Skrevet af Steen Hansen.
Efter at have sagt farvel til Rip, Rap og Rup eller Rick, Nick og Dick de sidste par dage stod vi op til en morgen hvor vi egentlig bare skulle pakke vore ting og skulle vi med flyveren til Brisbane. Alle stod uden for hotellet kl. 9.15 og var klar, men der kom ingen bus. Den var 3 kvarter forsinket, Lone blev mere og mere rød i hovedet, men da den så kom gik det ikke så galt endda.
Klokken ca. 12.15 var alle checket ind på QF 662 til Brisbane og vi lettede med et kvarters forsinkelse og flyveturen var ganske fin uden de store bump på "vejen". Der var en del skyer, men efterhånden som vi kom ind over Queensland kunne vi se mere og mere, markerne blev fra at være brune rigtigt fine grønne og det var dejligt at se. Byen Brisbane er Australiens 3. største by, der bor 2 millioner mennesker og i staten Queensland ca. 4,5 millioner ialt. Staten er næsten på størrelse med Grønland, lige i underkanten af 2 millioner kvadrat kilometer.
Ved lufthavnen blev vi hentet af Margie og Angus Adnam så vil tage os med rundt de næste par dage for at se på landbrug i Queensland. Den nye buschauffør hedder Bruce og han virker til at være en hyggelig gut.
Efter indkvarteringen på Hotel Ibis gik vi en tur nede ved floden og det blev til lidt billeder og vi kiggede selvfølgelig på skylinen, de smarte gang- og cykelstier der er etableret, en rigtig god måde at holde den bløde trafik ad spildt fra bilerne. Vejret var dejligt og vi mærkede rigtigt varmen samt at det er blevet lidt mere fugtigt her i Brisbane.
Om aftenen skulle vi så igen, igen ud os spise bøffer, Angus havde bestilt plads på "Normen Hotel" også kaldet "The Worst Vegetarien Restaurant in Queensland" hvilket refererede til de store bøffer man kunne få, fra få gram til 1 kilo, god appetit. I følge Angus statens bedste bøfhus, men vinen var dog trods alt så varm at den smagte bedst med isklumper i, så der havde de noget at lære.
Angus introducerede ganske kort tv værten Kerry Lonigan og chefkokken Frank. Den sidste fortalte lidt om hvilke kriterier han udvalgte kød efter, hvad forbrugeren efterspørger, så som om kalvene er færdigfedet på korn, græs eller om det er økologisk solm nogle af parametrene. Der kan være ting angående mørhed og fedtmarmorering som spiller ind og så fortalte han at gennemsnitlig serveres der 3.000 måltider om ugen, bl.a. serveres der ca. 30.000 "eyefillet" årligt og meget mere. Et estimeret forbrug af diverse kødstykker på ca. 80 tons årligt.
Ellers fik vi en masse at vide om australsk landbrug af især Kerry Lonigan, der ugentligt har 1 time på nationalt tv hvor han fortæller om landbruget til den almindelige forbruger. Han fortæller om priser på alt inden for landbrug, kvæg, korn, raps, bomuld og meget andet som kan have interesse for den almindelige forbruger. Men også landmænd ser programmet og han fortæller også om hvad der sker i bl.a. USA og på Chicago børsen, så også de er opdateret på det punkt. Ca. en halv million seere har han hver søndag, flot. Det har han gjort i 25 år.
Han fortalte, at i Australien er der ca. 26 millioner stykker kødkvæg samt ca.. 3,5 millioner stykker malkekvæg hvoraf totredjedele findes i staten Victoria som vi startede med at være i. Kun 2 procent findes i Queensland. I Queensland er der ca. 18 til 20 millioner stykker kødkvæg. Det betyder, at der skal være gode muligheder for at komme af med dyrene hvad enten de går til eksport eller slagtning. Der udskibes rigtigt mange dyr til Asien fra det nordlige Queensland, sejltiden til Indonesien er mellem 4-6 dage så det er ret nemt. Hver da afgår 2 både med dyr nordpå til færdigfedning og eksporten ligger på 1,25 millioner stykker kvæg årligt og dette tal er stigende. Indonesien aftager de fleste dyr, derefter Japan og så Mellemøsten og der er lige lavet aftaler med Kina som man regner med starter inden længe. Behovet for protein/kød er enormt i Kina, p.r. betales 6 dollars pr kg levende i Kina, et helt absurd højt prisniveau når kommer til at tænke på danske forhold. Et andet land hvor eksporten tager fart er Vietnam, for 3 år siden aftog de 20.000 stykker kreaturer, Brahmin kvæg eller krydsninger, deTte tal steg i 2014 til 225.000 stykker kvæg, altså en enorm stigning, mon de kan blive ved med at følge med efterspørgslen?
Værdien af den levende eksport er ca. 1 milliard dollars årligt, den forarbejdede del har en værdi på ca. 4,5 milliarder dollars og med en eksport på 70-80 procent af det der produceres så er de meget afhængige af gode afsætningskanaler og at disse udbygges konstant. USA er den største enkeltaftager at hakket kød men Japan er det på de gode udskæringer.
Australien er verdens 3. største eksportør af kød, Indien og Brasilien er større.
Langt de fleste dyr i Australien sælges via et marked, men andelen af dyr solgt direkte slagterierne er stigende, så sparer man både en agent samt kommision til et kvægmarked. De er vel forretningsmænd. Alt sælges som regel efter levende vægt, man kender ikke til Noget der ligner vores eget EUROP system. Alle dyr der skal slagtes unge bliver slagtet inden de er 2 år gamle, dette for at opnå prædikatet " prime beef". Som alle andre steder, så er nogle bedre end andre og det ved slagterierne eller andre opkøbere godt og de får selvfølgelig de bedste priser. Enkelte meget store farme har fra "jord til bord" og kan derfor styre hele processen. De er ofte certificerede og har eget brand og kan derfor opnå det bedste priser. Restauranten vi var på i aften fik meget efter at deres kød var begge dele.
Til sidste fik vi lidt at vide om at kødracen Wague var i stor fremmarch her i Australien, båd Egil hjemmemarkedet, men også som eksportvare til Japan. En mørbrad koster f.eks. 400 dollars pr kilo, så skal det også smage godt vil jeg mene.
Ellers gik snakken lidt på landbrug generelt, om tilskud hvor der næsten ikke er noget her i landet, maksimalt 10 dollar pr indbygger, i Europa er det 260 dollars og i Japan 400 dollars, bare for at sammenligne, tallet hos vore naboer i Norge er højere, men det kunne Kerry ikke huske.
En af de steder der gives tilskud til erhverv er til diesel. Det gælder så inden for denne sektor og lastbilerne og der gives 0,25 dollar pr liter dieselolie. Det er bl.a. fordi der er meget lange og store transportomkostninger.
Der blev spurgt ind til hvor mange der tjener på slagtedyrene inden de ligger i kølediskene og det er mange: 1. landmanden, 2. agenten, 3. markedet, 4. lastbiler til transport som er mindst 2-3 gange, 5. agroledet og 6. butikkerne, så der er rigtigt mange om at dele kagen.
Kerry sluttede med at snakke lidt om at landbruget Iversen stod for 10 procent af verdenshandlen, men havde nok 90 procent af alle problemerne. Det være sig de forskellige regeringer og deres politikker, men også med græsrodbevægelser og andet " godtfolk" som ikke altid vil landbruget det bedste. Desværre er afstanden mellem landbruget og resten af samfundet blevet meget større over tid, fordi ikke ret mange har kontakt med landbruget når man bor i byerne længere. Derved er der skabt en kløft mellem befolkningsgrupperne og det er meget svært at styre.
Så nu vil jeg gå i seng fordi i morgen skal vi op kl. 5, godnat.
