tirsdag den 18. august 2015

Tirsdag den 18. August 2015, Cykeltur i Vancouver

skrevet af Ruth og Ernst

Efter de første indtryk af Vancouver i går, - hvor vi gik til Coal Harbour og fik en del oplysninger om byen, - kunne vi med stor spænding og forventning se frem til at opleve byen i dag på cykel.

Efter morgenmad gik vi til cykelforretning, hvor vi blev delt i 4 hold. Vi fik udleveret cykelhjelme og nye, fine cykler i passende størrelser til hver enkelt, og efter godkendt prøvekørsel, gik turen så ud i byen.

Dag-2-002 Dag-2-005

Vancouver er en ung by - ca. 130 år. Dens oprindelige historie er de indfødtes historie, som går 4 - 5.000 år tilbage. De omtales som - First Nations People - må ikke kaldes Indianer, - og i Stanley Park kan man se de farvestrålende totempæle, som symboliserer deres tilstedeværelse.

Noget af byen ligger på inddæmmet land, og byplanlæggere gør meget for at gøre byen til - En grøn By -, hvor der er god plads til de bløde trafikanter, og hvor der er grønne områder til udeliv.

Stanley Park er enestående både i størrelse og muligheder for et aktivt fritidsliv.

På en af Vancouvers dyreste adresser er der anlagt små byhaver, hvor der dyrkes mange forskellige grøntsager. Her sang vi for første gang vores morgensang.

Dag-2-011  Dag-2-014  Dag-2-017

De bløde trafikanter er tilgodeset med brede stier til cykler, rulleskøjter og for gående.En kørebane er inddraget til dette formål, og når vi færdes, oplever vi, at bilister kører meget hensynsfuldt, så det er trygt at færdes i trafikken.

Det er også her i Vancouver, at naturaktivister stiftede Greenpeace i 1971.

Byen har udviklet sig meget i forbindelse med Verdensudstillingen - EXPO 1986, og i forbindelse med Vinterolympiaden i 2010.

Vi cyklede ca. 26 km den dag og synes, at det var en fantastisk måde at opleve byen på.

Vores aftensmad nød vi på hotellets roterende restaurant på 42. etage. Der oplevede vi byen set fra oven og med flot solnedgang og masser af lys.

Trætte i ben og bagdel og fyldt med mange indtryk, var det godt at komme til ro.