Skrevet af Henny og Holger den 10. november 2014
Vi er nu nået til Quito, en by på 2,2 mio. indbyggere.
Byen ligger mellem to bjergkæder i en højde af 2850 m. Byen er 49 km lang og 7 km bred på det bredeste sted. Byen ligger op ad bjergsiderne og der er en meget fin udsigt fra vores hotel.
Vejret her i byen er meget omskifteligt. Da vi stod op, var det meget tåget, en time senere blev det det fineste solskinsvejr med en temperatur på omkring 22- 23 grader. Senere på dagen styrtede det ned. Så man skal være forberedt på enhver situation.
Vi kørte fra hotellet ved nitiden med retning mod Pululahua, en landsby som ligger i et vulkankrater.
Trafikken var som i enhver storby meget tæt og vi flyttede os kun langsomt. Pludselig råber Egon, "er det ikke en statue af Winston Churchill, som stå der over". Vi får forklaringen, at man her i Quito har opkaldt områder efter kendte personer, så det er ganske rigtig.
På turen derud får vi en orientering om Inkariget, hvordan man fik samlet et så stort rige uden egenlige krige og senere fik delt det igen i Peru og Ecuador, samt om befolkningen.
Endvidere blev der fortalt en del om hotspotområder. Yderligere oplysninger kan findes på www.vulkaneksperten.dk
Lidt optræden i kryds oplevede vi også, men det er ikke unormalt hernede, at der bliver jungleret med bolde eller ildstave foran biler, når de holder ved et lyssignal. Så tjenes der nogle håndører.
Vi nåede frem til Pululahua, hvor vi stod på toppen og så ned over et frodigt landbrugsområde med huse og dyrkede marker. Krateret er ca. 6 km i diameter og der bor 300 menesker i området. Krateret ligger i en højde af 2850 m og omgivet af bjerge. I perioder ligger der ofte tæt tåge over området i krateret.
Al dyrkning foregår med stude og håndkraft, der findes ingen maskinhjælp til dyrkningen. Der dyrkes grønsager, majs og trætomater, som bæres op ad skråningen på hesteryg eller som folkene selv bærer op på ryggen. Det er ikke muligt at køre noget op. Det tager ca. 3 kvarter at gå op og en halv time at gå ned. Vi så også et oksespand som var ved at forberede jorden til dyrkning.
Ved indgangen til krateret så vi folk på tvangsarbejde. Det er normalt, at der udskrives folk fra et område til at udføre et bestemt stykke arbejde. Det ligner slavearbejde.
Herfra gik turen til ækvatorlinjen.
Ækvatorlinjen blev første gang påvist i1936, men er senere blevet flyttet nogle gange efter at der er udviklet mere nøjagtig opmålingsværktøj, og man derfor har kunnet placere linien mere nøjagtig.
Vi kørte forbi den gamle placering, hvor man i dag er i gang med at lave et stort anlæg for stadig at få turister til at besøge stedet.
Den nye ækvatorlinje ligger nogle km fra den gamle. Ved den nye ækvatorlinje er der etableret forskellige aktiviteter bl.a information om indianerstammer.
I området ind mod Columbia lever der indianerstammer, som ikke vil i kontakt med den øvrige befolkning. Man mener, at der findes ca. 20000 indianere, som mere eller mindre er skjult i junglen og lever fuldstændig isoleret. De fleste af disse stammer vil ikke i kontakt med den øvrige befolkning, og der er stort set ingen,der får lov til at opsøge disse stammer.
Nogle af disse stammer brugte tidligere skrumpehoveder som trofæer. For nogle af dem er det fremtrædende stammefolk, som på denne måde bevares. Hovederne fremstilles ved, at kraniet fjernes og skindet fra hovedet udfyldes med en sten og munden syes til, hvorefter hovedet koges.
Vi så et hoved af en 12 årig dreng, som var 150 år gammelt.
Inden vi forlod denne udstilling kom guiden med et tildækket hoved af en gammel dame som formentlig var op mod to hundrede år. Hovedet var på størrelse med en knytnæve, og man kunne tydelig se alle rynker. Hovedet måtte ikke fotograferes for ikke at ødelægge det.
Der er igennem tiden fremstillet en del hoveder, som er solgt til forskellige museer i hele verden. Disse er gennem de sidste år blevet kaldt tilbage til Ecuador.
Vi så også en udstilling med et par meget store slanger, krokodiller, fugleederkopper og en kandadu "penisfisk". Fisken lever i floderne og går i urinvejene hos både mænd og kvinder. Dette er farligt for de guldgravere vi tidligere har set i floden.
En af stammerne i junglen hedder Wuaorani. Stammen lever på grænsen mellem Columbia og Ecuador. Stammen ønsker ikke kontakt med den øvrige del af befolkningen, men har dog indvilliget i at komme til ækvatorlinien for at vise noget om deres leveform i junglen. De havde bygget en hytte på ca. 10 gange 10 m svarende til den de normalt lever i . Der bor ca. 10 personer i en sådan hytte.
Der var udstillet en blowgon "pusterør"og et spyd. I pusterøret bruges giftpile og spydet havde to funktioner, således at det både kunne dræbe og bedøve.
Vi så en gravplads, hvor liget var begravet i en krukke med andre offergaver. Når høvdingen døde, befalede han de øvrige at drikke en bestemt drink, som bedøvede folkene eller i nogle tilfælde dræbte dem.
Vi fortsatte til ækvatorlinjen. Her blev fortalt om, hvordan man havde lavet en kalender med årstiderne og hvordan stjernerne stod. Indianerne brugte denne kalender til at bestemme, hvornår de skulle forberede jorden til såning, så og høste.
Der var vist en globus og vi fik en forklaring om polernes påvirkning og hvordan strømningerne i atmosfæren og vandet er. Herefter blev det demonstreret, at vand, som hældes ud af en vaske midt over ækvator, ikke roterer, når det løber ud. Derimod roterer det i forskellige retninger afhængig af, om man rykker få m mod nord eller syd. Dette blev demonstreret ved at flytte en vaske med vand henholdsvis 2 m nord og syd for ækvator. Det viste sig, at vand, som løber fra en vask på den nordlige halvkugle, roterer mod uret, hvorimod vand, som løber fra en vask på den sydlige halvkugle, roterer med uret.
Efter en god frokost på restaurant Jayac kørte. vi ind for at se La Compania De Jeses Church. Bygningen af kirken blev påbegyndt i 1587 af jesuiterne og var først færdig i 1634.
Jesuiterne blev udvist af Ecuador i 1589, to år efter kirken var færdig.
Dette er en af de rigeste kirker i Sydamerika. En kirke jeg aldrig har set magen til.Der er lavet udsmykninger over alt. I bunden af udskæringerne er der malet med en blodrød farve, som symboliserer Jesu blod.Toppen af udskæringerne er belagt med 23 karat bladguld. Der skulle til kirkens udsmykning være anvendt 7000 kg 23 karat bladguld. Den flotte kirke kan ikke beskrives, men bør ses.
Der var i mellemtiden begyndt at regne kraftigt, så i stedet for at gå ud at kikke på byens flotte bygninger fra kolonitiden, var der nogle som fandt et sted, hvor der kunne nydes en god kop kaffe eller en stor øl. (0,66 l flaskeøl)
Dagen sluttede med en god middag, hvorefter der skulle pakkes for at rejse videre til Galapagos næste morgen med afgang fra hotellet kl. 7.00
