tirsdag den 17. november 2015

Tirsdag den 17. November 2015, Hjemrejsen

Skrevet af Lene

Med færdigpakkede kufferter forlod vi værelset.

Næppe havde vi lukket værelsesdøren før en venlig portør kom springende ud af den blå luft og bar bagagen ned fra 3. sal.

Godt installeret i bussen tog vi afsked med Santa Cruz lyttende til melodien af ”Galapagos Galapagos I like to be in paradise”.

Nød synet af de blomstrende vejkanter og tænkte på, hvor flotte husene kunne blive, hvis indbyggerne lod sig inspirere af farverne fra disse og overførte dem til husene – især den gule ”endemic” farve.

Fik også set hvordan de tørrede kaffebønnerne på store presenninger – måske var det bønner fra Trapichefarmen – indehaveren skulle netop ned til Baltra med sine høstede kaffebønner.

Lufthavnen på Baltra er blandt de få grønne lufthavne i verden. D.v.s. at vandet er opsamlet regnvand og vindmøller leverer strømmen.

Man må konstatere at Galapagos på mange måder er et moderne fungerende samfund.

Turen hjem forløb planmæssigt, dog med god medvind over Atlanten, hvilket betød en afkortning af flyvetiden på en halv time.

Vi var hjemme kl. 17.40.