tirsdag den 30. september 2014

Tirsdag den 30. September 2014, Grand Canyon

Skrevet af Marianne

Kl. 8.30 startede vi ved bussen med udlevering af madpakker i det dejligste solskinsvejr, men det har været frost i nat , og temperaturen var ca. 2gr., men vi er også i ca. 2000 m højde.

Alle var iført vandrestøvler og rygsække klar til dagens oplevelser.

Dennis kørte os til Sydrimmen af Grand Canyon ved Bright Angel Trail, her sang vi morgensangen inden vi blev delt i 2 hold.

IMG_2122 DSC05622 SD04 (446)

Så startede nedstigningen i Grand Canyon, stien går i hårnålesving ned, hvorfra vi kan se sandstens klipper, som er mere end 275 mio år gamle.

Undervejs nedad - 340 højdemeter - på ca. 3 km så vi ravne og western Grey egern. Efter toilet besøg begyndte vi opstigningen og alle nåede op til kl.12.15, en sådan vandretur kan næsten ikke fortælles, skal opleves.

DSC05628 DSC05656 DSC05676

Efter et lille hvil fortsatte vi med shuttle bus til Powell point, opkaldt efter manden John Powell som var med på den første ekspedition på Colorado River gennem Grand Canyon tilbage i 1869. Her nød vi vores frokost pakke tillige med den smukke og unikke udsigt.

DSC05752

Så fortsatte turen til fods langs rimkanten, stadig med den flotteste udsigt og et kik til Colorado River. Vi spejdede efter Condor fuglen, som er i området, der er ringmærket 60 stk, men det lykkedes desværre ikke at den at se. Fra det næste udsigtpunkt kunne vi se til Mt. Trumbill - 2447 m højt i luftlinie var der 97 km dertil.

Fra Mohave point fortsatte vi med bus til Pima point og derfra til slut til Hermits Rest som ligger 11 km fra start stedet. Tilbageturen foregik i bus, her var nogle heldige at se Mule deer ( er en Hjort med æselører ) samt Waitipee hjorte.

DSC05811 IMG_2288

På pladsen foran Bright Angel lodge serverede Lone og Synnøve et glas vin mens vi nød solnedgangen over Grand Canyon.

Dagen sluttede med en dejlig middag på vort hotel Best Western i Tusayan.

Alle var enige om at vi havde haft en kanon dag, Grand Canyon skal opleves ved selvsyn.

mandag den 29. september 2014

Onsdag den 29. September 2014, Grand Canyon

skrevet af Inger og Jørgen Lund

I dag stod vi tidligt op for at køre til lufthavnen. Vi skulle med små fly på en tur hen over Grand Canyon. Efter at være opdelt i grupper og efter vægt kom vi om bord, og nu startede en fantastisk tur henover landskabet. Solen var ikke rigtig med os i den kolde morgen, men det gjorde måske at alle farverne trådte stærkt frem under os. Det var utroligt flot. Det kan ikke beskrives, men bør absolut opleves. Turen varede godt en time, og efter landingen skulle vi med bus til Page, som ligger i indianernes område. Herefter blev vi transporteret videre i i jeeps gennem byen.

      DSC04846 IMG_1670      SD03 (233) DSC05043

Vi sad på ladet spændt godt fast, og det gik over stok og sten. Men vi nåede da at se, at der var rigtig mange kirker, som viste, at der var mange trosretninger i området. Vi kom ud til Antelope Canyon, hvor vi skulle se en hule. Der var vist sket en misforståelse, så den lokale guide var ikke rigtig i humør til at tale med os, men det fik Synnøve klaret med kærlig psykologi. Det var spændende at se selve hulen, hvor der ind imellem kunne skimtes dagslys ovenover.

DSC05160  SD03 (277)
DSC05177 SD04 (409) DSC05287

Derefter skulle vi opleve Grand Canyon fra Colorado River. Vi blev placeret i 2 raftingbåde og så sejlede vi stille og roligt fra Glenn Canyon dæmningen, og nu kunne vi rigtig nyde de flotte klipper. Samtidig kom solen frem og vi havde en herlig tur, hvor vi hele vejen brugte vores fantasi og kunne se, munke, Jomfru Maria, ansigter, køleskabsdør og meget mere i de farverige klipper. Vi havde madpakker med, som vi nød ved det ene af de to stop, vi havde undervejs. Ved det andet så vi nogle meget gamle tegninger på klippevæggen.

DSC05354 IMG_1834-001DSC05407 DSC05430

Vi sejlede i ca. 3 - 4 timer, hvorefter vi tog afsked med vores rare guide Sonny.

Derefter blev vi transporteret hjem igen med lokal turistbus gennem Navaho - indianernes område. Undervejs var der mulighed for at besøge en butik, hvor vi kunne gøre lidt indkøb, og efter 3 timers kørsel var vi tilbage på hotellet efter en fantastisk dag.

søndag den 28. september 2014

Søndag den 28. September 2014, Route 66

Skrevet af Nini og Marianne

Præcis kl. 8.00 trillede vi afsted fra vores hyggelige hotel i Death Valley på vores laaange køretur. Der var meget søndagsstille, så de første timer skete der absolut ingen ting. Vi kunne nyde udsigten til de flotte bjerge og det golde ørkenlandskab. Efter en times kørsel kom vi forbi Shoshone - en indianerlandsby og efter en lille time mere nåede vi byen Pahrump med det kæmpe indkøbscenter Smiths, hvor Lone og Synnøve købte vand, brød og frugt til frokost og mange fik en kop kaffe. Nu var benzinpriserne faldet igen. Vi var kommet ind i staten Nevade kl.9.30 og indianerne havde tilladelse til at sælge fyrværkeri. Det gjorde de i stor stil. Efter mere ørken, nu med kaktusser, passerede vi Las Vegas på en 10-sporet motorvej. Klokken var nu blevet 11 og Lone udfyldte køretiden med oplysninger om de politiske forhold. Det gjorde et vist indtryk på gruppen, at amerikanerne kun har 2 ugers ferie. Vi passerede også en kirke som havde stort besøg. 75% af amerikanerne er kristne og der findes et utal af frikirker og sekter - med brugerbetaling. Vi fik også en fin orientering om skolesystemet.

DSC04542 DSC04588 IMG_1486

Den nye bro ved Hoover Dam forkorter vores køretur med 2 1/2 time, så den glæder vi os til at se nærmere på, når vi kører retur til Las Vegas.

Lidt i 12 nåede vi ind i den 3. stat Arizona og på vejen til Kingman, så vi Dirt Devils = vinddjævle, nogle små tornadoer. I Kingman, som er kendt fra Steinbecks Vredens druer, mødte vi rute 66. Efter endnu en god frokost i det fri, så vi et lille museum for Route 66' som går fra L.A. til Chicago, blev åbnet i 1926 og er 3940 km. lang Nu er den kultrute - især for motorcykler. Der var delte meninger om at bruge tid på museet. Vi forlod byen med musikken Route 66 i ørene.

Mens mange sov til middag fortsatte vi ad en fin 4- sporet motorvej. Der kom mere og mere beplantning, nu også træer langs vejen og de første køer dukkede op.

DSC04681 IMG_1573 IMG_1614

Næste stop var i Williams, hvor kaffen og isen var god og toiletkøen som vanlig. Vi var nu i 2000 meters højde og det var blevet køligt.

Vi nærmede os Grand Canyon, som blev opdaget af John W Powell i 1869. Navajoindianerne havde dog boet i området i 12.000 år. De siger om stedet: In beauty I walk - beauty before me, beauty behind me. Så vi glæder os til at opleve stedet, der besøges af 5 mill. om året. På Visitorcentret så vi en særdeles flot film om stedets historie. Derefter var der indkvartering på et lækkert hotel - Best Western. Kl. 20 fik vi en udmærket middag og nu er alle vist "putteklar" da vi skal starte kl.5.40 i morgen tidlig.

lørdag den 27. september 2014

Lørdag den 27. September 2014, Golden Canyon & Bad Water

Skrevet af Margrethe og Lone

Efter en god nats søvn og dejlig morgenmad, gik turen mod Golden Canyon (Den Gyldne Dal) , hvor vi vandrede mellem sandstensklipper, disse er i mange forskellige farver f. eks grøn og rød (kobber og jern). Herinde mellem klipperne så vi en Coyote (præriehund).

Efter 1 1/2 times tur i dette flotte område gik turen til "Bad Water". Søen er er det laveste punkt i USA 86 m under havets overflade.

DSC04232 DSC04235 DSC04264

På grund af megen tørke, er der ikke så meget vand i søen (en saltsø).
Søen ligger i et område hvor man bl.a også finder "Djævelens golfbane" Vi kørte hertil forbi de sorte bjerge bl.a Telescope peak , Den er mere end 3000 m høj.

Sidste stop på denne tur var Zabriskies Point , hvor flere film er optaget.
Dette sted er den smukkeste udsigt , vi har set på hele turen ,intet foto kan gengive dette panorama.

Dagens program sluttede ved visitor centeret , hvor vi så en film om Death Valley.

IMG_1123 IMG_1199 IMG_1244

Før i tiden fremstillede man boraks her i dalen , men efter få årtier indstillede man produktionen , det var meget dyrt i omkostninger .

I Golden Canyon forsøgt man i 1950 erne at bygge en asfalt vej , men den blev ødelagt på grund af kraftig regnskyl.

Dødens dal er det varmeste sted i USA temperaturer er målt op til 57 grader, men her kan også falde sne om vinteren.

DSC04375

Vores frokost fik vi på Wrangler steakhouse .

Resten af dagen er til fri disposition (golf , bade, eller shoppe i butikken på Furnace ranch, hvor vi bor.

Kl 18 mødtes vl alle hos Synnøve og Lone til et glas fra "Gainey Vineyard , før vi skulle spise cowboy Steak på Wrangler Salon .

fredag den 26. september 2014

Fredag den 26. September 2014, På vej til Death Valley

Skrevet af Jytte

Det var flyttedag i dag fra Yosemete til Death Valley. Turen var 485 km. Vi startede i 1000 m højde og kørte over Tiogra passet 3014 m. Undervejs så vi et stort område af skov , var brændt. Om det var skovbrand , der var kontrolleret eller et lynnedslag , det ved vi ikke. Et stykke oppe kom vi op i skyerne . Oppe i passet var der fuld sol. Et stykke før holdt vi ved et udsigtsted og så skyerne ned over dalen. Efter passet kom vi til en hel anden bjergtype, hvor det tidligere havde været fast granit blev det til mere løs materiale.

DSC03811 SD04 (255) IMG_0798

Vi havde kaffe stop ved Monolake sø, som leverer vandforsyningen til Los Angeles.

Senere holdt vi i Bishop for at købe ny forsyning til vores frokoster.

DSC03964 SD04 (287) IMG_0893

Lidt efter havde vi frokost ved Kernough, som har en Hot - Spring. Her skulle vi ha´ badet , men der var overfyldt og ikke plads til os. Så fortsatte vi ud over stepperne , og vi så nogle enkelte steder med kreaturer. Senere kom vi forbi udbrændte vulkaner, hvor vi kunne se den gamle lava. Det blev mere og mere tørt , og vi så mange spredte ørkenkaktusser.

IMG_0962 IMG_0965 DSC04013

Nu nærmede vi os en massiv bjergkæde, som havde mange forskellige flotte farver. Undervejs dertil var der sandstorm. Da vi var over bjergkæden kom vi ind i Death Valley. Vi var nu 8 m. under havets overflade.

Ved ankomsten til vores bestemmelsessted var der 34 grader.

Slut på en lang og pragtfuld dag.

torsdag den 25. september 2014

Torsdag den 25. September 2014, Yosemite National Park

Skrevet af Bente & Daniel

Vi går en lille morgentur til restauranten, hvor vi bliver modtaget af en "pladsiør" som Synnøve har udnævnt ham til. Han modtager os med : Take a juice and take a sit"!!

Skyerne på himlen var farvet flot lyserøde, lidt køligt fra morgenstunden.

Jeg måtte tage et billede af vores midlertidige bus, som egentlig plejer at køre med basketboldspillerne "the Giants" fra San Fransisco.

Inden afgang slog vores chauffør John korsets tegn, jeg ved ikke om jeg syntes godt om det!!

Vi kørte gennem en meget smal passage mellem klipperne lige efter indgangen til Yosemite nationalpark. Parken har en historie som går 9000 år tilbage. Indianerne var her som de første mennesker. De levede i dalen om sommeren, om vinteren måtte de flytte udenfor, da det bliver meget koldt og der falder op til 10 m sne.

DSC03554 SD03 (114) DSC03589

Parken har 150 års jubilæum i år, det var John Muir der gjorde opmærksom på at Yosemite skulle bevares for eftertiden og han fik Roosevelt med på ideen.

På vejen til Wavona tager vi et fotostop med kig til Half Dome(2693 m). Vi kom forbi et afbrændt område, der blev ødelagt af en planlagt brand, der gik ud af kontrol. Der er mange brande i parken hvert år, nogle planlagte og andre antændte af lyn.

I Wavona skiftede vi til shuttlebus som kørte os over til Mariposa Grove. Her så vi gigantiske sequoia træer, som bliver op til 88 m høje, rødderne stikker kun 2 m ned, men træerne står altid flere sammen og de fletter rødder, som gør at de er mere stabile. Skoven er mere end 1800 år gammel.

DSC03579 DSC03581 DSC03604

På vores gåtur på ca 3 km kom vi forbi et kæmpetræ der var væltet og rødderne stak højt op i luften. Senere så vi det ældste træ med en omkreds på 29 m, diameter på 8,5 m og højde på 63,7 m(svarer til 19 etager). Der er ca 500 sequoia træer i dette område. Til sidst kom vi til California Tunnel tree, som man tidligere kunne køre igennem. Nu gik vi bare igennem.

Frokost i det fri og solen skinner.

SD04 (177) SD03 (126) IMG_0562

Videre i vores egen bus med fotostop på Artist Point, hvor der var en flot udsigt til El Capitan, hvor vi skulle prøve at finde nogle klatrere. Nogle mente at de så nogle, jeg syntes mest det var nogle små sorte pletter.

Stop ved Yosemite Lodge hvor vi igen stiger om til shuttlebus. Vi kørte til visitorcentret hvor vi så en flot naturfilm fra området.

Der er ca. 3-500 bjørne i området. Nogle har gps på og andre har nogle sendere. Vi fik forevist en bjørnefælde, som bruges til at fange bjørne, der ikke opfører sig ordentligt. Alle skraldespande er bjørnesikrede og der er specielle containere til opbevaring af mad for de folk der bor eller holder ferie i området.

DSC03643

Tilbage i shuttlebussen fik vi en dejlig oplevelse, da vores chauffør sang flere sange for os. Vi kvitterede med at synge 1. vers af "vores morgensang".