Skrevet af Connie og Søren.
Vi starter turen, med at køre til Mishualli, hvor Mishualli floden og Napo floden mødes, ca. 200 - 400 km. fra Amazonflodens udspring. Heldigvis er vandstanden i floden faldet med ca. 1 1/2 m. på et døgn, så strømmen er ikke så vild i dag. Vi fordeles i 3 kanoer og sejler afsted . Langs floden ser vi banan og papaja plantager.
1 klase bananer indbringer ca. 1 dollar, hvorfor flere også ernærer sig ved guldgravning. Her kan man tjene ca. 300 dollars om måneden.
De guldgravere vi mødte, brugte maskiner til at fjerne stenene fra bunden af floden og
suge sandet op. Herefter skyllede de sandet i skåle på gammeldags maner. En sådan maskine koster omkring 6.500 dollars.
Vi gjorde stop ved landsbyen Muyuna, med 33 familier, ca. 160 personer af Quecha stammen. I denne landsby bliver pigerne mødre, allerede når de er 12 -13 år gamle. De har en gennemsnitlig levealder på 68 år.
Landsbyen ernærer sig ved landbrug og fiskeri samt turisme. Alle deltager i arbejdet, også børnene.
Vi blev budt velkommen i landsbyens forsamlingshus, en traditionel bygning med Yuca palmeblade på taget, som tætnes med røg.
Vi blev budt på Chicha, som er en slags øl, lavet på Yuca rødder. I gamle dage tyggede kvinderne rødderne og blandede dem med spyt, for at få det til at gære.
Nu koger de Yuca rødderne og morter dem. Sød kartoffel rives og blandes i, for at sukkeret skal hjælpe med fermenteringen. Til sidst tilsættes kogt vand og efter ca. 7 dage er chichaen færdig. Den smagte som gæret valle.
Vi blev også budt på en lokal te, serveret i skåle lavet af græskarskaller.
Herefter opførte de lokale en dans og et par af os gæster, blev budt til at deltage.
Den lokale shaman rensede Birthe og Inge. Det foregik ved at han spyttede helligt vand over dem og viftede og slog dem med palmeblade. Så blæste han dem ovenpå hovedet og messede imens. Her så vi også et bæltedyr.
Tid til lidt shopping i landsbyen og så tilbage til kanoerne.
Efter lidt sejlads stoppede vi i Pakay Chikta, en landsby med 39 familier, 140 personer.
Her besøgte vi den lokale skole med 38 børn. Vi gav lidt til børnene. De sang deres nationalsang for os, så sang vi MesterJacob for dem og de sluttede af med en Quecha version af Jens Hansens bondegård.
Tilbage på floden og efter en kort sejlads, var det tid til frokost på bredden.
Dejlig mad og kolde øl !
Næste stop var i Anowa Comunity. Her besøgte vi en dame som lavede keramik.
Hun hentede ler fra de små bække. Det var blødt som modellervoks. Leret drejede og for mede hun i hånden. Så glattede hun skålen med bambus og trak samtidig skålen til færdig form. Kanten pudsede hun af med et majsblad, der fungerede som fint slibepapir. Herefter farvede hun skålen med farver som var lavet af knuste sten.
Så blev skålen poleret med en blød sten og malet med forskellige mønstre. Skålen blev nu bagt over åben ild i ca. 20 min. og til sidst blev den vokset med harpiks, mens den stadig var meget varm.
Bagefter fik vi demonstreret hvordan man laver et pusterør. Pusterøret blev lavet af Chonta/Pambil ( det vandrende træ) . Træet flækkes i to dele og der laves en rille på langs, i hvert stykke træ. I gamle dage brugte de en dyretand til at lave rillen, men i dag bruger de et stykke Tenderstål. Rillen slibes og de to stykker træ limes sammen med bivoks. Y dersiden rundes med en machete. Endelig slibes pusterøret og tjæres.
Pilene laves af bambus. For at få tryk på pilene, ved affyring, pakkes de med bomuld fra Kapok træet.
Med et pusterør på 2 meter, kan man skyde en pil ca. 60 m. Efter en lille demonstration, var det tid at prøve selv. Der var nogen, der var rigtig gode til det. Der var lidt tid til shopping .
Tilbage i kanoerne sejlede vi hjem i flyvende fart. En lidt våd men sjov oplevelse.
Dagen sluttede af med Barbanegra Ron udenfor nr. 14 og middag efterfølgende.
Gracias pour un dia tan ancradable !
