle fik en smagsprøve.

Efter at have passeret storbyen Amato (240.000 indbyggere), kørte vi ind på American Highway (vulkanernes avenue), der er 55 vulkaner i Ecuador. Til oplysning kan anføres at American Highway starter i Alaska og slutter i Ildlandet (ca. 28.000km).

Vi stopper herefter i Pujili, hvor vi besøger Milton en lokal kunstmaler, der maler på gedeskind. Konen havde en forretning med ponchoer og alt muligt fra tørklæder til souveniers. Ægteparret havde en god dag med en stor omsætning, idet hylderne med malerier blev stort set tømt.

Efter Pujilli kørte vi direkte op i æ himmel (3.800 m). Under vejs til æ himmel stoppede vi ved en alpacaflok. Vi fik vore madpakker, som blev fortæret under vejs.

Ved vulkankrateret Quilotoa blev der gjort et større ophold. Man blev delt i 2 grupper. Gruppe 1 som ville gå med til søen i vulkankrateret og med muldyr op, og en gruppe som kun ønskede at gå lidt ned af stien eller helt blive oppe på kanten. Der er fra kanten en fin udsigt ned over søen, og normalt også til de omliggende vulkaner, men desværre var det temmelig overskyet.

Vi skulle samme vej tilbage, og på grund af højden og stor indtagelse af væske kunne hele vejen ikke klares uden stop. Herrerne til venstre og damerne til højre.

Vi havde dog observeret, at der var et par hytter (hytter lavet af træ og herefter beklædt med græs.

Fausto fik snakket med bonden, og vi fik lov til at se , hvorledes en familie klarer dagen og vejen.

Det blev en stor oplevelse (i hvert fald for os). Inde i hytten var over 100 fritgående marsvin samt kyllinger (ikke overdrevet). Hvordan bonden kunne leve sammen med dyrene er en gåde. I løbet af ingen tid kom hans søn, sønnens kone og børn - naboer, og vi fik forklaret, at hans indtægt kom fra marsvinene, somhan solgte levende på det lokale marked, samt fra dyrkning af forårsløg (kunne høstes 3 gange om året). Alt foregik med stort smil fra familiens side.

Herefter kørte vi mod Quito, som vi ramte i øsregnvejr.

Efter indkvartering fik vi en dejlig aftensmad på en nærliggende restaurant.

Lørdag den 21. November 2015, Cykeltur i Banos

Skrevet af Kamma og Birgit

Dagen hvor vi fik morgenmaden i omvendt rækkefølge! Yoghurt med frugt kom sidst på bordet.

Fra morgenstunden var der cykelinstruktion ved Lone. Udlevering af cykler og cykelhjelme, og så klar til afgang. Vi startede i 1800 moh og sluttede i 1500 moh. Ruten gik ad vandfaldenes avenue - Avenida De Cascadas. Vi gjorde stop undervejs for at kunne få en tur i svævebanen hen over floden og for at komme tæt på et vandfald.

Da vi kom ned, blev cyklerne afleveret, og vi gik en tur langs den grønne flod, hvor Amazon bassinet starter. En meget flot tur, hvor floden løb mellem basaltvægge. Vi gik over flere spændende hængebroer for at komme om til Djævelens vandfald. Et utrolig flotyui syn med det brusende vandfald og en regnbue hængende over slAugten.

Efter den fantastiske gåtur var der lækker frokost i Mira Melindo i Rio Verde.

Turen gik videre til Banos og op mod den aktive vulkan Tungurahua. Et par stykker valgte at gå hele turen op og ned igen. Andre blev sat ved udsigtspunktet og gik ned derfra. De sidste tog bussen hjem.

Sidst på eftermiddagen havde 11 af pigerne valgt at få fodmassage. De kom alle tilbage med farvestrålende tånegle. Nogle så det matchede deres bluse. Imponerende!

Kl. 19.30 mødtes vi alle igen for at få aftensmad på Swiss Bistro. Ikke kylling eller fisk - men en god steak med dejligt tilbehør.

Fredag den 20. November 2015, På vej til Banos

Skrevet af  Eva og Kim Grann

I dag kører vi fra vores lodge i regnskoven, vi kører gennem Puyo provinsen til Tungurahua provinsen. Vores mål er byen Banos der ligger i 1800 meters højde.

Undervejs får vi fakta om bla. den stor-kommercielle olieudvinding og den lokale guldgraveri. 2 yderpunkter i udnyttelsen af jordens ressourcer.

Vi kører gennem Pastaza provinsen, hvor de lokale bønder dyrker sukkerrør, som de sælger til opkøbere der kører rundt i deres lastbiler og opkøber varer. Sukkerrørene bruges til produktion af saft, slik og melis. Der dyrkes også en del Kina-kartofler i provinsen.

Vi gør et stop i Pujo som ligger i 900 meters højde. Der har vi mulighed for at købe souvenirs i en af byens souvenirbutikker samt i de lokales boder hvor der sælges slik, saft og snaps. Derefter er der frokost på La Hacienda hvor vi får en lækker BBQ.

Efter frokost kører vi op i bjergene langs floden Pastaza, som sammen med andre floder danner Amazonas basin. Vi kører ud af Pastaza provinsen og ind i Tungurahua provinsen. Tungurahua vulkanen er 5010 m høj, og er i moderat aktivitet. Netop i nat har der været et lille udbrud, der betyder, at vi alt efter vindretningen, skal bære støvmasker som værn om askestøv under vores ophold i Banjos.

Vi kører op i bjergene for at finde et godt udsigtspunkt til vulkanen. Vi er ualmindelig heldige med vejret. Solen skinner, og der er næsten ingen skyer på himlen. Da vi kommer op til udsigtspunktet i 2000 meters højde, får vulkanen et lille udbrud, der kaster røg op mod himmelen. Vi kunne ikke være heldigere. Se evt. Vulkaneksperten.dk<http://vulkaneksperten.dk> for at læse mere om vulkanen Tungurahua.

Efter ankomsten til vores hotel for de næste 2 nætter, er der tid til en lille rundtur i byen, og til en dejlig omgang massage. Om aftenen spiser vi middag på Pappardelle og drikker kaffe hos Vibeke. Tak for endnu en dejlig dag.

Torsdag den 19. November 2015, Kanotur på Napofloden

Skrevet af Connie og Søren.

Vi starter turen, med at køre til Mishualli, hvor Mishualli floden og Napo floden mødes, ca. 200 - 400 km. fra Amazonflodens udspring. Heldigvis er vandstanden i floden faldet med ca. 1 1/2 m. på et døgn, så strømmen er ikke så vild i dag. Vi fordeles i 3 kanoer og sejler afsted . Langs floden ser vi banan og papaja plantager.

1 klase bananer indbringer ca. 1 dollar, hvorfor flere også ernærer sig ved guldgravning. Her kan man tjene ca. 300 dollars om måneden.

De guldgravere vi mødte, brugte maskiner til at fjerne stenene fra bunden af floden og

suge sandet op. Herefter skyllede de sandet i skåle på gammeldags maner. En sådan maskine koster omkring 6.500 dollars.

Vi gjorde stop ved landsbyen Muyuna, med 33 familier, ca. 160 personer af Quecha stammen. I denne landsby bliver pigerne mødre, allerede når de er 12 -13 år gamle. De har en gennemsnitlig levealder på 68 år.

Landsbyen ernærer sig ved landbrug og fiskeri samt turisme. Alle deltager i arbejdet, også børnene.

Vi blev budt velkommen i landsbyens forsamlingshus, en traditionel bygning med Yuca palmeblade på taget, som tætnes med røg.

Vi blev budt på Chicha, som er en slags øl, lavet på Yuca rødder. I gamle dage tyggede kvinderne rødderne og blandede dem med spyt, for at få det til at gære.

Nu koger de Yuca rødderne og morter dem. Sød kartoffel rives og blandes i, for at sukkeret skal hjælpe med fermenteringen. Til sidst tilsættes kogt vand og efter ca. 7 dage er chichaen færdig. Den smagte som gæret valle.

Vi blev også budt på en lokal te, serveret i skåle lavet af græskarskaller.

Herefter opførte de lokale en dans og et par af os gæster, blev budt til at deltage.

Den lokale shaman rensede Birthe og Inge. Det foregik ved at han spyttede helligt vand over dem og viftede og slog dem med palmeblade. Så blæste han dem ovenpå hovedet og messede imens. Her så vi også et bæltedyr.

Tid til lidt shopping i landsbyen og så tilbage til kanoerne.

Efter lidt sejlads stoppede vi i Pakay Chikta, en landsby med 39 familier, 140 personer.

Her besøgte vi den lokale skole med 38 børn. Vi gav lidt til børnene. De sang deres nationalsang for os, så sang vi MesterJacob for dem og de sluttede af med en Quecha version af Jens Hansens bondegård.

Tilbage på floden og efter en kort sejlads, var det tid til frokost på bredden.

Dejlig mad og kolde øl !

Næste stop var i Anowa Comunity. Her besøgte vi en dame som lavede keramik.

Hun hentede ler fra de små bække. Det var blødt som modellervoks. Leret drejede og for mede hun i hånden. Så glattede hun skålen med bambus og trak samtidig skålen til færdig form. Kanten pudsede hun af med et majsblad, der fungerede som fint slibepapir. Herefter farvede hun skålen med farver som var lavet af knuste sten.

Så blev skålen poleret med en blød sten og malet med forskellige mønstre. Skålen blev nu bagt over åben ild i ca. 20 min. og til sidst blev den vokset med harpiks, mens den stadig var meget varm.

Bagefter fik vi demonstreret hvordan man laver et pusterør. Pusterøret blev lavet af Chonta/Pambil ( det vandrende træ) . Træet flækkes i to dele og der laves en rille på langs, i hvert stykke træ. I gamle dage brugte de en dyretand til at lave rillen, men i dag bruger de et stykke Tenderstål. Rillen slibes og de to stykker træ limes sammen med bivoks. Y dersiden rundes med en machete. Endelig slibes pusterøret og tjæres.

Pilene laves af bambus. For at få tryk på pilene, ved affyring, pakkes de med bomuld fra Kapok træet.

Med et pusterør på 2 meter, kan man skyde en pil ca. 60 m. Efter en lille demonstration, var det tid at prøve selv. Der var nogen, der var rigtig gode til det. Der var lidt tid til shopping .

Tilbage i kanoerne sejlede vi hjem i flyvende fart. En lidt våd men sjov oplevelse.

Dagen sluttede af med Barbanegra Ron udenfor nr. 14 og middag efterfølgende.

Gracias pour un dia tan ancradable !

Onsdag den 18. November 2015, Junglehike

Skrevet af Inge og Poul.

Efter en god nattesøvn kun afbrudt af junglens mangfoldige lyde blev vi budt på morgenmad i lodgen. Friske vandmeloner, friskpresset juice af lokale frugter, scrambled egg eller pandekager. Dertil nybagte boller med pålæg og hjemmelavet marmelade af egen avl.

Så kunne dagens strabadser begynde!
Alle stod klar med gummistøvler på og vandrestave blev delt rundt. Vi deltes i to grupper (engelsk/dansk)

Vi skulle på junglehike. Vi fik set, smagt og følt på utrolig mange vækster, som junglen byder på. Vor dyg tige guide fra loggen forstod virkelig at gøre turen interessant for os. Han havde et meget stort kendskab til naturmedicin og viste os planter og anvendelsen heraf mod alverdens dårligdomme. Han vidste virkelig hvad han talte om.

Ude af junglen blev vi vist rundt i lodgens have, hvor der dyrkes mange planter i forsøg på at bliver selvforsynende. I haven ligger også en lille kirke, som udover at blive brugt efter sit formål anvendes til forsamlingssted.

Turen foregik i et tempo så alle kunne følge med i hvad der blev fortalt i de ca. 3 timer. Det var MEGET varmt så vi trængte til et bad før lunch.

Ved middagstid pakkede en gruppe smågaver til børnene i den nærliggende landsby Pununo. Da vi kom dertil rygtedes det hurtigt at der var turister i byen, og vi så mange glade barneansigter modtage vore gaver.

Dernæst passerede vi floden for at bese et meget stort kapoktræ. Træet var mere end 400 år gammelt og ca 60 m højt. Det skønnes at træet kan blive 600 år gammel. Vi kunne ikke nå rundt om træet.

Vor guide fandt en meget lille og meget giftig frø. Vi fik et længere foredrag om frøen. Forinden han samlede den op havde han gjort sine hænder beskidte. Det modvirkede frøens gift.

For indeværende forsøges at frede området, idet turister har fået for vane at snitte i træet.

Efter dette besøg gik det ad smalle grusveje til Mishualli, hvor vi beså de b= 3de vi skulle sejle med torsdag. Floden ser heldigvis nu mere rolig ud efter gårsdagens regnskyl.

På byens torv er der mange frække amazonaber. Det lykkedes en at snuppe en læbestift! Vi købte os en hjemmelavet is i byen. Magen til dejlig smag skal man søge længe efter.

Dagen slusede af med vand, øl og vin på terrassen inden aftensmaden serveres. (4 retter)
Endnu en dejlig dag med fuld sol fra morgenstunden er til ende.

P.s. Her behøves intet ur. Frøerne begynder altid at kvække kl. 18.

Tirsdag den 17. November 2015, Amazonas

Skrevet af Susan og Bo Balstrup

En regnvåd dag.
Vi vågnede til en kølig morgen, hvor vi havde valgt at dele os i flere grupper. En gruppe tog på vandretur i det grønne, en var ude at svømme og andre tog et dyp i de varme kilder.. De sidste fik sig en lidt længere søvn.  Morgenmaden bestod i dag af en udmærket buffet.

Derefter var det tid at pakke og gøre klar til afgang.  ..... SÅ KOM REGNEN.
Efter en halv times kørsel nåede vi frem til Guango Lodge, der er et lille reservat for kolibrier. Der er ca. 130 kolibriarter i Equador, der er et hotspot for kolibrier. Fausto håbede, at vi ville få den flotte sværdnæbskolibri at se. OG DET GJORDE VI!

Det kølige og fugtige vejr gjorde, at kolibrierne var ekstra aktive og svirrede lystigt ved foderautomaterne få centimeter fra hvor vi stod. Der var flittig brug af kameraerne og det blev til mange imponerende billeder af de elegante flyvere. Efter en kop kaffe og en småkage gik turen videre mod regnskoven.

Fausto fortalte om Equador som olieland. Der produceres 450.000 tønder olie om dagen i regnskoven og den pumpes gennem en 485 km lang pipeline over bjergene til udskibning ved kysten.
Da olieproduktionen ikke kan undgå at forurene i regnskoven, tilbød Equador ved COP 15 i København, at standse al olieudvinding mod at få økonomisk kompensation, men da kun Tyskland ville være med, produceres der stadig, til de lokale indianerstammers store irritation og de forsøger ihærdigt at få standset udvindingen.

Da spanierne, 4.000 mand anført af Fransisco Oriana, i 1542 krydsede Andesbjergene og nåede til regnskoven, blev de angrebet af indianere med langt hår. De troede, det var kvinder og derfor blev skoven kaldt Amazonas. Indianerne blev ledet af Jumandy, der boede i området ved Rio Napos hovedby Tena. I området ligger mange huler og krigerne gemte sig der for spanierne. Spanierne kom for at finde guld og kanel og vi kom igennem byen Pujo (2.200 m.o.h), der betyder kanel på lokalsproget.
Vi er nu nået ned i  den del af regnskoven, der kaldes cloud forrest (sky-skoven), da fugtigheden fra skoven danner skyer over skoven og man kan se, hvordan alting damper.
I 1.800 m.o.h når vi til Baeza, der er den første spanske bosættelse i regnskoven efter de passerede bjergene.

Den store forandring i vegetation og frodighed er nu meget tydelig.
Mens vi bevæger os ned mod 600 m.o.h. får regnen stadig mere indflydelse på vejen. Vi kører i zigzag mellem hullerne i vejen og ind i mellem, må vi vige for et jordskred. Det er tydeligt, at naturen bestemmer. De fleste af jordskredene er dog kommet i sidste regnsæson , selv om de ser friske ud. For at forbedre vejene og øge holdbarheden i det fugtige, våde klima, er de begyndt at bygge vejene i beton.

Vi er nu nået til Cosanga ved Rio Cosanga, hvor befolkningen lever af jord- og kvægbrug. Vegetationen består nu også af palmer og bregner. Kartofler og majs er skiftet ud med yucca og bananer som hovedfødekilder.

Så blev det frokosttid og frokosten blev indtaget på en lille vejrestaurant i 986 m.o.h. Der var mulighed for at vælge mellem to retter. Fisken Tilapia serveret i bananblade med yucca, tomatsalat og den specielle citrusfrugt limemandarin, der ligner en appelsin, men er syrlig som en citron. Dejlig velsmagende. Alternativet var kylling med ris. Dagens prøvesmagning var røget svinekød med yucca.
Næste stop efter frokosten var i byen Tena, der ligger i 654 m.o.h. Byen har det største universitet i regnskovsområdet og det er med til, at fastholde de unge i området.

Vi besøgte det lokale overdækkede marked, hvor der, udover alskens tøj, sko og isenkram, sælges lokale frugter og grøntsager. Fausto viste os bananbillens larver, der er en stor delikatesse blandt de lokale og som spises enten levende, ristet eller tørret. Den tørrede udgave minder om ostepops!? Ingen smagsprøver denne gang til de flestes store lettelse.

Så gik turen det sidste stykke til junglelodgen El Jardin Aleman, hvor vi blev modtaget af lodgens ejer Bernhard, der er tysker, men har boet i 20 år i Equador. Bernhard fortalte, at det meget usædvanligt havde regnet det sidste døgn. Det havde fået floden til at svulme og da vi senere gik ned for at se den, var den lille strand helt væk og vandet væltede ned fra siderne ud i den rivende flod. De usædvanlige forhold skyldes, at der i år er kommet El Ninõ, som trækker meget fugt ind over bjergene.
Efter en dejlig, let middag var det tid til at synke dagens oplevelser til en kakofoni af regnskovens mange nattelyde tilsat flodens brusen.