Sekretærer er denne dag Ulla og Bent Sørensen
Efter morgenmaden letter bussen 08.30 i sydlig retning mod immigranternes hovedvej.
Vejret er perfekt med solskin og stort set ingen skyer på himlen, og alle er opsat på endnu en begivenhedsrig dag. En dag hvor der er adskillige kilometre foran os.
Vi forlader her et landskab, hvor de 3 kendte vulkaner Mt. Ruapehu, Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro rejser sig majestætisk op mod himlen i baggrunden. Vi har netop forladt Maoristammens lokalområde og sagt behørigt farvel til vore nu nære venner Tom og Tamara i forbindelse med gårsdagens aftensmåltid. Vi må nu igen klare os selv uden stammens beskyttelse.
Efter ca. 2 timers kørsel - det bemærkes her, at airconditionen indtil nu har fungeret perfekt, og de kølige øl og vand hos nogle af de tørstige har gjort underværker, specielt efter gårsdagens sveddryppende vandreture - finder chaufføren i samarbejde med vores dejlige guide Lone anledning til at lave et stop i Bulls.
Inden vi når til dette bestemmelsessted oplever vi en køretur gennem den del af nordøen, som vi af tidsmæssige og andre årsager ikke kan nå på rundrejsen, levende fortalt af Lone. Lone nåede i sin fortælling helt op på nordspidsen af nordøen flankeret af beskrivelser både i øst og vest.
Herefter fortæller Lone bl.a.
om kiwifuglens overlevelsesproblemer herunder, hvad der gøres for forøge bestanden, om det meget bugtender landskab i et aktivt vulkansk område (det bemærkes at ingen vulkansk aktivitet blev bemærket), om en meget stor revne over adskillige kilometer opstået under et jordskælv (vi kørte langs med den ret store kløft over en pæn strækning) - et ret imponerende syn, om skolesystemet i New Zealand, som iøvrigt meget ligner det engelske og noget om byen Bulls "tilblivelse".
Bulls er en bette by, hvor mange butikker bærer præg af, at man ikke helt er nået til vore nymodens ting. Ordet Bull indgår i mange af forretningernes navne. Efter en velfortjent pause (Lone kalder det noget med køre-/hviletidsbestemmelser) går turen igen derudaf mod Masterton.
For iøvrigt kan turen i dag sammenlignes med det der under Tour de France kaldes en transportetape, men ved Lones hjælp holder vi os vågne med nogle interessante fortællinger om bl.a. de første danskeres ankomst til New Zealand via immigranternes hovedvej omkring 1871, og hvordan det er at bo i New Zealand med hensyn til skat, el., vand, affaldshåndtering, ejendomsskatter o.lign.
Turen afbrydes kun af et mindre ophold på ca. 3 og en halv time ved Pukaha Mount Bruce National Wildlife Centre med frokost og rundtur i området. Et område, hvor man er med til at genetablere populationen af de forskellige fugle, ål, øgler o.lign., og som er det eneste område i miles omkreds, hvor dyrelivet kan trives i de naturlige omgivelser. Specielt bevarelsen af kiwien er et større projekt.
De mange frivillige medhjælpere gør et kæmpemæssigt arbejde i centerets regi.
Nu smutter vi så mod Wellington fortsat i retning mod syden og videre ad immigranternes hovedvej. Vi når nu Masterton, som er den by, hvor den store årlige konkurrence om fåreklipning foregår i.
I det fjerne ser vi bjerge igen efter en tur gennem det forholdsvise flade landskab. Lone fortsætter igen sine fortællinger om forskellige emne herunder om specielt landbruget og dets forhold.
Den sidste del af etapen starter med bjergkørsel, hvor der er 63 kilometer til målstregen i Wellington. Stigningsprocenten er ret høj, og bussen snegler sig op ad den snoede landevej.
De bagfrakommende og hurtigerekørende får den nødvendige plads til overhaling.
De sidste ca. 40 km. foregår næsten på flad landevej i dalen ind mod Wellington, det allersidste endda med havudsigt til bugten udenfor byen.
Målstregen ved vort hotel blev passeret kl. 18.33. Etapen for dagen er dermed slut.
