mandag den 14. juli 2014

Mandag den 14. Juli 2014, På vej til Reykjavik

Skrevet af Anne Marie & Niels Aage

Godt om bord i bussen hos Fridrik går det mod første stop, som er der, hvor den amerikanske og europæriske kontinentalplader mødes. Når pladerne frastøder hinanden, opstår der mange små jordskælv, som ikke mærkes, og Island vokser med 2,5 cm om året. Der var lavet en bro over kløften, som her kun er 20 meter bred medens den længere ind i landet er over 7 km. Den undersøiske højderyg er 16.000 km lang og ligger i en dybde på over 4.000 meter.

IMG_0058 IMG_0070 IMG_0076

Næste stop var ude i nærheden af et kraftværk, hvor vi ser på dampene, der kommer direkte fra varme kilder i undergrunden. Disse dampe kan blive op til 300 grader, så vi skulle blive på de afmærkede stier. Her var en ubehagelig lugt af svovl. Dampen hentes ind til værkerne via store rørledningerne på jorden. Da man har så billig opvarmning, har man indkørsler og fortove opvarmet, ja sågar vejene er opvarmet ved trafikkryds.

Efter at have set på de varme kilder tog Fridrik det første af hans "sidespring", hvor han kørte os ned til vandet for at se på suluer og nyde en fantastisk udsigt. Her var vi meget heldige at se en lille flok spækhuggere, der jagede makrel. Der var også en statue af en gejrfugl, som er blevet udryddet for langt over 100 år siden.

IMG_0081 P1050459 IMG_0135

Nu gik turen videre til Grindavik, hvor vi skulle spise aftensmad på et lille pensionat. Vi fik dejlige fiskefrikadeller og torsk med kartofler, sovs og tilbehør.

Så var det tid til at køre mod Reykjavik, hvor vi lige skulle se "Perlen", inden vi skulle findes vores hotel for første overnatning. Perlen er et rundt glaskuppel bygget over på 6 store runde vandbeholder med varmt vand til varmeforsyningen. Her var udsigt over hele Reykjavik.

Så hvem skulle tro, at vi først var landet i Keflavik kl. 15, når vi allerede på førstedagen kunne nå at se så meget. Tak for oplevelserne til Lone og Synnøve samt Fridrik for de gode veje, som han vælger. Vi glæder os til nye oplevelser, så godt som de er begyndt.