mandag den 17. november 2014

Mandag den 17. November 2014, Skildpadder i højlandet

skrevet af Vibse, Bente og Jørgen

Vi startede med morgenmaden kl. 07.00 på Red Boby, dejligt hotel med pool på tagterassen. Kl. 08.00 kom bussen, hvor vi kørte op i højlandet. Vi skal opleve kæmpe landskildpadder i naturen. Vi stoppede ved en farm, hvor de producerede kaffe og sukker. Vi fik vist hvordan de fremstillede sukker af sukkerrør på gammeldags maner. Vi fik også vist hvordan de producerede kaffe fra plukning til ristning. Ud af sukkerør fremstillede de rom. Vi kørte videre op i højlandet, til de store land skildpadder. Der var så mange, både på vejene hvor vi kørte og i området. Vi gik tur med vores guider mellem alle skildpadderne. Vejret var let fugtigt, så det var ideelt til at se skildpadder. Hvis solen er for hård, gemmer de sig under vegetationen. Vores guide Pepo, fortalte om skildpadderne. Han kommer med turister 2 gange om måneden og har aldrig før set så mange skildpadder som denne gang. Når vi kiggede rundt kunne vi tælle ca 40 stk. omkring os. Mange af dem var ca. 100 år. Alt i alt så vi ca. 100 stk. på turen.

PB177338 IMG_3112DSCN9486 IMG_3127

Der er så grønt og frodigt her i højlandet, alle steder var der sukkerrør, bananpalmer, majs, kaffeplantager og store hibiscustræer og mange andre buske. Flittigliser gror vildt i alle farver overalt. Køerne gik i græs helt op til ryggen, en drøm for dem.

Vi kørte videre til Charles Darwin centret. Vi blev vist rundt af Pepo, og fik rigtig god forklaring om skildpadder og avlsarbejdet. Lonely George som levede der, døde som 100 årig for 2 år siden. Han var den sidste af sin art.

IMG_3156 DSCI0757 PB177381

Vi så også landleguaner, de er større og flottere end havleguaner, med gule farver.

Vi kom forbi kirkegården, de afdøde ligger på hylder i kisten og bliver muret inde. De bliver ikke kremeret her på øerne. Vi nåede lige at opleve fiskemarkedet her. Det var sjovt. Sværdfiskene lå på jorden, hvor en slags måger hakkede i dem. 4 pelikaner havde travlt med at samle fiskeaffald op. Jeg fodrede pelikanerne med fiskekød og pludselig dykkede en fregatfugl ned og snuppede det ud af hånden på mig, det gik så hurtigt - jeg fik et helt chok, da det jo er en stor fugl med et kæmpe vingefang.

DSCN9546 DSCN9566 DSCI0788

Resten af eftermiddagen gik med en drinks og shopping. Kl. 20 mødtes vi igen til afskedsmiddag her på Galapagos. Den var lækker.

Vi har nu pakket for at tage afsked med Galápagosøerne i morgen tidlig.

Alle øerne var forskellige. Det har været pragtfuldt at opleve dem.