tirsdag den 3. november 2015

Tirsdag den 3. November 2015, Amazonas

Skrevet af Stine og Gunnar.

De morgenfriske startede dagen med en vandretur i de fantastiske omgivelser omkring Termas de Papallacta. Vulkanen Artisanas (5.950 m.) sneklædte tinde dannede en smuk baggrund for turen gennem det regnskovslignede, kuperede terræn. Efter turen var der igen mulighed for et varmt bad i de geotermiske kilder på resortet.

Mens vi ventede på afgang, var der god gang i kommunikationen, da der her var god netadgang.

Vi forlader Termas de Papallacta og kører mod vores næste stop, som er Guango Bird Center. Her findes ca. 130 af de ialt 340 forskellige kolobriarter, og vi så mange af dem lave flot opvisning for os. De mindste laver 180 vingeslag pr. sek. Kolibrien findes kun på det amerikanske kontinent.

Vi følger Papallacta floden, der efter 600 km gennem Amazonas udmunder i Atlanterhavet. Ecuador har rige olieforekomster, og olien bliver ledt i store olieledninger igennem det smukke landskab til fortrydelse for mange i befolkningen. Der er dels statslige - dels internationale interesser i olien, og mange penge kanaliseres ud af landet. Det har den nuværende regering dog sat en stopper for, så flere oliepenge bliver i landet. Vi så også en del smålandbrug langs floden - de lever til dels af grøntsagsdyrkning og mælkeproduktion. Vegetationen skiftede meget undervejs og blev fantastisk frodig.

Under den lange køretur fik vi forskellige informationer af Lone:
Ecuador har ca. 16 mill. indbyggere, der er 24 provinser, de to største byer er Quito og Guayaquil.
Uddannelse: Der findes offentlige og private skoler. De private er meget dyre og kun for velhavere. De kan koste op til 1200 dollars pr. måned, og en gennemsnits månedsløn er ca. 300 dollar. I mange små landsbyer i Amazonas har man nogle steder nonner, der kommer og underviser til stor fortrydelse for nogle høvdinge. Man er klar over i Ecuador, at engelsk er meget vigtigt, og derfor giver man scolarships til lærere, der vil tage udvekslingsophold i udlandet. De er dog forpligtede til at vende tilbage og bruge uddannelsen. Alle, der studerer i udlandet, er forpligtede til at vende tilbage og bruge uddannelsen i samme antal år, som de har studeret i udlandet. Derefter kan de rejse ud, men ikke alle kan få visum.

Lones lille mini spanskkursus:

  • Goddag (indtil kl. 14): buenos dia
  • Goddag (efter kl. 14): buenos tardes
  • Godnat: buenos noche
  • Uformel hilsen (Hej): hola
  • (Mange) tak: (muchos) gracias 
  • Tak ( som engelsk "please"): por favor
  • To øl: dos cervezas, por favor
  • To kaffe, sort: dos cafes americanos, por favor
  • To kaffe med mælk: dos cafes con leche, por favor
  • Hvordan går det: como usted
  • Det går godt, og dig: muy bien, et tu?

Vi spiste frokost på et flot sted, der hed Los Petroglifos in Archidona, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over bjergene og dalen. Nu kom der en regnbyge, for vi nærmede os hastigt regnskoven.

I byen Tena gjorde vi holdt for at få bussens bar fyldt op og for at besøge et marked, der handlede med alt muligt. Orla blev helt til grin af en ældre dame, da hun hørte, at han gerne ville have et par støvler str. 47!  På markedet solgte de bl.a. levende larver fra palmer, og sælgeren spiste med glæde een til ære for os. Ole havde problemer med at købe øl til os, for kasseapparatet var indstillet til "søndag", og på en søndag er det forbudt at sælge øl. Hans bedste overtalelsesevner rakte ikke.

Ved 17-tiden nåede vi vores dejlige junglelodge El Jardin Aleman smukt beliggende i en have i den sekundære regnskov.