onsdag den 11. marts 2015

Tirsdag/Onsdag den 10. & 11. Marts 2015, Hjemrejsen

Skrevet af: Palle Mygenfordt

Vækkeuret ringer som tegn på, at det nu er tid til - for sidste gang, at komme ud af fjerene - i hvert fald i denne omgang på New Zealand. En fantastisk rejse fyldt med utrolige oplevelser er ved at synge på sidste vers.

Pakningen færdiggøres og så er det kun at vente til Ewan kører bussen frem, så de grønne og pepitaternede kufferter kan finde deres plads i bagagerummet, som det sig hør og bør.

Også denne sidste gang lever selskabet op til standard og vi er pakkede og klar til afgang mod lufthavnen i fin tid.

Vejret viser sig også i dag fra sin flotteste side og vi kører forbi Lake Wakatipu, hvor de første aktiviteter allerede er i gang. Her er der altid gang i et eller andet.

Ved ankomsten til lufthavnen takkes Ewan for sin indsats, han har virkelig været et godt positiv bekendtskab og en god repræsentant for sin ø, hovedøen.

P1030833Så går det til indtjekningen og efter et par knaster lykkes det at få gang i proceduren. Desværre viser det sig ikke at være muligt at få bagagen indskrevet direkte til Hamborg. Vi skal hente den selv efter ankomsten til Sidney og efterfølgende sørge for indskrivning til Dubai og siden Hamborg. Konsekvensen af denne procedure er så, at vi skal "ind" i Australien igen for efterfølgende at 'rejse "ud", med ekstra udfyldelse af ind- og udrejse formularer til følge, nå at rejse er at leve og dette klares naturligvis også.

Så ventes der på maskinen til Dubai, der læses, spilles kort og snakkes en almindelig hyggelig stemning breder sig over selskabet.

De næste to etaper klares uden problemer og dermed er vi pludselig i Hamborg, hvor vi afhentes af bussen til den sidste kort del af rejsen til Danmark.

Det er hermed afslutningen på en helt fantastisk rejse til den anden ende af jorden og vi har set og oplevet så utroligt meget som vi nu skal hjem og bearbejde.

Tusind tak til alle i selskabet for at give deres til, at det blev den kæmpeoplevelse, som det er blevet.

Kristian har skrevet en sang på turen, Se Sangen her