Skrevet af Kristian
Dagen starter med stor buffet som på et Europæisk skisportshotel. Fødselsdagssang for Rita, som fylder år i dag, mere end 20 år, som de øvrige kvinder i flokken. Vejret er skyet efter en regnfuld nat, men vi ser frem til en dag, som kommer til at stå i Maori kulturens tegn.
Lone fortæller lidt om NZ’s historie med nybyggere fra før 1800, de første kvindelige nybyggere fra 1806, engelsk kronkoloni fra 1842, og en del danske nybyggere i 1870’erne, inspireret af Biskop Monrad, som vi har lært at kende som ham, som førte DK i krig i 1864, hvorefter at han i en kort periode før 1871 var flyttet til og boede i NZ og inspirerede nogle danskere til at prøve lykken i NZ, hvor de kunne købe 1 Acre for 1 $.
Vi starter med at hente Tom, som er medlem af stammen Ngati Tuwharetoe (ca. 45.000 medlemmer), og understammen Ngati Hikairo, som han har giftet sig ind i med sin kone Te Maari. Senere møder vi deres søn Mikairi. Både Te Maari og Mikairi er opkaldt efter forfædre i stammen. Tom synger en morgensang for os på Maorisprog, og han fortæller, at den handler om at solen står op og byder os velkommen til en ny dag, hvor der kommer liv i insekter og dyr i Tongariro. Tom fortæller om at Maorier opfatter sig selv som primært tilhørende den overordnede stamme, herefter den underordnede stamme og herefter deres familie og navn, så den enkelte person primært er en del af stammen og kun sekundært går op i sin egen person. Tom fortæller om det skiftende vejr i området, hvor man kan opleve 4 årstider på samme dag, og han fortæller om gamle stridigheder mellem nybyggere og lokale Maorier med krige og konflikter. De endelige krige endte med, at Maorierne afgiver bjergene, men beholder landet og skovene, og i øvrigt kompenseres Maorierne økonomisk i forløbet. Stammen har fælles økonomi i forhold til indtægter fra især skovdrift og agerbrug fra det land, som er overdraget til deres stamme, og disse indtægter samles i en fond, som bl. a. hjælper Maori-stammens unge med uddannelse, men også anvendes til at de kan fastholde deres kulturelle aktiviteter, hvor skolen er en væsentlig faktor.
Herefter henter vi Ngati-stammens høvding Shane, som er en midaldrende mand med lyseblåt mønstret pandebånd, som fremtræder med en høvdings rolige udstråling, men som på lige fod med alle os andre altid har og bruger sin smartphone indenfor en afstand af max. 40 cm. som GPS og telefon.
Vi kører nu til Opotaka, hvor vi først afprøver vores medbragte naturtoilet: Herrerne til højre og Ladies to the left, og det forløber uden alvorlige blufærdighedskrænkelser.
Ved søens bred ved Opotaka fortæller Tom om stammens gamle historie, hvor en frihedskæmper, som høstede stor opbakning i kampen mod nybyggerne, blev gemt i et hul på øen Motuopuhi ude i søen Lake Rotoaira, idet stammens skytsengel sad ovenpå et hul, som han kunne gemme sig i. Desværre for stammen og frihedskæmperen kom nybyggerne 10 år senere og indtog området. Stedet ved søen på dette sted blev opfattet som stammens udgangspunkt og hellige sted, hvor fødsler, begravelser og andre højtider blev holdt, og man opfatter, at navlestrengen er forbundet til dette sted. Den anden skelsættende begivenhed fra dette sted fandt sted i 1970’erne, hvor søen blev en del af et nationalt energiudvindingsprojekt, som var vigtigt for landet. Vandstanden blev hævet, og det var ødelæggende for søens indhold af bl.a. fisk og planter, og stammens supermarked, som søen fungerede som, blev på den måde lukket. Tom opfattede det som blodet blev drænet fra dem. Ved stedet findes fortsat et Cabbage træ, som altid formerer sig ved knopskydning, og som opfattes som træet, der aldrig kan dø, og derfor er det et symbol på stammen. Stammen har senere flyttet sit hellige sted til en ny placering af deres hellige område, som kaldes deres Maree (udtales Marej), som vi besøger senere på dagen, og som fungerer som forsamlingshus og kirke. Stammen er blevet kompenseret økonomisk, men søens fundamentale funktion for stammen er for altid væk.
Vi kører en kort strækning til en vandretur i skovterræn rundt om Lake Rotopounamou, som betyder søen (Roto) med Jade (Pounamou). Turen starter med, at Tom siger en bøn for en sikker tur og for skovens Gud, Ha Tane, og Toms søn Makairi, som i dagens anledning bærer et stort jadesmykke om halsen, kommer og er med som guide på turen, hvor vi introduceres for skovens træer og anden vegetation, og hvis jeg kan huske det hele, ville jeg kende flere vækster, end jeg kender i danske skove. Jeg vil fremhæve træet Rimu, som er et rød-fyr, som er et træ med meget stor holdbarhed og meget flotte årer og derfor meget dyrt. Shanes kano er lavet af dette træ. Lance-wood træ bruges til at lave buer af til bueskydning, Manaku træ, som bruges til dyre cremer, Pebertræet med blade, som smagte af peber og endelig Rangiora træet, hvor bladene kunne bruges til at skrive på eller som toiletpapir. Herudover var der mange slags bregner og flaksplanter samt snylter planter, som lever på træerne, især Kirikiri, som også kan bruges til at lave alkoholdrik af. Endelig så vi possumfælder som var en del af et genopretningsprojekt af skoven, hvor man søger at minimere den ”introducerede pest”, som er importerede dyr som possum, mår, ilder, væsel og rotter, samt vegetation (weeds) som undertrykker de naturlige træer og planter. Endelig var der fuglesang fra især en Bell-bird. Ud over fuglesang hørte vi Niels Karl og Else synge en gammel vise.
Vi kørte herefter til Ngati Hikairo-stammens Maree, som består af en slags forsamlingshus, Te Rangimarie og et helligt sted, nærmest som et kirkerum, Okahukura.
Vi blev forberedt på, at ankomsten ville foregå som en ceremoni, som ikke måtte fotograferes.
En midaldrende stor gråsprængt mand, Patrick, startede ceremonien og kvinderne sang. Tom fremsagde vores ønske om at besøge dem. Shanes søn Hayz var en af mændene og bød os velkommen. Herefter sang de en sang for os og vi sang for dem, hvorefter vi skulle hilse personligt på de fremmødte 3 kvinder og 4 mænd. Det foregik ved at vi trykkede næser en gang mod hinanden, og ved møde med en af andet køn, også ved et kindkys. Vi mødte her første gang Toms kone Te Maari, som har en karakteristisk Muko-tatovering på hagen, som hører stammen til gennem generationer.
Efter kort tid blev vi budt indenfor til frokost, hvor maden skulle velsignes af Tom, før vi sultent gik om bord i en lækker frokost, som var lavet til os med røget ål og ørred, røget skinke, salat, dressing, ostebord, kage og kaffe, så vi var rigeligt forsynede.
Vi blev præsenteret for Te Maari’s udsmykning af Te Rangimarie, som forestillede deres skabelsesberetning fra moder Jord til far Himmel, børn og guder for skoven og for vandet, både ferskvand og saltvand. Te Maari præsenterede vævning og andet håndværk og Hayz præsenterede små og store våben, som kan bruges i nærkamp, men som i nutiden naturligvis er mere flotte og frygtindgydende end de er farlige i forhold til nutidens våben. Herefter skulle der slappes af, vaskes op, tages solbad og andre besøgte kirkegården.
Det var nu tid til at besøge den hellige Okahukura.
Pladsen foran kan være stridsplads, men indenfor i huset er stridigheder lagt bag sig, og dette symboliseres ved, at man tager sine sko af, før man træder ind i Okahukura. Te Maari beskrev udsmykningen, hvor facaden er ansigtet ud ad til og opmærksomheden mod omverdenen. Der er træskærearbejde og udsmykninger. Tagryggen består af en dekoreret gennemgående stolpe af træ, som symboliserer rygraden, som er stabilitet og styrke, som relaterer sig både til stabilitet fra foregående 30 generationer i stammen, og til såvel den åndelige som fysiske styrke i stammens sammenhold. Fra tagryggen strækker dekorerede stolper sig under taget og symboliserer ribbenene i kroppen. I midten af rummet var der en dekoreret søjle med ansigt som symboliserede hjertet i kroppen. Rummet blev især brugt til dåb, bryllup og begravelser, men kunne også bruges til politiske drøftelser i stammen. Begravelsesritualet blev gennemgået som et forløb på 3 dage, og begravelsen foregår normalt på det sted, hvor den døde er født, men kan også, især efter et udtryks ønske foregå andre steder.
Aftensmaden skulle vi også have i Te Rangimarie, men først skulle maden graves op fra jorden, hvor kød og grønsager var gravet ned med varme sten fra et bål for ca. 5 timer siden. Dette blev foretaget af mændene, som herefter bragte maden i køkkenet, hvorefter drengene fjernede sten og klæder igen.
Før aftensmaden optrådte en gruppe børn på 7 drenge og 12 piger fra indskolingen i Maoriskolen, hvor Toms søster Henarata var skoleleder. Skolen har 155 børn i alderen 5-18 år. De optrådte med sange og også med danse, hvor drengene opførte krigsdans. Ved denne optræden deltog også den tidligere skoleleder, som tidligere havde besøgt København. Han fungererede nu som mentor for skolen, for at sikre kvaliteten af undervisningen.
Efter aftensmaden med endnu et stort udvalg i en stor buffet med svinekød, lammekød, skinke, ål, ørred samt muslinger foruden salater og dessert m.m. greb Tom guitaren, og det blev starten på fællessang og sangleg, hvorefter vi afsluttede med at synge nogle danske sange for dem, og sangstyrken i vores gruppe synes temmelig imponerende.
Efter en begivenhedsrig dag vil jeg nu se frem til en travetur i morgen, hvor vi skal have Tom, Hayz og Shane som guider.
Jeg beklager, at det blev lidt rigeligt langt, men dagens opgave greb mig.
