onsdag den 2. juli 2014

Onsdag den 2. Juli 2014, Lake Louise

Skrevet af Kirsten og Holger.

Atter en rigtig skøn dag med flot vejr.

I bussen på vej til Moraine Lake fortæller Jens om livet i Canada. Han har anbefalet en alternativ landevej vi kan køre, da der er større muligheder for at se dyr langs vejen. En meget flot strækning, og pludselig ser det ud til at der er gevinst, da Lone råber moose og idet Joe holder ind på en vigeplads til venstre råber han Wolf, I see two, men der var hverken det ene eller det andet, så vi måtte tilbage på vejen igen.

Det var da noget af en oplevelse, der mødte os ved Moraine Lake, det var en flot flot natur. Vi gik op på en bakke, hvor vi havde en flot udsigt over søen, og der blev fotograferet til den store guldmedalje. Efterfølgende gik vi en god tur langs den ene søbred, fordelt på 2 hold. En fantastisk oplevelse.

IMG_7499 IMG_7507 IMG_7512

Derefter gik turen videre til Lake Louise, som er et af de mest besøgte steder i The Rochies, ikke nogen lang tur. Rigtig flot udsigt over søen, med bjerget med gletcherne i baggrunden. Der blev tid til at få taget gruppefoto, og en kortere gåtur langs Lake Louise.

Videre gik det mod gondolerne ved Lake Louise ski resort. Her fik vi frokost - stor buffet, sammen med jeg ved ikke hvor mange japanere - vi opgav at tælle dem. God mad, så vi var godt mætte, da vi skulle op med gondolieren/stolelifterne. 

I den strålende sol var det en flot udsigt på vejen op. Egentlig skulle vi have gået en tur på stierne i skovområdet oppe på toppen (ca. 2100 m over havets overflade), men da der var observeret indtil flere bjørne i området, var alle stierne lukket, så det blev det ikke til, men flot var det se ud over skiområdet med Rocky Mountains og Lake Louise i baggrunden.

Vi besøgte et lille museum, som rangerne havde i deres hus i det område, hvor vi blev sat af liften, her kunne vi se de mange dyr i udstoppet tilstand, hvilket var helt fint, så kunne vi se dem i naturlig størrelse.

Nedturen var også super. Vi nåede da også at opleve at liften gik i stå på vej ned, og vi havde lidt Kaj mistænkt for at lave unoder, men det var vist ikke årsagen.

Inden vi fandt tilbage til bussen, blev der shoppet i butikken. Vi skal da nødig have for mange penge med hjem. Så var vi klar til at vende snuden hjemad. Vejret var stadig meget flot. Temperaturen viste 30 gr.

IMG_7542 IMG_7595 IMG_8338

Værten på hotellet havde inviteret til lidt ost og rødvin, inden vi skulle i golfklubben for at spise aftensmad. Det var rigtig hyggeligt  og et fint arrangement.

Videre gik det ned mod golfklubben i samlet trop, alle kendte jo vejen - vi havde jo været der før, men tænk Jer, Lone førte os på afveje til trods for, at indtil flere sagde til hende, at vi gik den forkerte vej. Men nej, vi skulle den vej hun sagde, og det endte da også med, at vi måtte spørge 2 flinke damer om hjælp. 

Vi nåede da frem, lidt forsinket. Fik lækkert mad, nogle inde i restauranten andre på den hyggelige terrasse. Kokken havde gang i den store grill og serverede nogle lækre meget store bøffer med en masser godt tilbehør til. 

Det var nogle mætte og godt tilfredse gæster, der vendte tilbage til hotellet ad den rette vej.