Tirsdag den 17. November 2015, Amazonas

Skrevet af Susan og Bo Balstrup

En regnvåd dag.
Vi vågnede til en kølig morgen, hvor vi havde valgt at dele os i flere grupper. En gruppe tog på vandretur i det grønne, en var ude at svømme og andre tog et dyp i de varme kilder.. De sidste fik sig en lidt længere søvn.  Morgenmaden bestod i dag af en udmærket buffet.

Derefter var det tid at pakke og gøre klar til afgang.  ..... SÅ KOM REGNEN.
Efter en halv times kørsel nåede vi frem til Guango Lodge, der er et lille reservat for kolibrier. Der er ca. 130 kolibriarter i Equador, der er et hotspot for kolibrier. Fausto håbede, at vi ville få den flotte sværdnæbskolibri at se. OG DET GJORDE VI!

Det kølige og fugtige vejr gjorde, at kolibrierne var ekstra aktive og svirrede lystigt ved foderautomaterne få centimeter fra hvor vi stod. Der var flittig brug af kameraerne og det blev til mange imponerende billeder af de elegante flyvere. Efter en kop kaffe og en småkage gik turen videre mod regnskoven.

Fausto fortalte om Equador som olieland. Der produceres 450.000 tønder olie om dagen i regnskoven og den pumpes gennem en 485 km lang pipeline over bjergene til udskibning ved kysten.
Da olieproduktionen ikke kan undgå at forurene i regnskoven, tilbød Equador ved COP 15 i København, at standse al olieudvinding mod at få økonomisk kompensation, men da kun Tyskland ville være med, produceres der stadig, til de lokale indianerstammers store irritation og de forsøger ihærdigt at få standset udvindingen.

Da spanierne, 4.000 mand anført af Fransisco Oriana, i 1542 krydsede Andesbjergene og nåede til regnskoven, blev de angrebet af indianere med langt hår. De troede, det var kvinder og derfor blev skoven kaldt Amazonas. Indianerne blev ledet af Jumandy, der boede i området ved Rio Napos hovedby Tena. I området ligger mange huler og krigerne gemte sig der for spanierne. Spanierne kom for at finde guld og kanel og vi kom igennem byen Pujo (2.200 m.o.h), der betyder kanel på lokalsproget.
Vi er nu nået ned i  den del af regnskoven, der kaldes cloud forrest (sky-skoven), da fugtigheden fra skoven danner skyer over skoven og man kan se, hvordan alting damper.
I 1.800 m.o.h når vi til Baeza, der er den første spanske bosættelse i regnskoven efter de passerede bjergene.

Den store forandring i vegetation og frodighed er nu meget tydelig.
Mens vi bevæger os ned mod 600 m.o.h. får regnen stadig mere indflydelse på vejen. Vi kører i zigzag mellem hullerne i vejen og ind i mellem, må vi vige for et jordskred. Det er tydeligt, at naturen bestemmer. De fleste af jordskredene er dog kommet i sidste regnsæson , selv om de ser friske ud. For at forbedre vejene og øge holdbarheden i det fugtige, våde klima, er de begyndt at bygge vejene i beton.

Vi er nu nået til Cosanga ved Rio Cosanga, hvor befolkningen lever af jord- og kvægbrug. Vegetationen består nu også af palmer og bregner. Kartofler og majs er skiftet ud med yucca og bananer som hovedfødekilder.

Så blev det frokosttid og frokosten blev indtaget på en lille vejrestaurant i 986 m.o.h. Der var mulighed for at vælge mellem to retter. Fisken Tilapia serveret i bananblade med yucca, tomatsalat og den specielle citrusfrugt limemandarin, der ligner en appelsin, men er syrlig som en citron. Dejlig velsmagende. Alternativet var kylling med ris. Dagens prøvesmagning var røget svinekød med yucca.
Næste stop efter frokosten var i byen Tena, der ligger i 654 m.o.h. Byen har det største universitet i regnskovsområdet og det er med til, at fastholde de unge i området.

Vi besøgte det lokale overdækkede marked, hvor der, udover alskens tøj, sko og isenkram, sælges lokale frugter og grøntsager. Fausto viste os bananbillens larver, der er en stor delikatesse blandt de lokale og som spises enten levende, ristet eller tørret. Den tørrede udgave minder om ostepops!? Ingen smagsprøver denne gang til de flestes store lettelse.

Så gik turen det sidste stykke til junglelodgen El Jardin Aleman, hvor vi blev modtaget af lodgens ejer Bernhard, der er tysker, men har boet i 20 år i Equador. Bernhard fortalte, at det meget usædvanligt havde regnet det sidste døgn. Det havde fået floden til at svulme og da vi senere gik ned for at se den, var den lille strand helt væk og vandet væltede ned fra siderne ud i den rivende flod. De usædvanlige forhold skyldes, at der i år er kommet El Ninõ, som trækker meget fugt ind over bjergene.
Efter en dejlig, let middag var det tid til at synke dagens oplevelser til en kakofoni af regnskovens mange nattelyde tilsat flodens brusen.