skrevet af Vibeke og John Mikkelsen
Tågen og skyerne lettede. Konturerne af bjergene, der omkredser Casa Mojanda, kom til syne. Omgivelserne var klar til en ny dag, hundene gøede, lamaer græssede ved nogle af husene, og andre fik besøg af kreaturer på dagsvisit.
Vi startede med et solid og udsøgt morgenmåltid, der var behov for et godt fundament, vi havde udsigt til en dag, hvor der var rig lejlighed for, at få brændt kalorier af!!! Vi satte kursen mod Cotacachi, en af de 18 vulkaner, der ligger i området. Området vi kørte i, var meget frugtbart.
Jorden indeholder mange mineraler, da sidste vulkanudbrud, efterlod 20 cm mineralholdig aske. Kartofler og majs var de største afgrøder, jordens furgtbarhed, gjorde det muligt at høste flere gange om året. Jordens afgrøder, er hovedbestanddelen af kosten i den daglige husholdning. Langs vejen, vulkanernes alle, kørte vi forbi simple huse.
Byggestilen er enkel, nøjsom, - men passer fint i tråd med mentaliteten i landet, DET HANDLER IKKE OM AT EJE EN MASSE; DET MATRIELLE SPILLER EN FORSVINDENDE LILLE ROLLE I FORHOLD TIL LIVET. 70 - 80% lever under fattigdomsgrænsen, men livet leves!!
Mange børnerige familier lever for 300 dollers om måneden. Fattig eller ej, idag var festdag. Kirketøjet var trukket på, familierne var på vej til kirkegården, der skulle festes og mindes. Først skulle der pyntes op for de afdøde, bagefter skulle alle af huse til medbragt mad, der skulle indtages på kirkegården. Politiet stillede op stole og borde til højtiden.
Da vi ankom til det nyanlagte besøgscenter, delte vi os op i grupper. Centeret havde indedøre, udstilling der fint fortalte om udviklingen i landsbyerne. Modeller over det store område, synliggjorde at vi befandt os i en kile mellem den østlige og vestlige bjergkæde. Plancher og vores lokale guide gjorde det klart, at vi havde en stor oplevelse i vente. Udenfor centeret var der en stor have, her fik vi indsigt i botanikken i bjergene. Vores lokale guide, fortalte om planters betydning og brug. Gamle indianske traditioner bliver overleveret, så de ikke går til grunde. Naturens værdier underkendes ikke af dette folkslag.
.... så kom tiden, hvor vi påbegyndte vores vandring. Vi delte os i 2 grupper, kort distance, og de garvede vandrere. Begge grupper havde guider med, Ole gik med de hardcore, og Lone var med på den korte tur. Lagunen, der var opstået efter et vulkanudbrud, var kæmpe stor. Faktisk var den så stor, at der sejlede turbåde.
På vores kratervandring, så vi flere slags orkideer. Mos og lavarter trivedes også, på trods af, at vi har så højt oppe. Vi var nogle få stykker, der vendte om og gik mod udgangspunktet. Vi havde den store fornøjelse, at se hele 3 slags kolibrier på den tid vi ventede på de andre. Små uanseelige fugle, men de var lynhurtige. Selve vandringen, var helt fantastisk. Trods vi befandt os godt og vel 3000m over havet, havde vi ingen problemer med højden.
Efter denne fantastikse panoramiske oplevelse, gik turne nedad, - ned til en velfortjent frokost i byen Cotacachi. Hernede blev der handlet i den helt store stil. Læder tasker, sko, jakker, ja alt hvad der kan fremstilles i læder.
Vel hjemme havde vi en skøn aften. Middagen var udsøgt, og tiltrængt! Vi var alle trætte efter en dejlig dag, - det skulle blive godt, at komme i seng! MEN....., bedst som vi var klar til at forlade restauranten, så havde Lone lavet en aftale med et lokalt orkester fra Mojanda. Trætheden blev blæst væk. Instrumenter fra Ecuador, Bolivia og Ecuador blev sat i sving. Taget løftede sig, stemningen var ubeskrivelig. Vi fik prøvet kræfter med de lokale danse, sikke da en afslutning.
Da vi ramte vores respektive senge, har vi nok været ligeså indaktive, som moder vulkan mama cotacachi og fader vulkan taita imbabura.
