søndag den 5. juli 2015

Søndag den 5. Juli 2015, Peyto Lake og Big Hill Spiral Tunnel

Skrevet af Marianne og Niels

Sidste morgen med den dejlige morgenmad på Tonquin Inn.
Lidt køligt her til morgen, men fuld sol.

Afgang mod Calgary kl. 8. Vi kører tilbage ad samme rute, men ser nu bjergene fra den modsatte vinkel.

På den smukke tur tilbage skal vi opleve meget og have en hel del stop. Første stop er Sunwopta Falls, hvor vi så det flotte vandfald med masser af vand i og hertil en regnbue. Så et fotostop ved Stottfield Glacier. Skyerne hang nede over bjerget, og vi fik et par dryp. Helt ny situation -og vue!

Vi kørte forbi The Skywalk, hvor man kan komme ud på en glasplade og have hele udsynet op og ned ad bjerget og hele vejen rundt. Det prøvede vi nu ikke. Så forbi Columbia Icefield med Wilcox passet.

Vi forlader Jasper Park og kører ind i Banff National Park.

Ved Parker Ridge var vi ude at vandre. Vi vandrede ca. 2,5km op til toppen ( næsten :) ) Det var en stigning på 230 m og med en temperatur på 20 gr. Herfra havde vi en flot udsigt til Atabascha Gletscher, Atabascha Lake og Atabascha River.

DSC05478 IMG_3574 IMG_2270

På vej ned var der 360* vue til bjerge - så flot! Vi kørte videre mod Calgary i ca. 1500 m højde og havde mange fantastisk flotte kig.

Frokost på Coleman Picnic Area, et flot sted med mange borde lige ned til floden. Fint afpasset med vores sidste frokost i det grønne.

Så gik turen videre til Peyto Lake, som er en gletschersø, der ligger i en højde på1860 m. Den flotte turkise farve stammer fra, når stenene med gletscheren gnider mod hinanden. Nok den flotteste udsigt vi endnu har set, med bjergene der åbner sig ledsaget af søens og flodens turkise vand. Solen var igen fremme. SÅ flot!!

Derpå forbi Bow Lake mod Trans Canada Highway. Forbi Mount Temple med masser af sne på toppen.

Big Hill blev det næste sted, vi gjorde holdt. Her var vi ude at se Spiral Tunnel. Det er det sværeste stykke jernbanespor på Canadian Pacific Railways rute, hvor togene skal stige fra 1300 m - 1630 m i spiralen. Hvis vi er heldige, kan vi se toget tre steder i spiralen.

DSC05598 DSC05619 IMG_2300

Vi ventede i næsten 45 min. og måtte så opgive. Der kom ikke noget tog, så vi måtte ind i bussen igen. Da alle var inde på nær Jesper, kom toget - SÅ - hurtigt ud af bussen alle mand igen, og så så vi toget, der kørte ind og ud af bjerget tre steder. Det var stort!

Derefter kørte vi videre mod Banff og Canmore. Vi bemærkede, at vandet i floderne nu løb mod vest i stedet for mod øst. Det betød, at vi befandt os i British Columbia, hvor vandet løber til Stillehavet.

Undervejs blev vi underholdt af musik: Rocky Mountain Memories, Open Skyes, An instrumental Tribune to John Denver.

I Canmore hentede vi Pat og Jens' bil og fik kaffe fra Tim Hortons med en muffin til. Uhm! Lige hvad vi trængte til. Klokken var nået at blive 18.

Så videre mod Calgary og snart var vi ude af bjergområdet.

Jens var god til at fortælle om de mange ting, vi kørte forbi, f.eks. en cementfabrik eller Mount Heart, der lignede et hjerte, og hvor det er populært at flyve op og blive viet. Han fortalte også om opdræt af fine heste, forskellen på rangers og farmers mm. Samt en masse om Calgary, mens vi kørte igennem byen. Glenmore Inn, vores hotel, nåede vi frem til kl. 19.30. Vi blev indkvarteret.

Der var aftensmad i den store havestue. Det var rigtig lækkert, og der var en stor kagebuffet til.

God afslutning på en god dag.