mandag den 2. november 2015

Mandag den 2. November 2015, Vejen til Papallacta

Skrevet af Kirsten og Holger Rasmussen.

Efter endnu et pragtfuldt morgenmåltid, var det tid til at tage afsked med de rare og  flinke  folk fra Casa Mojanda. De var helt oppe ved bussen for sige farvel til os. Vi hilste af med at synge vores morgensang for dem. Så var det ellers med at komme op af den stejle opkørsel.

Dagen lagde ud med en del tåge, men efter morgensang og "pusteturen" op til vejen, begyndte det at klare op. Egentlig skulle vi have haft en rundvisning på en af de store rosenfarme, men her havde man lige glemt, at det var helligdag, så det blev aflyst. Vi har fået lovning på, at besøge en anden rosenfarm på et senere tidspunkt.

I stedet havde vores flittige guide Fausto fundet andre oplevelser til os.
Som sagt, var det helligdag i Ecuador. En meget vigtig dag for befolkningen, hvor man mindes de døde familiemedlemmer, så der var en masse festklædte mennesker på alle vejene. De var på vej til kirkegården for at fejre deres afdøde.

Vi kørte videre på den Panamerikanske Highway, som netop er blevet færdig. Et rigtig flot vejanlæg. Vi skulle besøge et udsigtpunkt og en lille virksomhed, som fremstiller panamahatte.  Det lå godt nok på den modsatte side af vores kørselsretning, men det er ikke et problem for vor dygtige chauffør, han laver  da bare en uvending. Det gik fint, for der var lige præcis et hul i autoværnet, som gjorde det muligt.

Her havde vi en rigtig flot udsigt til lagune Sao Paulo  og  vulkanen Ibubura . Ved siden af det flotte turistcenter/shop, som var helt nyt, boede panamahattemanden. Han fortalte om fremstillingen af de mange modeller. Derefter var der mulighed for at shoppe igen.
Efter endnu en uvending kørte vi videre mod Cayambe. Her ligger også en stor vulkan. Cayambevulkanen, som er den 3. største i Ecuador. Vi kunne dog ikke se den, da den var indhyllet i skyer.

I Cayambe besøgte vi Bizcochos San Pedro, hvor vi fik fortællingen om det specielle bagværk, der blev bagt der, en slags kiks/kage som blev spist med karamelcreme. Vi fik smagsprøver, det smagte rigtig godt. Stedet ligger tæt på ækvatorlinien, og vi kørte til et sted, hvor den var markeret. Vi fik et spændende foredrag omkring den forskning, der har været på området. Meget spændende sted, så Lone måtte skubbe på for at få os afsted, så vi kunne nå vores frokostaftale.
Frokost var igen lokale specialiteter - meget mad - og kartoffelsuppe (enkelte fik kartoffelsuppe med kogte fåreklove).

Derefter bjergkørsel til vores hotel. Undervejs måtte vi gøre holdt for et vejarbejde. Det gav lange køer i begge retninger, men vi kom videre uden de helt store forsinkelser.
På et tidspunkt var vi oppe i 4.096 m højde.  Alle var ude og mærke den tynde luft. Det var en kold oplevelse.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til vores overnatningssted - Ressort Termas De Papallacta - et fantastisk område, med udsigt til Artisana vulkanen og de bjergrige områder. Efter indkvarteringen var der mulighed for, at bade i stedets varme kilder.
Vi tror de fleste gjorde brug af denne mulighed. Dejlig afslappende efter endnu en begivenhedsrig rejsedag. Aftensmaden blev indtaget i Ressort Termas De Papallacta.