fredag den 31. januar 2014

Fredag den 31. Januar 2014, Sydney Opera Hus

Formiddagen startede med en god times guidet tur rundt i Utzons unikke og verdensberømte operahus, som fejrede sit 40 års jubilæum sidste år med deltagelse af hans søn. Utzon var med i planlægningen, og man har taget nogle af hans først forkastede ideer med i en ombygning, så han har fået oprejsning for tidligere underkendelse. Vi så koncertsalen, operasalen og "the studio". Førstnævnte er nærmest et multirum, hvor alverdens berømtheder har talt eller optrådt, og sidstnævnte har ligeledes mange funktioner fra optagelokale til variete. Man følte sig oprigtig stolt som dansker.

Så til noget helt andet: en hurtig og våd tur med jetbåd rund i Sydney Harbour. En sjov oplevelse!

Derefter gik vi tur i Sydneys ældste bydel "The Rocks" grundlagt i 1780erne, da de første engelske straffefanger var ankommet. Her er idag hyggelige gamle huse, små cafeer og restauranter, og området står i skærende kontrast til de nærliggende, moderne højhuse i stål og glas, som udgør Sydneys skyline.

Efter en hurtig frokost på Subway tog vi på havnerundfart og så den pragtfulde by fra søsiden. Her så vi fra andre vinkler byens to store vartegn: Sydney Harbour Bridge og operahuset. Utzon har bevidst konstrueret operahuset nøjagtig halvt så højt som broen, idet han mente, at byens oprindelige vartegn skulle forblive det vigtigste.

Vi kan konkludere, at vi i sandhed har oplevet Sydney Opera House både indefra, i funktion, fra landsiden og fra søsiden, så bedre kan det vist ikke gøres.

Vi sluttede dagen af med en dejlig middag på en italiensk restaurant i Darling Harbour. På hjemrejsen fulgte Ole os igennem det pulserende folkeliv Chinatown, hvor de fejrede kinesisk nytår. Mon ikke der bliver fyret en hel del kinesere af i weekenden.