torsdag den 20. november 2014

Torsdag den 20. November 2014, Sejltur på Napo River

Skrevet af Helle, Kaj og Gitte

Vi starter lige med i går.
Lone ankom til junglen sidst på eftermiddagen og overtog "roret".
Som Synnøve sagde - der kan kun være en førstepilot - så det er okay med mig.
Vi siger Synnøve mange tak for nogle super gode dage.

Så er vi fremme ved næste morgen.
I dag skal vi sejle op af Napo-floden.
Det er dejligt vejr, så uniformen er shorts og sandaler. (Den mundering fortryder vi senere).
Vi køres i bus til Misuahalli  og fordeles i to både og afsted det går.
Napofloden er 1130 km lang og er en biflod til  Amazonfloden.

127 129 131a

Første gang vi går i land - er ved en lille landsby, hvor Shermanen byder os velkommen.
Vi får vist, hvordan de laver øl og tilbydes selvfølgelig også en smagsprøve.
Dernæst er der et fint danseshow med søde piger iført bastskørter og kokosnøds-bh'er.
Nogle af mændene blev budt op til dans. Derefter en lille tur rundt i landsbyen. Vi fik et lille kig til skolen.
Dem der ville, fik også muligheden for at puste med pile. Vi måtte erkende, at det var sværere end som så. Vi sagde farvel og kom i bådene igen.

136 141 142

Kakaofarmen var næste stop. Elizabeth, som ejede farmen tog glad imod os. Vi skulle senere høre mere om kakaobønnen. Men først viste hun vej til en landsby, hvor vi skulle besøge skolen.
Børnene vidste vi kom, og havde ventet i spænding på vores besøg. De stod fint på række og sang så flot "Mester Jacob" på spansk for os- vi ville ikke stå tilbage - så vi sang den på dansk.
Alle havde medbragt en lille pose med forskellige ting, der var blevet indkøbt eller doneret.
Der var bl.a blyanter, viskelæder, små hæfter, balloner,sæbebobler, hårelastikker/spænder, klistermærker, lærredsposer og små tasker. De var meget taknemmelige og glade. Gemte hurtigt poserne ved deres skolepult. Nogle skrev endda navn i poserne med det samme, så de vidste, hvis der var hvis.

152 155 156

Men den største oplevelse fik tre drenge - som fik en hel speciel undervisning af Hans, som havde medbragt tre af sine egne fiskestænger med hjul, blink og fluer og en hel masse andet tilbehør.
Efter endt undervisning - fik de overrakt,hver en fiskestang med hjul. Det kan nok være at deres øjne var store før, men endnu større blev de.
Det var en super gave. Ella knipsede selvfølgelig løs, så også Hans bagefter kunne se, hvor stor lykke det gjorde.
Det var svært at løsrive sig, men vi skulle tilbage til Elizabeth og kakaobønnen. Som sagt så gjort.

Vi fik set, hvordan bønnen voksede på stammen af et træ, og hvordan hele processen forgik fra plukning, til tørring, til ristning og tilsidst kværning.
Vi plantede også 30 nye kakaotræer  - som vi håber vokser sig store og flotte.
Besøget sluttede med en dejlig frisk kop kakao.
Nå ja - vi fik samtidig, også sunget fødselsdagssang for Jaime (vores buschauffør – 46 år gammel) - på dansk og engelsk selvfølgelig.

162 164 168

Vores flodsejlads fortsatte og frokosten blev indtaget på en lille strandbred (hvor vi alle - uden undtagelse tror vi - stiftede bekendtskab med nogle helt utrolige aggressive sandflies ).
I bådene igen og sidste stop gøres ved en lille landsby, hvor specialet er at lave forskellige skåle i ler. En varm affære at se på - men spændende.

Pigerne gik bagefter i "butikken" og købte ind - de fleste mænd tog en øl på den lokale bar.
Godt trætte og fyldt med gode oplevelser gik vejen tilbage nedad floden, hvor vi også så, hvordan de lokale "gravede" efter guld.

Vi sluttede vores eftermiddag hos Bernhard med en lille drink inden vi skulle i bad og til aftensmad.