torsdag den 11. juni 2015

Torsdag den 11. Juni 2015, Hvalsafari og besøg på fiskefabrik

skrevet af Anne Grethe & Kurt

Et nyt hotel, hvad byder morgenmaden på? Igen et overdådig morgenbord men alligevel med nye specialiter og anrettet på meget indbydende vis.

27 gæster og 2 guider mødte klokken 8.30 spændte foran bussen. Ser vi mon hvaler i dag ??

4 grader´s varme, svag vind og let regn. En kort bustur til Hauganes. Kutter EA 106 Niels Jonsson lå klar i havnen, men først skulle alle iklædes "Hirtshals habit".

Mod forventning gik turen ind i Eyjafjordur og kun lige ud af havnen havde skipper spottet de første pukkelhvaler. Man skulle tro hvalerne viste at der var turister på vej, for de var godt forberedte. 2 ca 17 meter lange pukkelhvaler gennemførte et ca. 45 min. hvalshow. De to hvaler jagtede i fællesskab fiskestimer og viste næsten alt hvad hvaler kan byde på. Blæs, leg i overfladen og sidst men ikke mindst de store haler klar til dyk. Ofte kun 5-10 meter fra båden. Selv vores islandske coskipper så måbende på. Senere dukkede en tredje hval op.

Så skulle fiskestængerne frem. Torsk i alle størrelser samt enkelte kuller blev halet ombord. De store blev fileteret, alle de små røg retur. Fileterne skulle bruges til vores frokost, en skøn fiskesuppe, der blev serveret på restaurant Ektafiskur på havnen i Hauganes.

De af gæsterne der ikke deltog i hvalsafarien var på gåtur i en islandsk "skov"

hvor de så forskellige former for nåletræer, der er velegnet til det islandske klima, herunder primært sibirisk lærk. Den islandske nationalblomst Rypelyng blev også spottet. Derudover besøgte de en nedlagt sildemelsfabrik, som i dag delvis anvendes, som et dykkercenter. Hvalturen blev kortere en forventet, så vi var tilbage før planlagt. En ny overraskelse!

_PHG7598 _PHG7605 _PHG7608

Den samlede gruppe skulle besøge havnens fiskefabrik Ektafiskur, der fileterer og salter torsk til eksport til Sydeuropa. Vi fik demonstreret, hvordan man håndfileterer en 17 kg torsk og hvad de enkelte dele derefter anvendes til. Intet går til spilde, selv indmad og skrog kan anvendes forskellige steder i verden. Som afslutning blev der budt på en shot brygget på Revlingebær.

Efter indtagelsen af den dejlige fiskesuppe gik turen videre til Akureyri, Islands næst- største by med ca 17.000 indbyggere.

Vi fik en kort rundtur i byen, besøgte kirken fra 1940 med meget imponerende glasmusaikvinduer. Vinduerne i alterområdet stammer fra Coventry Cathedral og blev skænket under 2. verdenskrig. Her sang vi selvfølgelig også vores tursang.

Et par timer på egen hånd blev brugt til shopping, cafèbesøg og besøg i Botanisk have. Vejret indbød ikke til lange udendørs aktiviteter.

Tilbage på Guesthouse Skjaldarvik blev tiden brugt til afslapning, herunder mulighed for test af hotellets "kæmpe" hotpool, gåture i omegnen og ikke mindst "happy hour" på hotellet. Inden middagen blev sangstemmerne trænet under ledsagelse af Fridrik på guitar.

Dagen sluttede som sædvanlig med endnu overdådig middag, med lam som hovedret.