lørdag den 29. august 2015

Lørdag den 29. August 2015, Parker Ridge

Skrevet af Børge og Hanne

I dag skal vi flyttes fra Jasper til Canmore. Derfor er der morgenmad kl. 7 og afgang med bussen kl. 8.
Første stop var Tim Hortons, og imens Lone tankede kaffe og muffins, fortalte Jens historien om firmaets start.

Vi skal køre ad Icefields Parkway, der er 230 km lang, blev færdig i 1940 og asfalteret i 1962, men inden vi nåede den, spottede vi 2 elke, den ene udstyret med GPS. Undervejs i bussen fortalte Jens, at der i Jasper under 2. verdenskrig havde været en lejr for militærnægtere, som havde lavet en model af et hangarskib af is og savsmuld, som dog senere blev sænket i Pyramid Lake.

Kører på et langt stykke langs med Athabasca River og Endless Chain bjergkæden, med bjerge op til 3500 meters højde, og med 7 store gletsjere og 25 små. Undervejs fortæller Jens lige en historie fra sin ungdom, hvor Asmus og ham var spejdere, og skulle besøge unge damer, resten husker i sikkert selv.

Dag-13-002 Dag-13-005 Dag-13-007

Ved Sunwapta Falls gør vi stop for at se det flotte vandfald, og kort efter gør vi kaffestop med udsyn til flere gletsjere, bl. a. Stutfield. Næste stop er ved Icefield Centret, hvor der var lejlighed til at fotografere gletsjeren, hvor busserne kører op på. Vi passerer nu Sunwapta passet, som ligger i 2030 meters højde, og kort herefter gør vi endnu et fotostop, denne gang ved Athabasca gletsjeren.

Fortsætter til Parker Ridge, hvor bevægapparatet bliver taget i brug. Vi bliver delt i tre hold, alt afhængig af, hvor langt og hurtigt, vi ønsker at gå. Alle når dog op til et udsigtpunkt, med et flot udsyn til en stor gletsjer og en gletsjersø.

Nede igen kører bussen til Coleman Creek, hvor der er frokoststop ved floden, hvor der er mange borde og bænke. Inden vi er færdige med at spise, begynder det at regne, dog ikke værre, end vi kan krybe i læ under nogle træer.

Dag-13-022 Dag-13-027 Dag-13-032

Vi kører nu til Peyto Lake, hvor vi har et flot udsyn til søen, fra en stor platform. Her får vi også lige fotograferet et jordegern. Videre til Bow Lake, hvor der er en lodge, hvor der er både en butik og en kaffeshop.

Skulle have spist aftensmad på den lokale golfbane i Canmore, men på grund af et bryllup, er det ikke muligt, hvorfor vi skal spise i Banff, hvor vi dog først lige får en tur op og ned ad hovedgaden, inden vi når hotel Banff Park Lodge, her får vi en dejlig middag.

Bliver herefter kørt det sidste stykke til vores hotel Canmore Rocky Mountain Inn, hvor vi bliver indkvarteret. Kære dagbog - dette er skrevet efter bedste evne - skulle der være mangler, håber vi på tilgivelse.