fredag den 10. januar 2014

Fredag den 10. Januar 2014, Dag i Singapore

Skrevet af: Synnøve & Lone

Vi startede vores tur rundt i Singapore, perfekt fortalt af den lokale guide Faridah. Humørbomben Faridah førte os gennem orkidehaven i Den Botaniske Have. Vi så en masse flotte og farverige orkideer, hvoraf nogle havde navne opkaldt efter verdensberømtheder. Vi hørte om tigerorkideen, der kunne blive 2 meter høj og veje 1.000 kg.

I det indiske kvarter blev alle vore sanser pirret til det yderste, krydderidufte sprang ind i næserne; vi så de mange forskelligartede varer og spændende udseende kvinder. Nogle af vore piger måtte have en hennalignende tatovering malet på huden – fantastisk at se, hvor let og elegant maleriet blev udført. Vi måtte videre, men med lidt spiseligt undervejs fra det indiske køkken. I bussen blev en lille ret serveret bestående af en velsmagende vegetarret i små dejpakker.


Et totalt sceneskifte blev igen præsenteret, nu i form af det berømte Raffles Hotel, hvor vi nok måtte se, men bestemt ikke røre. Fotografering på pasende afstand tolereredes.

Og så var der sejltur på Siingapore River ud til indsejlingen med udsigt til operahuset formet som den ildelugtende durian-frugt; tilskuerpladser til formel et løb; hotellet på de tre søjler med en skibslignende terrasse med mere på toppen samt springvandet på kajkanten udformet som en fisk med løvehoved.
Næste sceneskift var - Chinatown. Her var gaderne ved at blive pyntet op til den store begivenhed for kineserne: Nemlig det kinesiske nytår. I forbindelse med nytåret forlades slangens år, hvilket udsmykningen i vidt omfang bar præg af. og det nye dyr som præger året efter kommer på banen