onsdag den 18. februar 2015

Onsdag den 18. Februar 2015, Sydney Operahouse

Kl. 7:30 fik vi et dejligt morgenmåltid i fred og ro, indtil der dukkede nogle unge skoleelever op. Gennemsnitsalderen i rummet blev pludselig sænket betydeligt. Til gengæld blev støjniveauet hævet noget.

Vort vandrehjem er bygget oven på ruiner fra bygningerne fra dengang, der kom fanger mm. til Sydney. Der er store udgravninger i underetagen, som man kan se. Ruinerne skal bevares, som de er, og de skoler, der bor på vandrehjemmet, skal have 3 timers undervisning om historien. Lone har også måttet love, at hun vil fortælle sine gæster om historien.

P1000137 P1000138 P1000144

Vi mødtes på tagterassen kl. 8:30, hvor Lone fortalte om det, vi kunne se. Bl.a. om Harbour Bridge, hvor man kunne købe en guidet gåtur op til toppen af broen, tværs over broen og ned igen på den anden side. Man går oppe oven på broen fastspændt med nogle virer. Inden vi gik ned fra tagterassen, sang vi for første gang vores morgensang.

Dagen i dag tegner til at blive en dag, hvor der er brug for solcreme og hat, da der er højt solskin.

På vores gåtur kom vi ned i de gamle gader i The rocks med de små butikker fra den gang straffefangerne kom hertil. Butikkerne er nu souvenirbutikker. Vi gik gennem en smal gyde, og på den plads, vi kom om til, var der en statue, som fortalte om, hvordan straffefanger, soldater og nybyggere var kommet til Australien. På vores videre færd kom vi forbi Sydneys mest berømte hattebutik. Lone gik catwalk, så vi kunne blive fristet til at købe noget.

P1000146 P1000150 P1000164

Vi kom til Operahuset, hvor vi fik en guidet rundtur, efter der var blevet taget et fællesfoto, som vi naturligvis kunne købe senere.

På rundturen var vi inde i operasalen. Koncertsalen var desværre lukket, da der blev øvet. Jørn Utzons rum kunne vi heller ikke komme ind i, da der var møde der.

Operahuset er et fantastisk stykke arkitektarbejde, og der bliver stadig fornyet og lavet om. Utzon nåede inden sin død at tegne udvidelser til operahuset til de næste 30-40 år. Hans søn Jan og barnebarn arbejder for operahuset og kan føre farmands værk ud i livet.

P1000188 P1000207 P1000225

Efter operahuset fik 12 af os + Kirsten en tur i jetbåd til stor morskab. Trods regntøj blev alle mere eller mindre våde.

Resten af gruppen gik til frokost. Vi byttede plads på vores frokostrestaurant, så vi i 1. gruppe kunne spise og blive tørre, mens næste gruppe fik en afvaskning i saltvand.

Da 2. gruppe kom tilbage, skulle vi på havnerundfart i et noget mere roligt tempo.

På turen sejlede vi under Harbour Bridge og kunne se nogle modige, som var på vej op over broen.
En meget flot tur hvor alle næsten blev tørre igen pga. solen, der bagte ned på os.

P1000241 P1000274 P1000292

Inden middagen kl. 19:30 mødtes vi på tagterassen til en "bette en".

Vi spiste aftensmad hos vores nabo The Australien hotel. Middagen var pizza med kænguru, Emu, saltvandskrokodille og alm bacon.

En oplevelsesrig dag er slut, så nu skal der lades op til en ny dag med en god nattesøvn.