Skrevet af Ruth og Christian
Efter en god aften med mad fra den Italienske Restaurant, vi spiste i konference lokalet på Hotellet , hvortil Dennis fra busselskabet gav vin som kompensation for at bussen havde fået en defekt luftpude ved venstre baghjul
Der var stor forventninger til dagens tur ind i hjertet af Rocky Mountains.
Vi forlod hotellet kl. 07.35, fortsat i den defekte bus men nu med det ene sæt baghjul løftet op, hvor efter bussen kan hæves op i normal køre position, så må vi leve med en konstant "bib" lyd fra en elektronisk alarm.
Vi startede med det fineste solskins vejr og en temperatur på 70 F, ca. 20 gC. og det skulle blive en dag med ny varmerekord. på vejen hjem så vi lystavler der viste fra 102 - 106 F, det vil sige ca. 40 gC.
I Kalispell bor der ca. 20.000 indbygger og 93.000 i hele regionen, 50% af befolkningen er gifte og der er ikke mange singler, 15% er over 65 år. Her findes et stort og moderne sygehus som Lone har haft brug for på tidligere rejser, men håber ikke det bliver brug for det på denne tur.
Byen er grundlagt i 1890 af en bankmand og er i dag et stort centerområde for indianer stammen Blackhead, der sammen med Blackfeet var de oprindelige befolkninger der havde boet her i tusind af år før de hvide "Waits scalps" kom hertil.
Kronjuvelerne i Glacier er 762 søer,, 175 bjergtoppe, mange km. vandrestier og kæmpe ski aktiviteter. Men ikke mindst vejen tværs i gennem parken "Going-to-the-Sun Road" der er en fantastisk smuk og imponerende rute der snor sig 83 km. genne et storslået landskab. Vejen følger parkens to største søer, fra McDonald Lake (961 moh) ved vest indgangen, over Logan Pass (2025)
til Saint Mary Lake (1366)
Vi kørte til Lake McDonald besøgscenter hvor vi skiftede til de Røde Busser, herfra havde vi en køretur på 6 timer igennem parken. Først kørte vi til et foto stop ved McDonald Falls, hvor vandet har en turkis farve, som dannes ved at stenene gnides mod hinanden og støvet giver farven. Vandet skulle her være 10 g. et meget smukt sted.
Her sang vi vores morgensang, der var en helt vidunderlig stemning at stå på denne udkigs platform og synge til melodien af det brusende vand omkring os - det lød hel eventyrligt.
Lone havde på køreturen hertil fortalt om dagens ord, der tog udgangspunkt i morgensangen, som er skrevet af en dame fra Esbjerg. Hun skrev den til hendes syge mand og de sang den sammen så lang tid de kunne. Lones ord til sangen og sangen giver rigtig god mening og stof til eftertanker.
Herfra fortsatte vi ad vejen Going-to-the-Sun Road, som er hugget / sprængt langs bjergsiden, to steder med tunnel igennem bjergvæggen og et enkelt sted måtte der bygges en mindre bro med tre buer, alt med materialer fra bjerget. Konstruktionen og bygning af den 83 km. lange vej startede i 1927 og var færdig i 1933.
Næste stop var kort før passet, hvor der var udsigt til bjergtoppe op til 3000 meter, her fik vi også set de første Mountain goats (hvide bjerggeder) på afstand, men da vi lidt senere ved Logan Pass, så vi en vandre på vandrestien mod den skjulte sø. her så vi også Bighorn (frikadelle får) som Lone kalder dem.
Efter et rigtig fint stop fortsatte vi mod Saint Mary Lake, hvor vi vi spiste frokost i delvis skygge ved breden af søen. Efter en dejligt frokost i skønne omgivelser gik turen retur ad samme vej men med nye billeder i kameraer og på nethinden.
Det har været en helt fantastisk oplevelse at se dette smukke landskab med træer over 500 år, masser af vandfald og grædende klippevæge. Gletsjer på afstand, men bemærkelses vis har der været 150 gletsjer i parken og nu er der godt 20 tilbage, år 2020 forventes der kun at være 6. Årsagen er nok at finde i de globale klima forandringer, der måske bevirker der falder meget mindre sne i området og samtidig smelter hurtigere. Dog falder der fortsat en del sne, for vejen blev først åbnet den 19. juni i år, men ofte er det først i juli den åbnes. Det medfører også at der er meget mindre vand i floderne og mange vandfald og vandløb snart tørrer ud.
Lidt mere om de røde busser! Oprindelig var der indkøbt 35 stk. a´ en pris på 5000$. Af dem vi kørte med var 2 fra 1936 og 1 fra 37. der er en anvendt til udstilling og en er gået tabt ved en ulykke. Busserne er renoveret på FORD Fabrikkerne i Detroit, i årene 1999 - 2001, hvor alle busser har fået demonteret karrosseriet og der blev fremstillet nye chassisrammer, opgraderet med nye og stærkere motorer, servostyring og automatgear, så blev karrosseriet igen monteret og derfor ser de ud som de blev leveret i 1936. Alt sponsoreret af FORD i Detroit.
Tak for en fantastisk dag i det vidunderlige Glacier National Park.
