tirsdag den 23. september 2014

Tirsdag den 23. September 2014, Alcatraz

Skrevet af Bitten & Leif

I dag skulle vi besøge fængselsøen Alcatraz, der ligger i San Fransisco Bay, ca. 2 km fra Pier 33. Vi gik fra hotellet kl. 0800, idet vi skulle være der i god tid for at være sikre på, at vores billetter ikke blev solgt til andre. Det er nemlig utroligt populært at besøge øen. På et skilt ved billethuset stod der, at næste ledige plads var den 30. september.

Det var en flot sejltur med udsigt til Golden Gate Bridge og Oakland Bay Bridge. Da vi gik i land på øen, blev vi modtaget af den tidligere indsatte William Baker, fange nr. 1259, som havde afsonet på Alkatraz fra 1957-1960. Han holdt en kort velkomsttale, hvor han fortalte, at han blev indsat på Alkatraz, fordi myndighederne var trætte af, at han undveg fra fængsler. Alkatraz blev betragtet som flugtsikkert. Han rådede alle til at forlade øen senest kl. 0610 PM, når den sidste båd afgik. Han havde skrevet en bog om sin tid på øen, og han var åben for at besvare spørgsmål i biblioteket/shoppen, hvor han ville signere bogen for interesserede. Han var nu 80 år gammel og havde siddet i fængsel i 50 år af sit liv.

DSC03092 DSC03100 DSC03107

Efter velkomsten blev vi vist ind i en biograf, hvor vi så en film om Alcatraz's historie. Filmen viste, at Alkatraz oprindeligt var bygget i 1860-erne som et militært anlæg med soldater og kanoner for at beskytte indsejlingen til bugten. Senere blev bygningerne anvendt til militærfængsel, men fra 1934-1963 var det USA's mest flugtsikre fængsel til forbrydere, der blev anset for umulige at rehabilitere. I filmen så vi også, at Alkatraz i 1969 blev besat af indfødte amerikanere (indianerne), der gjorde krav på øen som et reservat. Besættelsen varede i 19 måneder.

SD03 (97) DSC03152 SD03 (102)

Efter filmen gik vi til celleafdelingen, hvor vi blev vist ind gennem modtageafdelingen, der bestod af et stort rum med mange brusere. Her blev fangerne dengang vasket, afluset og iklædt fængselstøj og fik udleveret fornødenheder til personlig hygiejne. Vi fik nu udleveret høretelefoner med 45 minutters guide om livet på Alkatraz, hvor vi blev ført rundt på cellegangene. Guiden var indtalt af tidligere indsatte og fængselsbetjente og gav en uhyggelig fornemmelse af det hårde og barske fængselliv. Der var indlagt en lydoptagelse fra en fangeflugt i 1946. Den kostede 2 fængselsbetjente og 3 fanger livet, og 2 fanger blev senere dødsdømt og henrettet. Ved en flugt i 1962 lykkedes det 3 fanger at snyde fængselspersonalet ved at lave "dummy heads" af sæbe og afklippet år. Disse hoveder lagde de i deres senge så det så ud, som om de lå og sov. I virkeligheden havde de i lang tid arbejdet på at lave huller i betonen bagest i deres celler, og da de flygtede gennem hullerne til skakten bagved, varede det lang tid, inden flugten blev opdaget. Det lykkedes fangerne at kravle ud gennem taget og ned ad et skorstensrør og videre til bugten, hvor de forsvandt. De er ikke set siden og formodes at være druknet i det strømfyldte farvand.

Vi så de meget små celler på 1,60 x 2,50 meter. Der var en seng og et toilet, og celledøren var med tremmer, så der var intet privatliv. Strafcellerne var endnu mindre, og de var uden lys, uden madras og med et toilethul i gulvet. Umenneskeligt og uhyggeligt.

 SD03 (98) SD03 (100)

Spisesalen blev anset for at være det farligste rum, idet fangerne havde adgang til metalknive, gafler og skeer. I loftet var anbragt kanistre med tåregas, men de blev dog aldrig brugt. Fangerne fik 3 måltider a 20 minutter, og maden var kendt for at være god og rigelig.

Efter den guidede tur kom vi til museet og shoppen, hvor William Baker signerede sin bog. Der var mange, der ønskede at købe hans bog for 20 dollars. Der kunne også købes souvenirs, bøger og film om Alkatraz.

Nogle fakta om Alkatraz: I løbet af de 29 år havde der været ialt 1576 indsatte. Der havde været mellem 220 og 266 indsatte af gangen. De blev bevogtet af 90 fængselsbetjente. Der havde været 14 flugtforsøg. 8 indsatte var blevet myrdet af medfanger, og 5 havde begået selvmord, medens 15 var døde af naturlige årsager og sygdomme.

DSC03175 SD04 (49)

Siden 1972 har Alcatraz været en del af Golden Gate National Recreation Area og besøges årligt af ca. 1 million mennesker.

Efter sejlturen tilbage til Pier 33 havde vi resten af dagen til fri disposition, og den blev brugt til tøjvask, byvandring, afslapning m.v.