torsdag den 30. juli 2015

Torsdag den 30. Juli 2015, På cykel i Vancouver

Skrevet af Betty og Niels Nielsen.

Vi vågner op til en fin morgen i Vancouver. Solen står højt på himlen og alle er spændte på dagens program, nemlig en guidet cykeltur i Vancouver på ca. 20 km.

Efter dejlig morgenmad, hvor vi sang fødselsdagssang for Gisela, gik vi fra hotellet til cykeludleveringen, 1,7 km. Vi bliver inddelt i 3 grupper med hver vores guide. Vi fik Greg, der bor i cykelområdet: West End. I området bor mange tilflyttere.

E DSC00312 E DSC00318 E DSC00343

West End er omgivet af vand til tre sider. Vi fik hurtigt indtryk af de mange grønne områder i byen og tog ud til det store grønne område: Stanley Park, som er Vancouver's "Central Park" blot lidt mindre friseret. I parken cyklede vi en del rundt ved vandkanten og så først bezinøen, hvor småskibe fik tanket op og bagud landede og startede de mange vandflyvere med primært mål på Vancouver Island.

Vi så de otte totempæle, der repræsenterede lokale First Nations". På den fantastiske cykeltur gik det videre til den lokale "lille havfrue" med en grøn hængebro i baggrunden, som det irske Guiness for egne midler opførte i 1938.

E DSC00355 E DSC00367 E DSC00400

Vi trak med cyklerne ind i "regnskoven" og frem til Beaver Lake. Hele området har en stor blød undergrund - en levende organisme. Det angives endda, at bla. kongetræet Douglas Gran kommunikerer gennem rodsystemet til andre artsfæller - og det er ganske vist!

Ved frokosttid landede vi på den lille ø Granville Island, hvor Dockside Restaurant bespiste os med burgere, is og kaffe. Således vel ernærede tøffede vi hen til Public Market, der er byens svar på Torvehallerne i København eller omvendt.

IMG_4718 IMG_4720 IMG_4731

Undervejs fik vi indblik i en "nødvendig" investering i et bevægeligt tag på det olympiske stadion; pris: CAD 500 mio. - ellers kunne åbnings- og afslutningsceremonien ved vinter-OL 2010 ikke forløbe på rette vis - ak ja!

Vi rundede Chinatown Town - stor kinesisk befolkning - og tog turen gennem det såkaldte Gas Town. En gammel bydel med noget Nørrebro'sk over sig.

Samlet fik vi en rigtig flot cykeltur i denne by, som angives at være en af verdens smukkest beliggende storbyer, hvilket må medgives. Og byens ambitioner er store med et mål om at være verdens grønneste by i år 2020. Det må vi så over at se til den tid.