onsdag den 19. august 2015

Onsdag den 19. August 2015, Vancouver Island

Skrevet af Vibeke og Henning

Vi skulle tidligt af sted fra hotellet, så vi stod op allerede kl. 5.40. Kl. 6 var vi klar til at gå til morgenmad. Jeg havde glemt, at vi skulle op på toppen af hotellet til Cloud 9 for at spise morgenmad, men vi mødte Lis og Aage i elevatoren, de var på vej op, Vibeke sagde, at hun også kunne huske, at vi skulle "op" for at spise morgenmad i dag. Hun havde også trykket på knappen, der sagde "Elevator op".

Mens vi spiste morgenmad, så vi solen stå op over bjergene og så hvordan lyset langsomt gled ned over højhusene. Mens vi spiste, kom der også to krydstogtskibe langsomt glidende ind i havnen.

Det var en udemærket morgenmad, men the vandet var ikke varmt nok til at vores the blade, de ville gå til bunds i kopperne.

Ca. Kl. 7 havde vi lukket kufferterne og var klar til afgang.
Kl. 7.15 skulle vi være klar i lobbyen.
Kl. 7.25 var bussen pakket.

Det var Finns fødselsdag.

Da vi forlod Vancouver her til morgen, skulle vi over False Creek. For at komme over den, kørte vi af Burrad Bridge. Broen blev bygget i 1930erne under depressionen. Det var en bro ejeren, af bryggeriet Fuller, gerne ville have bygget i mange år. Bystyret ønskede ikke broen, men da man fik depressionen, ville bystyret gerne have arbejdet i gang alligevel, så derfor fik Fuller familien lov til at bygge og selvfølgelig også betale for broen. Det er en flot stålrammebro lidt efter samme opskrift som den gamle Lillebæltsbro i Danmark, det var jo den måde, man konstruerede broer på i 1930erne.

Dag-3-001 Dag-3-005 Dag-3-006

Vancouver er den største havn i Canada og den 3. største på Stillehavskysten.
Canadian Pacific Railroad var en af årsagerne til at Vancouver opstod. Materialerne til jernbanen skulle ind via en havn. Jernbanebyggerne kikkede efter et sted til at bygge en havn og det bedste sted blev der, hvor Vancouver ligger nu. Vi kører på hovedvej 99 og kommer forbi en væddeløbsbane.

Vi kører forbi en by, hvor der var mange genbrugsbutikker. Genbrugsbutikkerne tjener omkring 50.000 dollar, som bl.a. bliver doneret til byens hospitaler.
Vi kørte igennem farmland, hvor der bliver dyrket agurker, peberfrugter og tomater. Lidt senere kom vi forbi et stor område, hvor de dyrkede blåbær. Vi skulle til Tsawwassen, hvorfra færge afgik til Vancouver Island. Vores chauffør Ian bor faktisk i Tsawwassen. Til Tsawwassen kommer der kul fra Rocky Mountains, som bliver omladet og udskibet til Kina.

Vi begyndte at køre ombord på færgen kl. 8.45. Lone skulle lige nå at købe nogle æbler og det passede med, at da vi nåede hen til enden af indkøbscentret, kom hun ud. Færgen sejlede kl. 9.05 sejltiden skulle være 1 t 25 min.

Om bord var der en ung pige Miki, som fortalte om havets dyr og fugle. Ideen i foredraget var ”alt godt (mad) fra havet”. Både til mennesker og dyr. Et af eksemplerne var laks, som både var mad for mennesker, bjørne og spækhuggere. Et andet eksempel var muslinger, som blev spist af mennesker, oddere, bjørn, søstjerner m.fl. Vi ankom til Victoria kl. 10.37.

Kort efter vi ankom til Vancuver, gjorde vi holdt ved Oak Bay Marina. Her sang vi fødselsdagssang for Finn. Finn havde købt en Jenever i lufthavnen i Amsterdam, den hev han frem og gav en lille en, inden vi gik en tur i området, hvor mange af os købte en is. Nede i lystbådehavnen var der tre sæler, der lavede kunster for at få godbidder af tilskuerne. Oppe i shoppen, hvor vi kunne købe is, kunne man også købe frosne sild i mindre bidder, som man derpå kunne give til sælerne.

Dag-3-011 Dag-3-012 Dag-3-014

Så var det tilbage i bussen og ind mod Victoria. Vi kørte til centrum og ud til China Town og tilbage i nærheden af parlamentsbygningen. Her stoppede bussen ca. 12.45. Vi skulle denne dag selv finde frokost.

En del af deltagerne begyndte med at gå hen til det historiske museum for at se på totempæle og en kopi af et indiansk langhus. Derefter gik en flok over til en Hot Dog bar, hvor der blev købt frokost.

Derefter gik man hver til sit, nogle gik en tur, mens andre gik ud at shoppe. Vi havde fået 2 timer til at gå på egen hånd. Der var en flot statue lavet af blomster, den var udformet som en spækhugger med unge. Langs med havnen var der mange, der solgte hjemmeproducerede ting.

Ved Confederation Garden så vi en ”time capsel”. Man havde i 1966 og 1967 samlet ting sammen, som den 31. januar 1967 var blevet anbragt i en time capsel, capslen er programmeret til at blive åbnet igen i 2067.

Vi mødtes igen ved bussen 14.50, hvorefter vi kørte ad en scenic route mod vores hotel.
Vi ankom til vores hotel kl. 15.20.

Efter at være blevet indkvarteret var der tid til en tur i svømmepølen og troede vi, også en tur i jacuzzien. Med hensyn til jacuzzien fik vi en lang næse, idet den var ude af drift.

Kl. 16.45 var vi klar ved bussen igen. Igen kørte vi af en scenic route, denne gang med kurs mod Butchard Gardens. Da vi nåede dertil, fik vi udpeget det sted, hvor vi skulle spise til aften. Derpå gik vi ned i Den sunkne have.

Dag-3-026 Dag-3-029 Dag-3-032

Vi vandrede gemmen haven ud til søen med springvandet i den fjerneste ende. Der fik vi klokkeslet for spisningen, hvorefter vi spredtes i små flokke ud over haverne.

Kl. 18.40 var alle tilbage ved restauranten, hvor vi skulle spise. Der var flag og lys på bordet, hvor Finn skulle sidde.

Middagen bestod af en lækker buffet med masser af forskellige salater, ris, pasta, kartofler, fisk, kylling og lækkert oksekød. Til dessert var der noget der lignede ostekage samt to forskellige småkager og endelig også nogle forskellige makroner.

Der begyndte en koncert et sted i haven kl. 19.30, men kl. var næsten 20.00 inden vi var færdige med at spise. Vi gik ned og hørte koncert indtil kl. 21 og så gik vi ned og så springvand med lys på i Den sunkne have, det var virkelig flot. Vi var på et kort besøg i butikken med bl.a. frø og her blev købt lidt.

21.30 gik turen hjem til hotellet.