torsdag den 23. juli 2015

Torsdag den 23. Juli 2015, Islagunen og Gletschere

Skrevet af Nini og Marianne.

Kl. 8.15 fortsatte vi rundturen på A 1 i Agent 007's fodspor. Vi kørte mod Vatnajøkull, Europas største gletsjer. Gletsjerens 1000 år gamle is bruges bl.a til en ny specialøl, som vi smagte i aftes. Den er god. Vi ankom til islagunen kl.9.30 og gik rundt i området, hvor vi så en masse havterner. De havde fundet et sted med tobis, for flere kom flyvende med den lille fisk i munden. Vi så også sæler og sejlende isbjerge. Efter en time startede sejlturen på lagunen. Vi var iført redningsveste og fik forbud mod at svømme !! Turen foregik i pensionerede amfibiekøretøjer fra Vietnamkrigen med en charmerende spansk guide. Vi sejlede mellem isbjerge i alle farver og formationer. De er blå, når de lige er vendt rundt og mange havde sorte striber fra aske fra vulkanudbrud. Vi smagte også på den 1000 år gamle is, men Lone havde desværre glemt whiskyen.

IMG_4222 IMG_4232 IMG_4236


Lagunen er vokset 25 % de sidste 5 år og er nu 30 km2. Man frygter for broer og veje i området, hvis dette fortsætter.

Efter 1/2 time på vandet kørte vi på land, igen og turen gik videre i vores egen bus ad A 1. Det var en flot tur med sol på istungerne og den 1 km tykke gletsjer. De islandske gletsjere er tempererede så deres temperatur er omkring frysepunktet.


IMG_4273 IMG_4276 IMG_4278
Kl.12 nåede vi vores frokoststed på Svinafell campingplads. Vi var nu i det område, hvor Njals Saga foregår. Gruppen er også lige så handlekraftig som de gamle vikinger, så efter en time havde vi lavet dejlig frokost, nydt den i solskin og pakket sammen igen. Gletsjeren ventede lige om hjørnet. Vi blev modtaget af 3 søde, unge mennesker som tilpassede gletsjersko på os alle, og derefter førte de os sikkert ud på isen. Vi skulle dog først gå op til gletsjeren gennem et smukt landskab med mange forskellige blomster. Det var spændende at gå på isen og efter lidt øvelse, havde vi alle tillagt os den specielle gangart, så piggene gik ned i isen og vi kunne gå både op og ned uden "at gå på hovedet". Vi fik en grundig indføring i gletsjerens dannelse og områdets geologi. Det var fascinerende at se de dybe huller og revner med klart blåt vand. Dybden blev demonstreret ved at kaste en sten i hullet.

IMG_4284 IMG_4291 IMG_4299

Da vi var vel nede igen efter ca. 3 timer kørte vi til Skaftafell og holdt is/kaffe og tissepause. Derfra var der 139 km til Vik, vores overnatningssted. Turen gik gennem en sandørke n, dannet af oversvømmelser efter vulkanudbrud under isen. Det sidste udbrud var i 1996, hvor broen over elven blev ødelagt - "gulvet forsvandt". Det var Vatnajøkull, Islands største vulkan, der har krateret fyldt med is. Herfra udgår de mange gletsjertunger, vi så en del af på turen. Det var først i 1974, at det lykkedes at etablere en vej, så man kan køre hele vejen rundt om øen. Det er vi glad for !! Vi nød det afvekslende landskab med øde sandørken, frodige marker og lavaområder fyldt med mos. Det sidste udløste et fotostop.

Sydlandet er frodigt men tyndt befolket, da man lever med faren for oversvømmelse ved vulkanudbrud længere inde i landet. Katla er udstyret med en masse måleinstrumenter, der kan varsle et vulkanudbrud 8 timer før det sker. Så man må hellere have pakket tasken, når der er fare på færde.
Der blev også tid til historien om sandstormen, Fridriks Peugeot 404 og sømmene.
Efter gode oplevelser og gode historier nåede vi Vik - den lille by med 400 indbyggere - og endnu en god middag, hvor vi smagte kvansuppe. Nogle nåede endnu et indkøb i uldbutikken, så der var noget til alle.