søndag den 8. marts 2015

Søndag den 8. Marts 2015, Arrowtown

Skrevet af Else og Niels Karl.

Efter at have nydt den dejlige udsigt over søen og bjergene fra vores hotel, kørte vi 22 km til Arrowtown. Her fandt to fårehyrder guld i 1862, og da det rygtedes, strømmede der ca. 6000 guldgravere til, hvilket gav enorme problemer, bl. a. var der ikke mad nok til alle de folk. Den gamle Bank of NZ er nu omdannet til museum, her var spændende udstillinger, vi så bl. a. en skole, den gamle bankboks, tøj, guldgraverredskaber, fotografier og hestekøretøjer.

Bagefter gik vi hen til den kinesiske by. Fra 1874-81 inviterede myndighederne 5000 mænd fra Kina til at komme og grave guld. Rester af deres huse ligger i den dårligste del af byen, i skyggesiden, så her var meget koldt om vinteren. Små huse, lave døre, forrådskamrene var hugget ind i klipperne, her har ikke været godt at bo. I 2002 modtog de kinesiske efterkommere en undskyldning, for den måde man havde behandlet deres forfædre på.

Herefter fik vi lov at gå rundt i byen, der var mange fine gamle huse, og på en græsplæne spillede et "gammelt" orkester dejlig musik. Vi kørte så til Gibbston Valley, det sydligste vinområde, længde 45s.

Ved vingården Pergine havde de dækket op med en spændende frokost, her var mange lokale oste, forskelligt tilbehør og frugt. Vi sad udenfor og spiste og smagte 3 hvidvine, det var Pinot Gris, Sauvignon Blanc, Riesling og sluttede af med deres berømte rødvin Pinot Noir. Vi fik fortalt om høst og vinfremstilling, og var rundt og se deres ståltanke og egetønder.

Sidste stop i dag var ved Kawarau River, hvor vi stod og hujede, da Niels Karl sprang Bungy Jump - 43 meter. Resten af dagen havde vi fri, nogle blev i Queenstown, og andre tog med bussen hjem.