Skrevet af Ruth & Christian
Efter et godt morgenmåltid og afhentning af frisk brygget kaffe hos Tim Hortons Kaffehus var vi kl. 08.15 på landevejen igen og så snart hjulene på bussen var oppe i fart sang vi vores dejlige morgensang.
Jens fortalte lidt om turen ad High Way 93, som skulle være en af de flotteste ture i Canada, om end turen den modsatte vej skulle være endnu skønnere. Der er 12 gletsjer op langs High Way 93, bjergtinderne er mellem 3000 og 3500 meter. Vi følger floden Bow River og lige før vi drejer fra mod Jasper, så vi en stor Sort Bjørn, ved en af de specielle overgange for skovens dyr, Joe fik stoppet bussen og der blev fotograferet, før bjørnen forsvandt ind i skoven.
Jens fortsatte fortællingen om bygning af jernbanens 1880'erne og den betydning den havde haft for udviklingen og bosætning af området. Senere blev blev landevejen bygget og begge dele har den dag i dag rigtig stor betydning for delstaterne British Colombia og Alberta. Store mængde af Canadas olieproduktion bliver transporteret med jernbanen. Det er fordi først Nations, indianerne ikke vil give deres tilladelse til anlægningen af rørledning ud til Stillehavet .
Jens fortalte også om deres skattesystem, sygesikring m.m. medens vi beundrede og nød den storslående natur og de flotte bjergtoppe med sne og gletsjer som vi passerede.
Det første fotostop var ved Bow Lake og Simpsons Num-Ti-Jah Lodge, hvor der var tid til at handle og vi fik formiddagskaffen med blåbær muffins serveret foran bussen.
Bow Lake får sit vand bl.a. fra Bow Gletsjeren og fra Mistaya River, der tilføres vand via mange små og større vandløb fra bjergene på hver side af dalsænkningen. Det første pas vi kører over er Bow Pass på 2067 meter.
Vi fik igen et kort fotostop ved Weeping Wall og fortsatte mod Sunwapta Pass og Icefield Centeret, der ligger ca. på halvvejen til Jasper. Her startede vi med frokost ved centerets parkeringspladsen, hvor den blev stillet op ved siden af bussen, turdeltagerne placerede sig på større og mindre sten i den blomster dekorrede skråning ud for bussen og alle nød det velanrettede tagselvbord.
Herefter kørte Joe lidt tilbage til P-pladsen ved opgangen til Wilcox Pass. Nu skulle vi ud og bruge bevæg apparatet, som kun Lone kan sige det! Vi blev opdelt i tre hold: dem der ikke kunne / ville med på den krævende rute, dem der ville gå den korte rute (halv vejen til passet), hhv. den lange tur helt op til passet. Ruth startede med ud på den korte tur, men da grupperne mødtes ved det første udkigs punkt, sluttede hun og tre andre sig til den 'seje' tur. På den lange tur op til passet så vi en flok Bighorn forpå 14 - 16 enheder, samt et par enlige hanner der lå og hvilede sig, på god afstand af flokken.
I passet kunne vi se ind i de næste dale, en fantastisk flot og skøn udsigt. På op og nedturen beundrede vi de mange fjeldblomster, der kun har få måneder at vokse og blomstre i før det igen bliver vinter. Oven i havde vi sol fra en skyfri himmel med tilpas "fotoskyer" og en temperatur mellem 24 og 31 g. alt afhængig af om vi gik i skoven eller under åben himmel. ca. halvvejen var der to røde stole med et lille bord i mellem. Her blev der taget et gruppebillede med Colombia Icefield som baggrund. Den lange tur var iflg. Jesper's GPS på 7,2 km og havde en højdestigning fra 2040 til 2400 meter.
Turen fortsatte ca. kl. 16.30 med kurs mod Jasper, men før vi nåede så langt fik vi lige et fotostop ved Athabasca Falls, et imponerende vandfald der falder 23 meter, fantastisk at se hvorledes vandet gennem tusinde af år har skåret sig igennem klippestenene der nu står med lodrette væge i den smalle spalte.
Vi ankom til vores hotel Tunquin Inn i Jasper kl. 18.30 og fik godt en time til at gøre os klar til aftensmaden i restauranten. den tre retters menu stod på lækkert bød og grøn salat, - dampede Laks - og is.
Tak til Joe, Patricia, Jens og Lone for den gode information og forklaring vi får om landet vi er i og det vi ser, samt for endnu en dejlig dag, fyldt med gode oplevelser og overvældende smuk natur og dejligt samvær.
