mandag den 2. marts 2015

Mandag den 2. Marts 2015, Mt. Cook National Park

Skrevet af Charlotte & Niels

Vi stod op kl. 6.30 til en dejlig dag med blå himmel og sol mod øst. Mod vest over bjergene lurede derimod skyer og truende regnvejr. Meget malerisk med kontrasterne.

Efter endnu en dejlig morgenbuffet og fødselsdagssang for en af turdeltagerne blev bussen læsset og turen gik langs den smukke Lake Pukaki med det azurblå vandspejl mod dagens hovedmål Mt. Cook.

Nogen usikkerhed var at spore med hensyn til gennemførelse af de planlagte vandreture og alternativer blev planlagt. Afgørelsen blev lagt i hænderne på turguiden Charlie.

Undervejs sang vi morgensang og Lone fortalte om sir Edmund Hillary, som var den første til at bestige Mt. Everest i 1953. Han havde trænet i de sydlige alper på New Zealand forud for bedriften.

Området hvor vi skulle vandre, Mt. Cook National Park, er et 7011 hektar stort område, som kom på listen over verdens naturarv i 1986.

Ved ankomsten blev det hurtigt klart, at det var muligt at gennemføre de planlagte ture og der blev delt op i hold: en lang tur og en kortere tur.

P1020063  P1020073

Den lange tur gik helt op til Hooker Gletcherlake. Undervejs skulle 3 hængebroer passeres. Turen gennemførtes i rigtig frisk vejr, vindhastigheder mellem 50-60 km/timen og ind imellem lettere byger. En meget smuk tur med udsigt til høje bjerge med gletchertunger, vilde bjergstrømme og i det hele taget storslået natur.

Vi var undervejs heldige at se liljer, Mt. Cook Lilies, som blomstrede uden for sæsonen, samt en alpin orkidéart og afblomstret Mountain Daisy.

Undervejs blev forklaret hvor langt gletcheren havde trukket sig tilbage inden for det seneste århundrede. Det var lidt skræmmende.

Desværre lettede skyerne ikke over Mt. Cook. Det var dog ikke nok til at spolere en pragtfuld tur. Tilbageturen foregik med solid rygvind.

  IMG_4567

Den korte tur kom på vejen op forbi Fredas sten, hvor den første kvinde på Mt. Cook var fotograferet. Hun besteg bjerget d. 3. dec. 1910 - iført nederdel! Gruppen nåede til anden hængebro.

Da den korte tur var tilbage kørte Ewan deltagerne til "Old Mountainers Cafe" hvor vi fik en kop kaffe og lejlighed til at nyde den flotte udsigt, mens vi ventede på de som havde gået langt. Da de ankom fik vi serveret en dejlig frokost hos guiden Charlie og havde god tid til at slappe af før vi kørte tilbage langs den smukke sø. Vi lavede lige et "japanerstop" ved "Peters Lookout" og fik taget en masse fotos.

Herefter gik turen til en stor malkekvægsbesætning, hor malkningen foregik i en malkekarrusel med plads til 70 køer af gangen. Godt 2000 køer blev malket på 3-4 timer to gange dagligt. Farmer Tim forklarede om bedriften og vilkårene for at drive sådanne store farme i New Zealand.

P1020213 P1020216 P1020234

Imponerende, men for nogle også lidt skræmmende med en så udpræget automatisering af driften. En problematik man også kender derhjemmefra. Det stod vist også klart at dansk malkekvæg yder betydeligt mere pr. år end de New Zealandske. Et meget interessant besøg.

Tim har iøvrigt nok at se til i denne tid. Hele farmen skal gøres fint ren - han skal giftes om 14 dage.

På vej tilbage til hotellet blev gjort et kort stop ved en laksefarm, der opdrætter King Salmon i ferskvand fra gletchersøerne. På atten måneder når laksen en vægt på 5-6 kg og sådan en er på menuen her til aften.