Skrevet af Ilse og Viggo
Guldgraverne kom her til Queenstown i 1862. Sønderjyden Peter Anholm var en af dem. Solen kaster sit lys ud over det flotte landskab.
Vi kører i dag i en mindre bus + en firehjulstrækker som også er forsyningsvogn. Vejen op til Skippers Canyon kræver absolut gode terrængående køretøjer.
Der kom 5000 guldgravere til området i en 3 måneders periode.
Schott Over River var stedet hvor man fandt den første og største guldklump - 5 kg. Flere store klumper blev senere fundet i Nugget Point.
Med jævne mellemrum var der stop på skønne udsigtspunkter, og her fortalte Lone fra Peter Anholm's egen bog, om hvordan livet som guldgraver havde været. Istiden havde dannet et fantastisk flot og varieret landskab, hvor man kunne se ind til Queenstown i den ene side og Arrowtown i den anden side af den enorme kløft. Intet mindre end en fantastisk naturscene.
Queenstown har det hele, Lake Wakapitu, bjergene, havnemiljø, skiområder, og det er en stor filmlocation, hvor scener fra bl. a. Ringenes Herre er optaget. Også reklamefilm bliver optaget her,
bl. a. flere bilfabrikker. Man sprøjter de træer og buske, man gerne vil være fri for på bjergsiderne, nemlig de der er indført fra England.
Vi kører 22 km ad meget krøllet grusvej, hvor der er 100 meter op, og 100 meter ned i dybden, uden autoværn! Godt vi har en dygtig chauffør! Det tog i øvrigt 8 år at bygge den vej.
Og så tilbage til Anholm's historie.
Hotelpiger blev kun en uges tid, så rejste de med en guldgraver. Ejeren af hotellet forsøgte at finde mindre pæne servitricer - det lykkedes -men trods det, smuttede en "sulten" guldgraver også med hende.
En Possum, det mest hadede skadedyr, var styrtet ned fra klippen over. Alle mand ud af bussen for at tage fotos. Vores 2 lokal guider morede sig kosteligt over at vi overhovedet gad det!
Kaffestop ved Skippers Canyon rigtig hyggeligt - vi har bare en fantastisk tur sammen. Lone fortsætter på historien om guldgraverne, og vi kan rigtig føle hvort svært det har været for dem at komme over klipperne med alt deres udstyr, og ofte uden madforsyninger, i kolde vinterperioder.
Vi besøger Guldgraverfamilien i 5. generation, Wenky viser os museet, alt der er efterladt deroppe er kommet på museet.
Det er meget blandet- lige fra nedslidt fodtøj, og det værktøj de brugte, til køkkengrej mv.
Skipper's bridge ligger her. Herfra det første jump på 102 m. Men det er ikke i brug mere.
Vi var på Riverrafting hele flokken - Lone siger det var familieudgaven vi var på. En del var på frisvømning i floden og andre sprang bump fra klippen.
Bagefter var vi 7 med Jetboat. Uha det gik over stok og sten med en enorm fart, op til 60 knob i timen. Nogle steder var der næsten ingen vand, så vi i blandt rørte stenene i flodbunden. Og det gav sus i maven når den unge racerbåds-kører, med et skælmsk grin på læben, suste uhyggelig tæt forbi klipperne.
Nu var det uigenkaldelig sidste aften på vores tur.
Ewan og et par stykker fra holdet var gået igang med at grille lammekoteletter m.m. Andre dækkede bord o.s.v. på terrassen, Lone serverede champagne, der blev skålet, sunget og holdt taler.
Ja der var endda skrevet to sange, som fint berettede om vores oplevelser.
Summa summarum, taler og sange, ja aftenens stemning som helhed, udtrykte på sin helt egen måde hvor glade og godt tilfredse vi har været med denne tur.
Fuld af store oplevelser, vel tilrettelagt, fantastisk stemning og sammenhold.
Tak, siger vi - og HIP HIP HURRA for Lone og Ole.
Efterskrift, 21. Februar:
Hjemrejsen forløb helt efter planen, med en samlet rejsetid på 42 timer. Og selv her var humøret intakt, og det steg til nye højder, da vi i bussen hjem fra Hamburg, fik serveret dejlig dansk smørrebrød, kaffe og en øl.
Herunder Guide billeder fra Skippers Canyon
