fredag den 18. september 2015

Fredag den 18. September 2015, Padjara Mittle School

skrevet af Ove og Marianne Lau

Det er bestemt ikke en hvileferie. Vi stod igen dejlig tidligt op og rutsjede nordpå ud af Highway one kl. 8.15 mod Wattsonwille i en stille morgendis. Der er klitter på venstre side mod vandet, så vi føler os næsten hjemme!

Lone er i vigør, så vi bliver fra morgenstunden belært om markarbejde. Vi er havnet i Californiens frugtbowle. De tidligere golde marker er erstattet af grønne, fyldt med salat. jordbær, artiskokker og des lige. Vi er lovet jordbær en af dagene, så der er noget at se frem til. Markarbejderne er alle mexicanere. De arbejder fra tidlig morgen, i dag med jordbær der skal høstes. Vi ser hvordan hundredvis af mennesker går i den stegende hede og knokler. Lønnen udbetales på check, sjovt for et så moderne land.

6-dag7 8-dag7 10-dag7

Vi ankommer tidligt på formiddagen til Padjara Mittle School, hvor en gruppe mexikanske børn venter på at komme til at spille fodbold med et dansk mesterhold. Børnenes ene lærer var vores lokale guide Margie. Hold da op, hvor hun har styr på børnene. 1,2,3: så var der ro. Børnene hørte lidt om Danmark, kongehuset og vejret. De fik at vide at Danmark er et lille koldt land med en meget velklædt dronning.

Efter dansk fødselsdagssang og en hurtig omklædning gik fodboldkampene igang. To stk. afbrudt af en lille pause. Trods opmuntrende tilråb, Dannebrog og bannere tabte vi begge kampe. Vist nok 3-1 og 4-1. Børnene var ellevilde, vi mere afdæmpede. Men en super oplevelse.

Kl. 11 kørte vi videre mod Moss Landing og Elkhon Slough, som er en National Park. Fantastisk område. På Fish Market fik vi en dejlig frokost med kammuslinger, fish and chips. Gruppen blev delt i to som på skift sejlede i det sumpede område for at se på vandlivet. Og der var nok at se på. Vi så: 34 forskellige fuglearter, 31 havoddere, 215 sæler og 365 søløver. Vi var ret optaget af havodderenes driverliv. De svømmer på ryggen og spiser muslinger i en uendelighed. Og pelikaner var der mange af. De spiser 25% af deres kropsvægt hver dag. Der blev skudt mange billeder på den tur. Nu ved vi alle at søløverne har ydre ører. Det har sælerne ikke. Søløverne lå rigtig og nød det på bådebroerne, så de var lige ved at synke. Sejlturen gik over i en en lille spadseretur i området, bla. var vi nede og gå ved Stillehavet, som ikke er så stille endda. Vi så enkelte hvalpust, men grundet høje bølger var det ikke muligt at se hvalerne.

14-dag7 22-dag7 25-dag7

Dagen sluttede i Santa Cruz. Det er hippiernes tilholdsted og her hænger man ud - sådan helt uformelt. Vi fastholdt det mexikanske tema og fik mad på en mexikansk restaurant. Det så ganske lovende ud, men helt vellykket var middagen ikke. Lone måtte tale med store bogstaver for at vi kunne få varm og ikke lunken mad. Det lykkedes!

En træt busfuld danskere vendte derefter næsen mod Seaside, hotel Holiday Inn. Godt mætte af og tilfredse med dagens indtryk.