fredag den 31. oktober 2014

Fredag den 31. Oktober 2014, Afgang mod Otavalo

skrevet af Hanne & Børge

Vi var mere end tyve personer, der overnattede på Billund Kro, og her startede dagen med taxa til lufthavnen klokken kvarter over fire, for de fleste, en tidlig start på dagen. Efter at have tjekket ind, var der afgang klokken seks, til Amsterdam. Her skiftede vi fly, og efter en smule ventetid, var der afgang mod Ecuador, en flyvetur på ca. 12 timer. De fleste fik sig en "morfar" på vej derover, for tidsforskellen på seks timer gjorde, at klokken var kun 16 lokal tid da vi landede.

Paskontrol gik forholdsvis hurtig og vores bus kom samtidig med at vi var klar. Kørte mod vores første stop, som var hacienda Casa Mojanda, som lå i udkanten af Otavalo. En fin bustur ad nyanlagte veje. Kørte igennem en by der er kendt for sine roser, og da det endnu ikke var mørkt, kunne vi se de mange salgsboder, hvorfra roserne blev solgt. Inden vi nåede Otavalo var det blevet mørkt, så nu kunne vi rigtigt se, hvordan busserne var udstyret lys og blinkende lygter, både røde og blå, lidt af et særsyn, hjemme ville det være forbudt.

Da vi nåede haciendaen gik vi direkte i spisestuen, for at få aftensmad. Imens vi spiste, gik flere folk fra stedet i gang med at tømme bussen for kufferter, og de blev bragt til vore værelser, som var hele små huse, sikke en service. Efter aftensmad og indkvartering var de fleste "møre" og trængte til at blive lagt ned, men det er vel forståeligt, vi har nu været oppe i fireogtyve timer.