Skrevet af Hanne & Thorkild
Endelig,endelig. Efter en uge på New Zealand hovedsagenslig med regn og blæst,vågnede vi op til en klar blå himmel og vindstille vejr.Perfekt til en udflugt til Mt.Cook national park,som var programsat til idag.Selvbruneren blev pakket langt vægt og solkrem med faktor 30 fundet frem.
Vi forlod MacKenzie Country Hotel i byen Twizel,hvor vi boede og kørte mod nationalparken. Undervejs fik vi lidt historie fortalt af Lone bl.a.om Edmund Hillary,der før han besteg Mount Everest i 1953,havde trænet netop på Mt.Cook. Turen tog os langs Lake Pukaki,som er en opdæmmet sø. Første stop ved Peters lockout,hvor vi havde det første blik ind mod Mt.Cook og den omkring liggende bjergkæde. Solen strålede ,ingen skyer,pragtfuld udsigt og højt humør.
Bussen nåede frem til "Base Camp",hvor vi skulle fortsætte vores tur til fods gennem Hooker Valley.Her var det meningen,vi skulle have sunget morgensang. Det glemte dog alle. (Måske var det derfor vejret blev så godt).
Vi blev delt op i 3 grupper alt efter hvor hurtigt og langt man ønskede at gå, og hver gruppe fik en lokalguide med. Turen var ca.5 km. hver vej. Vores vicetourleder Ole, havde advaret om, at det kunne være koldt i skygge og blæst og havde anbefalet lange underbukser, mamelukker og regntøj yderst. Det viste sig dog, at han havde undervurderet den New Zealandske sol, og snart kogte hele gruppen ,og det blev nødvendigt at afføre sig det meste. Det gav dog ingen skår i glæden, da turen blev smukkere og smukkere og solen skinnende fra en skyfri himmel. Efter ca.1:20 nåede den første grupper ud til gletchersøen. Et ufatteligt smukt område.Vi havde svært ved at løsrive os fra området, men da gruppe 2 nåede frem en lille time senere, begyndte vi tilbageturen.
Da alle var nået helskindet tilbage til "Base Camp", var det blevet tid til frokost,og Ewan kørte os op til Charlies Cafe'. Charlie var en af de lokalguider, vi benyttede.Efter frokosten var det meningen,vi skulle have besøgt en malkestation, men Charlie berettede, at en anden gletcher Tasmanian, havde kælvet med et isbjerg og han syntes, det var en lille omvej værd for at se det. Som sagt så gjort. Denne gang skulle vi kun gå 15 minutter for at nå gletchersøen, men til gengæld gik det stejlt opad og blæsebælgen gik for fuld damp, da vi nåede søen. Atter en gang ufatteligt smukt, selvom det nyfødte isbjerg nok var mindre, end vi havde forestillet os. Så gik det ned ad bjerget igen for at komme til bussen, som kørte os til den føromtalte malkestation.
Gården,som vi besøgte,havde 3 af disse malkestationer,som hver betjente 2100 malkekøer. Køerne blev gennet ind i en roterende station med plads til ca.80 køer, fik noget foder og blev malket på de ca.5 minutter, det tog at køre en omgang. Så bakkede de ud af boksen og gik tilbage til den mark, de var kommet fra. Der skulle 4 mand til at betjene de 2100 køer. 2 til at malke og 2 til at drive køerne ind og sørge for markerne.Køerne ydede ca. 45000 liter mælk om dagen.
Det giver ca.5500 liter pr.ko pr.år. Det er ca.halvdelen af det en dansk ko yder.
Sidste punkt på dagsprogrammet var et besøg på en laksefarm,som lå lige uden for byen Twizel, som vi boede i. Laksene blev opdrættet i store bassiner i ferskvand fra floderne. Det var store fisk, der svømmede rundt, og det var også muligt at købe laksesider og hele fisk.
Efter en dag med store indtryk og fysiske udfoldelser gik det tilbage til hotellet og aftensmaden.
Efter aftensmaden blev der lejlighed til lidt fællessang ,hvor vores sublime klaverboksere Yrsa og Keld holdt sangerstemmerne i snor.
