søndag den 31. august 2014

Søndag den 31. August 2014, Canmore - Lake Louise - Moraine Lake

Skrevet af Else Margrethe

Kl. 9.35 kørte bussen denne dejlige søndag morgen mod nord op mod Banff National Park. Vi kørte ad01-IMG_0471 motorvejen, som vi i går kørte på i modsat retning, da Lone ville give os lejlighed til at se de bjergtoppe, som i går lå gemt bag skyer. Vi kørte langs floden, der var omkranset af slanke pine træer.

Der har allerede i august måned sneet 3 gange i Canmore-området, så man frygter, at det bliver en meget lang vinter - men for os havde det den fordel, at vi så det smukke bjerglandskab med nysne.

20-P1070852Vort første mål var Lake Louise, der har en meget flot turkis farve, og også kaldes Albertas juvel. Ved søen ligger flere bygninger, hvoraf den største og mest fornemme er hotel Chateau Lake Louise, opført af de canadiske jernbaner. Det har en pragtfuldt beliggenhed med udsigt over søen, men desværre overstiger det Lones budget.

Vi skulle vandre i området og havde 3 valgmuligheder. Der er observeret bjørne i skovene, så derfor skulle vi færdes i grupper af mindst 4 personer. Alle grupper skulle være tilbage ved udgangspunktet efter 4 timers vandring. Alle ture udgik fra 1739 m højde.

En gruppe valgte en 2 km lang spadseretur langs den smukke sø og fik taget nogle fine fotos, og så nåede de også at besøge alle butikkerne på hotellet.

Den næste gruppe skulle højest op, og de nåede op i 2339 m til Sattleback, men kunne tidsmæssigt13-P1070823 ikke nå at komme højere op. Ole fortalte, at der havde været fantastiske udsigter ud mod bjergene, og alle deltagerne var meget begejstret for denne tur.

Den sidste gruppe (den bløde mellemvare) skulle op på et mindre bjerg i den modsatte side af søen. Undervejs havde vi mange flotte udsigter ned til Lake Louise, inden vi nåede op til Mirrer Lake, der nok i Danmark ville blive kaldt en dam, men bjerge og træer spejlede sig i den. Lige før vi kom op til Lake Agnes Teahouse i en højde af 2135 m, passerer vi et vandfald. Vi fik te/kaffe med boller. Nu troede vi så vi var helt oppe, men alle, der havde brug for toiletbesøg, måtte tage yderligere nogle højdemeter.

Da grupperne mødtes igen, spiste vi "vor egen" frokost foran Lake Louise med den flotte udsigt over søen.

23-P1070860Nu kørte vi videre til Moraine Lake, der er omgivet af 10 bjergtinder. Her vandrede vi op til et udkigspunkt med en fantastisk udsigt over søen, hvis farver varierer fra grønt til turkis og blåt - meget flot, men her var virkelig mange turister.

Vi kørte hjemad ad rute 1A for at få mulighed for at se nogle dyr, men det blev kun til 2 hjorte, inden vi igen tog motorvejen mod Banff, og her så vi en meget flot dobbelt regnbue. Langs motorvejen er der en cykelsti, som blev flittigt benyttet - også af en mand på rulleski.

Næsten hjemme så vi 4 hjorte i en forhave ud mod motorvejen. - I aften blev vi kørt til golfklubben, hvor vi nød dejlige grill-bøffer. Aftenen sluttede med en spadseretur tilbage til hotellet.