mandag den 28. juli 2014

Mandag den 28. Juli 2014, På vej til Reykjavik

Skrevet af Anne Grethe & Bent

Vi ankom til Billund kl. 12.10. Vejret var meget varm og fugtigt.
Vi sagde goddag til de andre.

Gik ombord på flyet fra Iceland Air, der afgik til tiden. Vel ombord fik vi udleveret en IPad, som vi kunne underholde os med.

Vi fik udleveret de bestilte islandske kroner og afleveret drikkepengene.

Ankomst Keflavik 16.35 i småregn, der hurtigt hørte op og vejret blev perfekt.

Vi steg ombord i bussen hos Fridrik, og kørte mod det første stop, som er der hvor den europæiske og den amerikanske kontinentalplader går hver sin vej. Der er mange små umærkelige jordskælv på grund af, at de 2 plader fjerner sig fra hinanden med 2,5 cm om året.

Der er lavet en bro over kløften, der på dette sted kun er 20 mtr. bred, d.v.s. man kan komme fra Europa til Amerika uden visum og på gåben.

P1030088 P1030092 P1030094

Overalt, kunne vi se hvordan det dampede op fra revner og sprækker i lavaen. Vi så et elværk der producerer el v.h.a. varme fra undergrunden. Der var et fantastisk farvespil omkring disse og der var gang i dampene. Et sted kunne man næsten ikke se en hånd frem for sig. Det inspirerede til et forslag om at afsynge Kong Kristian stod ved højen mast. Det undlod vi dog.

P1030109 IMG_1849 IMG_1872

Herefter kørte vi ud til vandet, hvor der var mægtige dønninger samt en kæmpe sulekoloni ude på en ø.

Turen fortsatte mod Grindavik, hvor vi spiste aftensmad, dejlig fisk, fiskefrikadeller, kartofler, salat og tilbehør. Vi var en tur omkring den gamle del af byen og havnen.

På turen til Reykjavik besøgte vi Perlan. En fantastisk ide at camouflere 6 kedelige vandbeholdere med en smuk kuppel. Der var en flot udsigt ud over byen.

P1030133 P1030138 P7280087

Vi har fået fortalt om geologi, fauna, flora, aluminiumsproduktion og meget mere, så vi er helt mættet af nye indtryk.

En rigtig god start på vor første tur til Island.