Skrevet af Sonja & Ib
Uden chefdirigenten Lone ombord, startede dagens rejse. Hun var på indkøb, frokosten skulle sikres. Efter ombordtagelse af varer og Lone valgte man, trods en elendig vejrudsigt for østfjordene, at tage den længere og smukkere vej fra Egilsstadir, og køre direkte ned til fjordene.
Det begyndte da også straks at regne, hvilket inspirerede Fridrik til til atter en af sine mange vidunderlige fortællinger, her fra hans tidligere liv. Et besøg hos en meget ældre blind dame der lavede middag til ham. Maden lod til at have kogt i dagevis, den kondenserede damp drev ned af væggene og den nyindkøbte teakreol. Hendes søn var over 70 og var ikke til megen hjælp. Fridrik må have genkaldt sig synet for sit indre, for det lo han meget af.
De Islandske meteorologer ligeså elendige som de danske. Vejret begyndte faktisk at klare op. Jeg vil være meteorolog i mit næste liv, for de får altid tilgivelse for alle deres fejltagelser.
Vi så sorte får på vejen, om det var derfor ved vi ikke. Østfjordene er smukke. Reidarfjordur fulgt af en tunnel og vupti var vi i Faskrudsfjordur, der påstås at være den smukkeste. Skyerne lå dog lidt tungt så vi nøjedes med at beundre den "franske" by. Franskmænd havde bygget et hospital for mange år siden, og havde på typisk fransk vis sikret sig særbehandling på bekostning af alle andre borgere i det senere EU. Der var mange svømmefugle og nogle frysetrawlere i vandet. Brdr. Gram i Vojens har leveret fryseanlæg til mange af de sidstnævnte. Men alligevel havde Islændingene valgt at skrive franske undernavne på vejskiltene.
Stødvarfjordur med en afdød kvindes hus fyldt med sten indsamlet af hende. Stort turist-TamTam. Hun hed iøvrigt Petra, sten, ligesom apostelen Peter = klippe.
Solskin i Breiddalsvik. Tissepause og kaffe hos Margrethe. Vi så en vikingelignende mandsperson bag disken, Med vilde besærkerøjne og sværd i hånd kunne vi forestille os ham gå agurk og reducere fjendetallet betydeligt. Imponerende rødt skæg og hår. I dag serverede han kaffe og ostekage med jordbær.
På vej mod Dupivogur mindedes Fridrik en køretur ad østfjordene i iskold tæt havgus. Da han kom frem til sin østfjordsven besværede han sig over tågen. Vennen belærte Fridrik om at man først talte om tåge, når man havde besvær med at finde aftapningshanen, når man var trængene. Dette kunne Fridrik også se for sit indre, for han lo igen stille.
I Dupivogur beså vi slebne lokaltfundne sten, fiskeriauktionsbygninger, ismaskine og nyfangne laks og torsk. De forskellige fiskere var udseendemæssigt nærmest taget ud fra historierne om de 13 julegutter. Atter vejr til udendørs lækker frokost med de velkendte rødternede duge. Det lægger gevaldigt op til at denne meget omkringfarende motionsrige oplevelsestur alligevel kommer til at minde om et klassiks dansk +5 kilos kursus. Efter frokost oplevede vi meget store stenæg lavet af en islandsk kunstner i kina og af kinesisk granit. Og kontrasten en mand iført hue med svanefjer med sin egen raritetssamlingsamling af alskens mærkværdigheder incl sten og en levende hund med bold.
Det nymalede orange fyrtårn på Stokksnes udløste atter mindelser hos Fridrik, nu om en nat han kørte i bil og hørte overnaturlige lyde.
En sort strand ad en småstenstange førte os tilbage til turens faste holdepunkt, bussen. Igen mange fugle, mest svaner i vandet og eventyrlige udsigter over blånende forbjerge og begyndende indblik til Vatnajøkuls enorme, men beskudte ismasser.
Ankomst til hotellet i Nesjum kl. 1820 langt efter programmet, men med udsigt til 3 gletsjertunger fra Jøkulen og atter en oplevelsesfuld dag rigere.
