tirsdag den 12. august 2014

Tirsdag den 12. August 2014, Reykjavik

Skrevet af Karen

Ligesom i går har vi haft strålende sol. Den har vist været oppe siden kl. 4 - kl. 6.20 lød alarmen og mange kiggede ud af værelserne. Det var ikke muligt at få telefonkontakt til receptionen, men så var vi da vågne. Efter morgenmad pakkede vi vandrestøvler og regntøj i busposen og efter afgang sang vi morgensang for første gang.

Fridrik fortalte meget under busturen i Reykjavik - han ved vist alt om Island! Bl.a. har een arkitekt Gudjon Samuelsson tegnet meget af den del af byen, der blev opført i 1930-40. Reykjavik, hvor over over halvdelen af Islands befolkning bor stråler af velstand. Vi så Hallgrimskirken bygget af beton. Og musik på det store orgel i kirken gav oplevelsen et ekstra plus. På turen til næste destination hørte vi, at den lille lufthavns placering fastholder et åbent rum ret centralt i byen - det giver frit udsyn til Perlen, som vi så byen fra i går aftes.

DSC02613 P8120369 DSCI0486

En bustur rundt langs kajerne viste mange lighedspunkter med danske forhold: fiskeriet forsvinder, gamle industrikvarterer rives ned og erstattes med nyt prestigebyggeri - og kranerne er i gang igen efter de økonomiske sammenbrud i 2008.

Det tredimentionale Islandskort i Rådhuset var meget instruktivt - og bygningens samspil med vand og planter er rigtig flot. Vi fik et kort kig i den lille domkirke og senere 50 min. "på fri fod" før vi mødtes ved musikhuset "Harpa". Jeg har senere hørt, at det var en fejl, at jeg ikke så det indefra. Det er tegnet af den danske arkitekt Henning Larsen i samarbejde med Olafur Eliasson og har haft en meget problemfyldt produktionsproces.

DSCI0527 DSC02678 DSCI0530

Vi kørte ad store veje ud af byen mod vores frokoststed ved en gammel vanddreven fabrik, tidligere stort fåreuld-vaskested, nu turistsalg med bl.a. uldvarer. I nærheden var også et træværksted, der aktiverer unge evnesvage mænd, samt et værksted med super lækre håndlavede knive. Jeg gik iøvrigt en smuk gåtur over og langs den lille å og fandt et stadig blomstrende eksemplar af de vidt udbredte, men nu generelt afblomstrede alaska-lupiner.

Det går videre ad støvede grusveje gennem smukt, grønt/lavgråt/græshvidgult/lyngrødt landskab med bl.a. heste og søer. Senere istid-slebet slette med får, elmaster og mega vandrør langs vejen.

Nu let skydække.

Og så op over en række af vulkanske bjerge, de seneste udbrud - vist fra ca. år 0. Og til udsigt over Thingvellir-søen plus vandkraftværket. Jeg blev forbavset over, at bussen flyttede sig mens vi gik til udsigtspunktet, men fik heldigvis lov til at køre med igen - bussen kom tilbage på hente-tur.

P8120400 P8120404 P8120408

Siden gennem landbrugsområder vest for søen og videre ad den to-sporede vej fra Reykjavik, mens Fridrik fortæller historien om tingstedet og udviklingen fra folkestyret omkring år 900 til slægtsfejder omkring år 1200, som førte til at Norge overtog Island 1262.

Ved Thingvellir igen fuld sol plus en hel del andre turister, jo, og meget velanlagte befæstede stier - de alternative fodstier må ikke længere benyttes - det slider for meget på landskabet. At være på Unesco's verdensarvsliste hjælper vist også på økonomien!

DSCI0565 DSCI0570 IMG_2790

Lang buskørsel i "no-continent-land", hvor landet er faldet mange meter - sidst en halv meter ved jordskælv for ikke så længe siden. Smukt og øde, birk, pil, lav og lave græsser. Rolige brungrønt dekorerede bjerge - nu Hekla uden "skyhat" markant med store snepletter, bag sø og land og flere snebjerge længere væk. Nu nedkørsel til Laugarvatn, hvor vi skal bo på ekshusmor-skole-hotel. Næsten vindstille igen, fine spejlinger i søen.

Aftenmad kl. 19.30. Der bliver tid til gåtur inden.