onsdag den 15. juli 2015

Onsdag den 15. Juli 2015, Den Gyldne Cirkel

skrevet af Kirsten Laustsen og Alice Petersen

Onsdag morgen vågnede vi op til et dejligt vejr.
Efter morgenmaden gik turen til Geyser-området. Da vi stod og ventede på, at Fridrik skulle låse bussen op, blev vi nærmest overfaldet af små irriterende fluer. På vej derhen så vi vulkanen Hekla ude i horisonten. Den kunne vi jo ikke se i aftes, da vi ankom på grund af dårlig sigtbarhed.
Lone havde tilrettelagt, at vi kom til området så tidligt, for at undgå det store rykind af turister. Vi så "Strokur" springe flere gange. Jorden syder og koger i hele området omkring geyseren. Det er et fascinerende område at befinde sig i. Inden vi kørte videre, var vores udendørs cafe blevet åbnet :=) så vi fik kaffe eller te og en småkage.

IMG_3530 IMG_3545 IMG_3574

Herefter gik turen til Gullfoss vandfaldet. Det er imponerende at se de kræfter, der er i naturen. Da vi skulle klatre på klipperne, hjalp man hinanden på det ujævne terræn og alle kom helskindet op og ned.
Næste stop var Fridheimar et stort drivhus, hvor man udnytter varmen fra undergrunden. Her dyrker man tomater og agurker året rundt. Det er en virksomhed, der inddrager hele familien. Vi blev modtaget med en "tomatdrink" som bestod af en udhulet tomat med en birkesnaps. Lækkert og meget anderledes. Efter en information om virksomheden fik vi serveret en dejlig islandsk frokost bestående af tomatsuppe, ravioli med en salat af tomater, agurker og pesto. Derefter var der hesteshow - i solskinsvejr - hvor børnene viste de islandske hestes forskellige gangarter.

Sidste stop var det gamle bispesæde Skalholt. Da vi steg ud af bussen fik vi en skylle. Den varede til lige før vi kom hjem på hotellet. Så skinnede solen atter.
Inden aftensmaden var der nogen, der tog et bad i de udendørs opvarmede bassiner nær hotellet.