Skrevet at Margit Stycke
Kl. 6 havde vi allerede udsovet. Vi glædede os til det blev lyst, så vi kunne se,hvor vi i nattens mulm og mørke var landet. Da vi åbnede døren, var det første vi fik øje på et par græssende lamaer og baggrunden var de flotte frodige bjerge indhyldet i lette varskoer.Blomster der stod i fuld og duftede, fuglene der kvidrede lystigt.
Vi måtte ud og se hvor de fik deres råstoffer fra, som vi allerede havde smagt nogle af aftenen i forvejen.
Der lå køkkenhaven og den lille Dam med de ivrige guldfisk. Temperaturen var til varme trøjer, indtil solen tittede frem og varmede vores kroppe. Vi følte næsten vi stod i paradisets have, inden Eva kom med æblet.
Efter en dejlig morgenmad, hjemmelavet tykmælk og mysli, kaffe i spandevis og toast med æg, gik turen til Otavalo.
Først blev vi præsenteret for et marked, hvor der blev solgt dyr, lige fra køer til marsvin. Dyre velfærd, nå ja det er noget vi bruger i Danmark. Burhøns, grise i snor, haner skabt til at dræbe. Kvinder i smukke dragter, hvide skjorter dekoreret med flotte perler. Det er håndarbejde. Børn der stod og solgte alt fra dyr til tørklæder, armbånd de selv havde lavet "you name it"
Vi landede midt i deres kultur, fascinerende og interessant. Efterfølgende var vi på et endnu større marked. Pyh der var mange fristelser, men pyt det er en form for ulands hjælp, blot vi ikke prutter priserne for langt ned. Vi så også de solgte ristede laver, en delikatesse!!
På turen fra markedet havde vi to unge piger, søskende(Maria &Mercedes)med i bussen. De fortalte om deres påklædning blandt andet, at når tørklædet var over venstre skulder var de spinkel, over højre var de gift. Den ene af pigerne var 18 år havde et barn bundet på ryggen. Det var hendes eget. Nogle piger bliver allerede mødre som 12 årige .
Pigerne solgte tørklæder og sang for turisterne for at tjene til en uddannelse. De var de 2 ældste af en søskende flok på 10. Med de priser de tager for tørklæderne, er enten studierne billige eller er der kun få af dem, der kan læse videre.
Vi spiste på en lokal hacienda Chorlavi. Den anden ældste hacienda, hvor der nu kun er få tilbage. Det er en form for herregård efter den Spandske kolonitid, hvor landet var delt op med hver deres herregård.De få der er tilbage drives i dag som hoteller.
Der var underholdning med en lokal musik gruppe og flotte dansere fra højlandet. Haven var fantastisk flot, frodig og mange flotte blomster. En power nap i en hængekøje var der også mulighed for. Det er også deres fortrukne sovepladser om natten. Den tager så kun plads under søvnen og kan let pakkes væk. Vores dygtige lokalguide Fausto introducerede os til en ny frugt, der lignede en stor bønne. Guava hedder den. Det var det hvide kød omkring kernen, som vi kunne spise. Uhm det smagte godt.
Otavallerne (Otavalos) er kendt for deres væven, en overgang blev det dem forbudt, men de fortsatte alligevel, heldigvis for os i dag. De er kendetegnet ved deres lange mørke flettede hår, mændene i hvide bukser og sort hat og kvinderne i søndagstøj med flotte kjoler og hvide perle broderede skjorter.
Da vejret slog om til voldsom regn, tog vi lige et par sidespring, bort fra det planlagte vandfald, til en der lavede musik instrumenter. Vi blev introduceret til instrumenter fra Otavallo, Bolivia og Peru. Der var også et instrument bygget af skallen af en amadillus, det er forbudt i dag. Vupti havde han på et spilt sekund, 5 minutter bygget en lille panfløjte af bambus, der havde tørret i 3 dage. Vi fik også et par numre på deres instrumenter.
En ting der kendetegner bygningerne er at facaden gøres der meget ud af, de er rigtig flotte, resten af bygningen er rå mure. Derefter kørte vi ud i en lille landsby, hvor de var ved at renovere vejene. Vi besøgte den sidste familie i landet som vævede på en ganske bestemt måde. Det tog 2 måneder at væve et tæppe på 90 cm. x 3 m. Pris 600 Dollars. De var 14 i familien, som stadigvæk kunne teknikken.
Den gamle mor boede der også, på trods af mange dårligdomme (den ene fod i en grå plastik pose måske koldbrand) havde hun energi til at sætte sig i respekt hos sønnen. Hun gik med et gangstativ/rollator så vi fik det dårligt bare ved at se, hvordan hun stavrede afsted. Hjælp til at komme op og ned ag trappen, nej tak, det skulle hun nok selv klare.
Nu trængte vi til at fordøje alle oplevelserne og få aftensmad.
Efter hjemturen Vandrede vi igen ned af vejen til vores dejlige hjemsted, nu kan vi finde vej i mørke. I baggrunden kunne vi høre klokkefrøerne. Efter et dejligt sundt aftensmåltid, kunne vi hurtigt finde i seng og sov straks.
