Skrevet af Lise & Erik.
Efter morgenmaden afgang fra hotel Stórutjanir med retning mod Myvatn. På vejen så vi igen mange ande- og vadefugle, bl.a. den smukke islandske Strømand. Første stop var ved Skútustadagigar, hvor vi gik en tur mellem de "falske" vulkaner, som er dannet af boblende lava. Fra området kunne vi se til "De hvide Fjelde", og omkring os var der mange Sangsvaner og andre fugle, bl.a. Snespurv, Lappedykker og Haulit.
På vejen til vores næste mål kørte vi igennem et område, som er kendt for gerne at ville bevare den gamle islandske sangtradition. Vi passerede byen Reykjahlid, hvor Fridrik traditionen tro gav os en rundtur og en god historie. Vi nærmede os nu De hvide Fjelde, som er det sidste af de varme områder med nyere, tynd lava, hvorfra det damper og syder. Vi gjorde kort stop og så, hvor islændingene bager deres søde rugbrød i nedgravede ovne. Lige ved siden af findes Islands ældste geotermiske anlæg "Bjararflag", der dels har et generatoranlæg på 3 MW samt forsyner området med varmt vand til fjernvarme. Jorden her er helt rød med små, dampende huller, og imellem hullerne var små "tuer" med blomstrende timian, som lige her duftede på afstand.
Endelig kom vi i silende regn til Namafjall, også kaldet "Helvedes Køkken", et område med store, stinkende og boblende mudderpøle. Området var fedtet, og i et forsøg på at forebygge støvleforurening i bussen fik vi plasticposer til overtræk, men det fungerede ikke rigtigt, så vi måtte tage vandpytter og renseservietter i brug før vi fandt vores pladser efter rundturen. Igen beundrede vi de fantastiske jordfarver omkring os.
Turen fortsatte mod Dettifoss, Islands største vandfald. Fra bussen var der et stykke at gå igennem en dramatisk stenørken, som blev forceret i snestorm. og besøget ved fossen blev pga vejret ikke så langt; men derfor ikke mindre betagende. Det er enorme vandmasser, der hvert sekund vælter ud over den 100 m brede kant og 45 m ned i Jökulsá elven, som kommer fra Vatnajökull, og er Islands længste elv. Pga vejret og det sene forår var vandmængden særligt stor. For de tissetrængende blev opholdet en udfordring, da toiletterne på P-pladsen vist ikke tømmes om lørdagen!
Den oprindelige plan var, at der nu var frokost i det grønne; men det indbød vejret bestemt ikke til. Vi var sultne og forkomne, og en hurtigt improviseret kaffe med knækbrød, ost og kiks gjorde underværker. Lone havde selvfølgelig bestilt frokost til os et andet sted, og efter ca. 45 min.'s kørsel ankom vi til "Fjallakaffi", hvor vi fik VARM islandsk kødsuppe og bagefter kaffe og "kærlighedsbullar". Her mødte vi en ung københavner, på vej rundt om Island på cykel.
Fra Fjallakaffi fortsatte vi et stykke ad den gamle uasfalterede hovedvej 1 igennem et vidtstrakt sortbrunt lavalandskab med rester af vinterens sne spredt i maleriske mønstre, utroligt smukt! Vi var nu i Østlandet, olgså kaldet "renlandet", og vi var heldige at se fire voksne rener og to kalve løbe ned mod en sø. Da vi stoppede for at fotografere fik Lone sig en løbetur efter en løssluppen plasticpose, som desværre slap væk. Vi så også mange Hedegæs. Da vi kom ind på den nye hovedvej igen skiftede landskabet, da vi kom ned i Jökuldalur, hvor der var grønt, men uden høj bevoksning og efterhånden uden sne. Langs vejen passerede vi mange større og mindre vandfald fra de omliggende fjelde. Som sædvanligt fik vi under køreturen et par historier fra Fridrik, bl.a. den om hans besøg med 12-14 "fine" fruer fra Danmark på Penismuseet i Husavik.
Endelig ankom vi til Egilsstadir, hvor foråret var længere fremme, med udsprungne træer og smukke blomster foran hotellet. Fridrik fortalte, at der i fjorden ved byen er en søslange, og at kommunen har udlovet en præmie for et vellignende foto af uhyret. Vi blev indkvarteret på Edda Hotel Hérad, et gymnasium med både lokale -, kost- og fjernunderviste elever.
Og vejret, ja det klarede op jo længere mod øst, vi kom, og om aftenen fandt solen vej gennem skyerne
