fredag den 6. november 2015

Fredag den 6. November 2015, På vej til Banos

Skrevet af Mary og Hans Erik

Så var der efter 2 dage tid til at tage afsked med den idylliske jungleloge El Jardin Alemann.

Før morgenkaffen fik vi rørt os lidt under ledelse af Birthe og Kurt - dejligt at få strakt de ømme muskler.

Under morgenkaffen blev vi underholdt af den tamme grønne Amazon papegøje, der beærede flere af os ved at sidde på skulderen og mig yderligere ved at forrette sin nødtørft ned af ryggen.

Da morgensangen og takken til det søde personale var overstået, krydser vi Napofloden en sidste gang og satte kursen mod Baños, der både betyder toilet og hot springs (varme bade).

Vegetationen ændrede sig gradvist under turen til Baños, der ligger 1800 moh., fra frodig regnskov til vulkanområde.

Langs vejen møder vi hårdtarbejdende mennesker med byggemateriale på skuldrene, og små boder som sælger lige fra frugt , sukkerør til kasser med stiklinger.

Vi gør et kort stop, så Fausto kan købe sukkerrør, der smager sødt og er meget læskende.

Vi får et enestående smukt kig ud over Amazon bassinet, hvor sukkerrørene gror på skråningerne i små jordlodder.

I et vejkryds bliver vi kortvarigt underholdt af en jonglør - dette oplever vi flere gange under på vores vej gennem Ecuador. Et sted er der en "gorilla" i et bur. Der er mange måder at tjene til livets ophold på.

Frokosten blev indtaget på La-Hacienda der ud over en lækker frokost også for visse interesserede bliver tilberedt fede palmelaver der spiddes levende på en lang pind og ristes kortvarigt på den varme gril. Jeg smagte en bid der ikke smagte af meget, men mest virkede som et stykke viskelæder.

Vejen mellem Puyo og Baños kaldes også "vandfaldenes allé", hvor vi gjorde holdt ved vandfaldet "Brudeslør"

Med de mange vandfald og de mange solskinstimer, er man meget bevist om at forsøge at udnytte energien til el.

Hen på eftermiddagen nåede vi frem til vores bestemmelsessted Hotel La Floresta i Baños og efter en kort indkvartering blev vi vist rundt i byen, hvor vi bl.a. besøgte kirken, hvor der var messe i anledning af afslutningen på festlighederne for skytsengelen for gode afgrøder. Uden for kirken var man ved at stille an til den helt store aften fest. Da vi gik tilbage til hotellet senere på aften, var der godt gang i festen med stort orkester - synd at det regnede.

Dagen sluttede på den Italienske restaurant, hvor der blev serveret pizza. For nogen en kærkommen afveksling til fisk og larver og andre et "nå ja, hvorfor ikke?"

Efter middagen besøgte vi Vibeke der sammen med sin ecuadorianske mand driver en kaffebar. Vibeke - en meget speciel kvinde fra Grenå, der via en cykeltur på 8000 km gennem USA og det meste af Sydamerika endelig fandt kærligheden i Baños. Cyklen hænger nu på vægen og kommer ikke ned igen, for nu har hun mand og 2 børn.