fredag den 13. november 2015

Fredag den 13. November 2015, Sierra Negra

Skrevet af Stine og Gunnar

Vi vågnede op i de dejligste omgivelser ved en eksotisk bountystrand. Efter en dejlig morgenmad mødte vi vores nye superguide, Pablo. Derefter kørte vi i 2 grupper - den ene gruppe i åben bil - ud på dagens udflugt til vulkanen Sierra Negra. Det var en smuk køretur gennem et vulkansk landskab bestående af 90 procent unik bevoksning. Vi passerede gennem landbrugsland, hvor der produceres masser af frugt: mango, banan, citrusfrugter, papaya, avocado og melon hele året rundt. Vi så også mange eksotiske planter i blomst undervejs. Man prøver at beskytte den unikke natur ved at bekæmpe importerede planter og dyr, bl. a. den sorte fugl "smoothe Annie".

Da vi ankom til startstedet for dagens vandretur, var Sierra Negra helt indhyllet i tåge og finregn. Vi blev delt i to grupper, da den ene gruppe ønskede at gå en kortere tur på 8 km, mens den anden gruppe ville gå 16 km. Alle gik ad en meget mudret sti til kraterkanten af vulkanen. Så klarede det op, og vi havde en smuk udsigt ud over calderaen, som er 10 x 9 km og helt dækket med lava i bunden. Det sidste udbrud var i 2005. Det er den næststørste aktive vulkan i verden. Derefter fortsatte turen ud i vulkansk månelandskab til vulkanen Chico. Lavalandskabet fremstår i mange farver afhængig af mineralindholdet, lige fra sort over brunt til rødt og gult - et fantastisk farvespektrum. Der er 5 vulkaner på øen Isla Isabella, og øgruppen ændrer sig konstant afhængig af vulkansk aktivitet. Også i det vulkanske område findes utallige små, smukke vegetationer, og vores guide gav os fyldestgørende oplysninger om de unikke og de indførte/invasive arter.

På tilbageturen begyndte det igen at småregne. Da vi godt våde og snavsede kom tilbage til udgangspunktet, gik turen retur til en strandbar i byen, hvor Sven gav en omgang i anledning af sin fødselsdag i går.

Kl. 18 var vi renvaskede klar til endnu en lille køretur for at spise middag i højlandet på haciendaen "The Hauser's" hos Bernd og Yvette. Et pragtfuldt sted med super mad.

Tak for "another wonderful day in Paradise", som vores anden guide Ivan udtrykker det.