Skrevet af Ellen Cortnum
I byen Tena klatrede vi ombord i to store, overdækkede kanoer med erfarent mandskab til at tage sig af os, og det var nu helt godt, for indimellem måtte kanoerne sno sig mellem grusbanker og strømhirvler. Afsted det gik på flod, der udspringer i det nordøstlige Ecuador og fortsætter ind i Peru, hvor den løber ud i Amazonas River. Napo River er 1.075 km. lang og meget bred.
Første stop var i en indianer landsby, hvor beboerne optrådte for os med traditionel dans og sang samt viste os, hvordan de bryggede den lokale øl ”Chicha”. De medbragte smågaver vakte stor glæde hos børnene i den lille skole - ikke mindst ballonerne, som desværre har den fejl, at de alt for hurtigt går i stykker. Et hus var fyldt med lokalt fremstillet turist ”klim-blim”, og da det var det første, men bestemt ikke eneste, sted, hvor vi kunne købe sådan noget, blev der handlet flittigt. Stedet var meget interessant – og meget præget af at være en turistattraktion. Måske var vi også attraktioner i vores store, klodsede gummistøvler, som vi bøvlede med hele dagen til stor fornøjelse for beboerne de steder, vi besøgte. De var unødvendige denne dag, fordi det ikke havde regnet, men har sikkert været udmærkede andre dage.
Dernæst lagde vi til land ved en kaffe/kakaofarm, der var ejet og drevet af en amerikansk kvinde Elisabeth. Vi fik rundvisning og fin forklaring på, hvordan det gik for sig, og hver især plantede vi en kakaobønne i en urtepotte, som så skulle blive til en plante, og der blev ristet og malet kakaobønner samt smagt på den færdige kakaodrik.
Efter endnu en skøn sejlads gik vi i land på en flodbred, og en-to-tre blev der fremtryllet lækker frokost, som var medbragt i kanoerne. Superhyggeligt, og pyt med den lille regnbyge, der kom, ingen har skade af at blive våde i det varme og fugtige klima i Amazonas Basin. Mens vi spiste, kom der en afdeling soldater svømmende forbi med oppakning og et par vinkelbesatte personer i medfølgende både. Det er da en træning, der vil noget! Kaptajnen på kanoen fortalte, at der skam var slanger i floden, så godt, vi ikke havnede i vandet! I øvrigt så vi en kvindebåd i en vig i nærheden af vores rasteplads, måske havde de været ude at fange fisk til aftensmaden.
Så gik turen tilbage til Tena, og en erfaren sejler som mig kunne kun nyde sejladsen og den skønne natur. Undervejs så vi flere steder guldvaskere og fik at vide, at mange familier måtte leve af den indkomst, det kunne give.
Var det mon den dag, hvor en af de frække og charmerende aber i Tena snuppede en pose chips ud af Vibekes hånd? Sikket et gilde, aberne holdt med tyvekosterne, og det var sjovt at se, hvordan hierarkiet fungerede.
Lidt småtrætte og i højt humør kom vi tilbage til El Jardin Aleman lodgen, hvor vi senere fik en dejlig middag under halvtaget omgivet af frodig jungle, et par papegøjer og nogle venlige og dygtige ansatte, der sørgede godt for os på alle måder.
